Danmark: Et land uden et forsvar (2022)

Fredsdividendens illusoriske charme

Under Den Kolde Krig var Danmark blandt de lande i NATO, der brugte allerfærrest penge på forsvaret. Og efter Den Kolde Krigs afslutning har danske politikere valgt at ”høste fredsdividenden”, dvs. gennemføre besparelser på forsvarsområdet, der har resulteret i, at Danmark har et forsvar, der ligger i ruiner. I de planlægningsdokumenter, der cirkulerer blandt danske generaler og oberster, tales der derfor ikke om behovet for at styrke forsvaret, men om nødvendigheden for en “genopbygning” af forsvaret. Man genopbygger kun noget, der er styrtet totalt sammen, og det er, der er sket med det danske forsvar.

De borgerlige partier har traditionelt ønsket at bidrage med flere penge til forsvaret, mens de røde har ønsket, at forsvarsområdet skulle indgå på linje med de øvrige prioriteter i staten. Derfor har der traditionelt ikke har været flertal for at bevilge de ressourcer, som NATO og Forsvarskommandoen har anbefalet. Det danske forsvar er efterfølgende skrumpet ind. 95 kampfly er blevet til 45, og 389 kampvogne er blevet til 44, hvoraf kun 14 angiveligt er operationelle. Under Den Kolde Krig var der over 70.000 hjemmeværnssoldater. I dag er der 44.000, hvis man tæller alle passive medlemmer med.

Der har i Danmark således igennem mange år været politisk konsensus om systematisk at ødelægge landets forsvar. Samtlige folketingspartier har i fællesskab beskåret, reduceret og udsultet forsvaret således, at Danmark i dag står med en kampkraft, som NATO betegner som ”uanvendelig”. I 2004 omlagde en reform forsvaret, så det blev designet til at bidrage til internationale operationer. Det seneste forsvarsforlig har omorganiseret forsvaret til nærområdet, men det er ikke det samme, som at forsvarets opgave er at forsvare Danmark. Både personalet, bygningerne og det materiel, der bruges i Forsvaret, er skåret ned til det absolutte minimum.

Facit er, at dansk forsvar er udelukkende et ekspeditionsforsvar, som er designet til værdipolitiske markeringer – ikke til krig. Altså et forsvar, som sendes på internationale missioner. Efter Ruslands invasion i Ukraine betyder det ændrede trusselsbillede imidlertid, at Danmark igen har brug for et traditionelt territorialforsvar – altså et forsvar med den primære opgave at forsvare Danmark.

Danmark: Det svage led i NATO

De mange år med besparelser og reduktioner har resulteret i, at flere af forsvarets topfolk er trådt frem med omfattende kritik af den tilstand, forsvaret befinder sig i. En rapport fra Rigsrevisionen har i marts 2022 afsløret store beslutningsmæssige fadæser i forsvaret. Og i oktober 2022 kom den seneste NATO-evaluering af det danske forsvar.

Normalt offentliggør Forsvarsministeriet NATO-evalueringer i fuld længde. De to seneste rapporter, der udkom i 2018 og 2020, ligger frit tilgængelige på nettet. Men i 2022 er NATO’s rapport kraftigt censureret. De fleste af skrivelsens 21 punkter er overstreget med sorte bjælker. Ifølge Forsvarsministeriet er det af hensyn til statens sikkerhed og rigets forsvar. Højst sandsynligst for at skjule for russerne, hvor slemt det står til. Det er dog svært at se, hvad det er for nogle hemmeligheder, man vil dække over. For det kaos, der eksisterer i forsvaret, er velkendt og velbeskrevet.

I 2020 gik NATO’s kritik på, at Danmark hverken er i stand til at forsvare sig selv militært eller bidrage tilstrækkeligt til NATO. Det er næppe sandsynligt, at tonen i 2022-rapporten er blevet mildere. Rapporten fortalte dengang om brudte løfter til alliancen. Og den nye rapport sætter ligesom sidst et stort spørgsmålstegn ved danskernes reelle vilje til at betale det, det koster at være med til at forsvare Vesten mod angreb udefra. Danmark har ligesom andre EU-lande taget så grueligt fejl af Ruslands intentioner, at det danske forsvar på ingen måde er rustet til en mulig konfrontation mellem NATO og Rusland.

