Torsdag hoppede politikeren og demokratiforkæmperen fra Hongkong, Ted Hui, af efter et besøg i Danmark, hvor han var inviteret til en række fiktive møder af danske folketingspolitikere. Baggrunden for Ted Huis beslutning om ikke at vende tilbage til Hongkong er Kommunist-Kinas benhårde indlemmelsesstrategi, der de seneste måneder har fjernet grundlæggende frihedsrettigheder og strammet grebet om Hongkongs demokratibevægelse: i juni vedtog det totalitære kinesiske styre således en ”sikkerhedslov”, der indskrænker ytringsfriheden markant og bl.a. gør det strafbart at kræve uafhængighed af Kommunist-Kina – og for få dage siden blev Hongkongs mest markante demokratiforkæmper, Joshua Wong, idømt 13 måneders fængsel for at have arrangeret og deltaget i en fredelig demonstration.
Ted Hui har på den baggrund – og med tanke på, hvad Kommunist-Kinas næste træk bliver, forståeligt nok valgt at hoppe af, angiveligt for at føre kampen for Hongkongs demokrati ude fra.
Man skulle tro, at den danske regering ville råbe op og protesterer mod Kommunist-Kinas angreb på Hongkong-borgernes demokratiske rettigheder og gå i brechen for regionens modige og fredelige demokratibevægelse – men intet kunne ligge den danske regering fjernere: man vil ikke lægge sig ud med det kinesiske regime. Så lidt endda, at man ikke engang har villet mødes med Ted Hui af angst for at provokere Kina.
Hvor skuffende og pinligt det end føles, at den danske regering ikke tør stå op imod et totalitært regime som det kinesiske og fordømme styrets åbenlyse knægtelse af de frihedsrettigheder vi selv har bygget vores retssamfund på – så kommer det ikke som en overraskelse. Tværtimod lægger regeringens afvisning af Ted Hui sig præcist i slipstrømmen af skamfulde, danske afbøjninger, hver gang et diktatur har truet med repressalier: hvem husker ikke, hvordan fredelige Tibet-demonstranter i 2012 blev fjernet og fik deres tibetanske flag revet ud af hænderne af politiet, så Hu Jintao ikke skulle blive stødt ved synet af dem? Eller da daværende (socialdemokratiske) statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 2000 gjorde alverdens krumspring for ikke at møde Dalai Lama i sin egenskab af tibetanernes overhoved, men kun ville mødes med ham i Kastrup Lufthavn i Dalai Lamas egenskab af Nobelpris-modtager. Det var i øvrigt samme Nyrup Rasmussen, der i 1996 forsøgte at nægte Salman Rushdie indrejsetilladelse i Danmark fordi Ayatollah Khomeini havde kastet en fatwa på ham.
Men det er ikke bare socialdemokratiske regeringer, der bøjer nakken og bøjer af: i 2009, mens Lars Løkke Rasmussen var statsminister, vedtog et stort folketingsflertal (minus DF og EL) en såkaldt verbalnote, der bakkede Kommunist-Kinas politiske linje over for Tibet op – og endda modsatte sig Tibets uafhængighed. Det var denne verbalnote, der næsten 10 år efter fik Kina til allernådigst at udlåne to pandabjørne til Danmark. En ”gave” Danmark blev så glad for, at man brugte millioner på at lade Bjarke Ingels tegne et hus til bamserne, så de kunne bo standsmæssigt.
Eksemplerne på Danmarks knæfald og appeasementpolitik over for Kommunist-Kina og andre totalitære stater er efterhånden legio, og den nuværende regerings afvisning af at mødes med Ted Hui – eller bare ymte forsigtig kritik af Kommunist-Kinas fremfærd over for Hongkong, kan i den sammenhæng nærmest betegnes som business as usual. Ikke desto mindre er det lige netop dén omstændighed, der gør det ekstra vigtigt at råbe op og protestere. Ellers udvider vi rammerne for det demokratisk normale til et punkt, hvor demokratiets spilleregler og de frihedsrettigheder, der bærer det reelt er sat ud af kraft.
Lad mig minde om, at regeringens frygtsomme appeasementpolitik og vægring ved at tale Hongkong-demokratiforkæmpernes sag kommer lige oven i statsministerens egen åbenlyse tilsidesættelse af retsgarantierne i vores egen Grundlov. To begivenheder, der vidner om en regering og en statsminister, der synes at have alt for let ved at finde hensyn, som vejer tungere end de grundsten, vi har bygget vores frihed og vores retsstat med.