Den 1. juni stemte et stort flertal af vælgerne for at støtte Ukraine ved at sende danske soldater til Bosnien under EU-flaget for at rydde miner. Det betød også et grønt lys til denne og kommende regeringer til ikke at genrejse det nedbrudte danske forsvar, fordi nu har man jo også en forpligtelse til at deltage i EU’s militære eventyr i eksotiske lande. Og man kan jo ikke være to steder på en gang. Der bliver ikke noget af at yde to procent af BNP til forsvaret, nu da vi er blevet en del af EU’s forsvarsalliance. Vores bidrag til Unionens militarisering skal tages af det i forvejen udsultede forsvarsbudget. Vi vil høre Mette Frederiksen udtale, at ”Vi skal yde vores solidariske bidrag til vores fælles tryghed og sikkerhed i EU-familien”. Vores generaler har ytringsforbud mod at udtale sig offentligt om, hvad forsvaret behøver af mandskab og materiel for at kunne leve op til, hvad vi har forpligtet os til efter NATO Konventionen af 2014. Medierne vil nødigt lægge sig ud med Forsvarsministeriet, så vi kan forvente, at vores manglende militære kampkraft fortsat og ubemærket må hutle sig igennem, samtidig med, at politikerne vil prale af den udsendte bataljon til Baltikum, en korvet hist og et F-26 fly pist.
Regeringens valgkup lykkedes med succes. Det, vælgerne ville have jordet ved en afstemning den 1. februar, blev nu vendt til en overvældende tilslutning den 1. juni. Vælgerne er ramt af Putin-rædsel, og i den tilstand klynger man sig til hvad som helst, der giver håb om frelse og tryghed. Det lykkedes regeringen med massiv støtte fra samtlige trykte og elektroniske medier at gøre folkeafstemningen til et valg for eller imod Ukraine. Og hvem vil ikke gerne vise sin opbakning til det hårdt kæmpende ukrainske folk og sin foragt for den lede Putin? Det gør man så ved at stemme ja, skulle vi hilse og sige fra statsministeren. Ved at stemme ja var der også et par sidegevinster, docerede politikerne. EU’s militære virkefelt rummer også en bekæmpelse af pirater og menneskesmuglere. Mange af EU’s medlemsstater har ingen adgang til havet, så der jo ingen grund til, at hele Unionen skal deltage i jagten på pirater ud for Afrikas kyster. Danmark kan i en frivillig koalition med andre store søfartsnationer som Norge, Grækenland og England hurtigt og smidigt stille en flådestyrke til rådighed.
Ja-partierne og medierne gjorde under valgkampen et stort nummer ud af at forklare befolkningen, at Danmark ved at ophæve forsvarsforbeholdet så kunne deltage i EU’s jagt på menneskesmuglere og være med til konfliktdæmpende indsatser i lande, hvor illegale migranter typisk kommer fra. Og hvem vil ikke gerne stoppe den illegale immigration? Status er imidlertid den, at de øvrige 26 EU-medlemsstater i mange år har været med i EU’s militære samarbejde uden, at det har haft nogen som helst effekt på tilstrømningen af illegale migranter. EU har siden 1997 haft ansvaret for at sikre og beskytte Unionens ydre grænser og har i 25 år intet foretaget sig for at løse sin opgave. Men vælgerne hoppede glade på limpinden i troen på, at Mor Danmark som den nye pige i militærklassen kan rette op på katastrofen.
Vore politikere og medier har under hele valgkampen hårdnakket benægtet, at EU har planer om at opbygge en Europa-hær. EU-parlamentet har ellers med støtte af Kommissionen lige vedtaget en resolution, der skal føre til opstillingen af en modulopbygget styrke på 5000 tropper, heriblandt land-, luft- og søkomponenter. Det vil sige, at EU udstyres med infanteri, artilleri, kampvogne, missilfregatter og kampfly. I forbindelse med afstemningen i EU-parlamentet udtalte Kommissionen i lighed med Frankrigs præsident Macron, at EU tilstræber ’militærstrategisk uafhængighed’, hvorved menes opbygningen af et fuldt forsvar, der til lands, til vands og i luften kan forsvare EU’s suverænitet og beskytte EU’s 450 millioner borgere.
Ved fælles anstrengelser lykkedes det politikere og medier at skjule disse konkrete oprustningsplaner for vælgerne, der nok heller ikke var interesseret i at vide for meget, der kunne forhindre dem i at stemme ja. Det var Abraham Lincoln, der udtalte, at man kan narre alle mennesker én gang, at man kan narre mange mennesker mange gange. Men man kan ikke narre alle mennesker hver gang. Det kan man dog godt i Danmark. Man skal bare vælge det rigtige tidspunkt.