Vi blev af coronavirussen fanget med bukserne nede, ligesom alle andre nationer, skriver Asger Aamund i Berlingske. Og det er der to årsager til:
For det første, fordi kineserne har løjet hæmningsløst siden november sidste år, hvor de opdagede den ekstremt smittefarlige Wuhan-coronavirus.
Havde de kinesiske myndigheder spillet med åbne kort, havde vi haft næsten to måneder mere til at forberede vore samfund på infektionsfaren og havde formodentlig undgået den katastrofale pandemi, der nu raser over alt på kloden.
Den anden årsag skyldes os selv, idet Danmark ligesom andre vestlige nationer ikke bruger ressourcer på at beskytte befolkningen mod potentielle epidemier, som måske, måske ikke rammer os. Vi har tradition for at reagere, ikke agere. Vi tror ikke på djævelen, før han har gjort sin entré og sidder lige midt i vores stue.
Derfor manglede vi værnemidler, respiratorer og testmidler, da coronavirussen slog til. I februar ønskede de danske sundhedsmyndigheder således god skiferie i Italien og mente ikke, at Danmark ville blive ramt af smitten.