Integrationsuddannelsen IGU, som var en del af trepartsaftalen fra 2016, og som kombinerer arbejde, opkvalificering og uddannelse, skulle være et middel imod den fejlslagne integration af ikke-vestlige på arbejdsmarkedet.
Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har for nylig opfordret til at udvide IGU-ordningen, som er begrænset til migranter og familiesammenførte, der har været i Danmark i maksimalt 5 år, til langtidsledige indvandrere. Det er LO imod.
Mange virksomheder er glade for IGU, fordi de har fundet ud af, at de altid kan få en ny gratis flygtning i praktik og dermed slippe for at betale løn. Hver tredje eller sjette måned kan de få en ny praktikant. Derfor er DA interesseret i at udvide IGU-ordningen til at omfatte langtidsledige indvandrere, der har opholdt sig i Danmark i mere end 5 år.
LO’s medlemmer frygter derimod konkurrencen fra billige indvandrere. I en undersøgelse fra feb. 2016 svarer 77 pct. af de adspurgte 3Fere, at de er bange for, at flygtningene vil presse dem ud af arbejdsmarkedet. Fagforeningerne ønsker naturligt nok høj løn til deres ufaglærte medlemmer og er derfor ikke interesserede i at få konkurrence fra lavtlønnede flygtninge og indvandrere.
”De langtidsledige indvandrere skal ikke have lov til at presse det almindelige arbejdsmarked med en ydelse, som er meget, meget lav”, har LO’s formand, Lizette Risgaard, sagt til Berlingske.