Med det nationale kompromis om forsvaret, som et bredt flertal af folketingspartier blev enig om i marts 2022, er Danmark vågnet op til en ny og frygtindgydende realitet: NATO-bidraget skal øges til 2 pct. af BNP, og der skal betales ved kasse 1. Det sender kuldegysninger igennem nasserne i Folketinget, der har troet, at princippet om, at USA finansierer NATO, mens danskerne bruger penge på velfærd, var mejslet i massiv granit og aldrig ville blive til diskussion.

I dansk selvforståelse er Danmark en snusfornuftig købmandsnation. I forhold til NATO vil man derfor opleve, at Danmark vil bruge alle mulige krumspring og kneb for at sikre sig fortsatte sikkerhedspolitiske garantier fra USA og samtidig slippe for at trække sin del af læsset og sende regningen til USA.

Kunsten at snyde NATO

Selv om Danmark har en klar aftale med NATO om i 2024 at nå op på 2 pct. af BNP i udgifter til forsvaret, har de skiftende danske regeringer i mange år benægtet, at der var tale om en aftale. Den tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S) mente ligesom hendes forgænger, Claus Hjort Frederiksen (V), at Wales-erklæringen om de 2 pct. af BNP på ingen måde var et bindende tilsagn. Det tal skal ikke opfattes som et forpligtende mål, men alene som en ”hensigtserklæring”, har Bramsen sagt. At Danmark skulle have forpligtet sig til at bidrage med 2 pct. af bnp til NATO er ”fake news”, mente Martin Lidegaard fra De Radikale. ”De 2 pct. er blevet en sejlivet myte, en misforståelse og fake news. Danmark er i forvejen et af de mest militariserede lande”, sagde han.

I 2019 besluttede et folketingsflertal, at Danmarks militære udgifter skal op på 1,5 pct. af BNP i 2023. Det er tankevækkende, at man i danske medier ikke lagde skjul på, at beslutningen udelukkende var vedtaget for at ”formilde” NATO – og ikke fordi danske politikere mente, at Danmark er forpligtet til at leve op til Wales-aftalen.

Den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har i sin tid forsøgt at overbevise USA’s tidligere præsident Donald Trump om, at dansk forsvar er langt mere effektivt end de fleste andres, hvorfor dansk bidrag til NATO skal ganges med to. Danskerne har altid haft ry i NATO for at være gode til at skjule, at man sælger den samme vare to gange, og at det begge gange er et sminket lig, de sælger. Den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har forsøgt at bilde amerikanerne ind, at dansk bidrag til NATO reelt var større, fordi det var de danske styrker i Afghanistan, der led de største tab. Hvilket var usandt, idet både USA og Estland har lidt lige så store tab som Danmark.

Løkke har endda præsteret noget så kræmmeragtigt som at regne ud, at de 43 faldne danske soldater i Afghanistan svarer til de 0,7 pct. af BNP, som Danmark mangler at betale i NATO-bidrag. Det siger sig selv, at Løkkes forsøg på at omveksle 43 faldne danske soldater til 0,7 pct. af BNP ikke alene var direkte uværdigt og usmageligt, men også uforskammet over for de faldne soldater og deres pårørende.

I 2020 har den danske regering forsøgt sig med et nyt kreativt kneb. Den forsøgte nemlig at få NATO til at acceptere, at Danmarks udgifter til overvågning og kommunikation i og omkring Grønland tælles med i det danske bidrag til NATO’s styrkemål. Men den gik ikke. NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, sagde, at det ville være i strid med den måde, NATO’s styrkemål opgøres, og at reglerne ikke bliver ændret.

Danmarks bidrag til NATO

Mange i Danmark havde håbet, at presset for at bidrage mere til NATO ville lette efter afskeden med Donald Trump, men det er langt fra tilfældet. Den nye amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, har gjort det tindrende klart, at USA skal mærke, at europæerne vil deres egen sikkerhed, og at de skal betale ved kasse 1. ”Fair bidrag, fair indflydelse”, som han udtrykte det.

Krigen i Ukraine har konkret udstillet forsvarets svagheder og mangler. Flere NATO-lande, har opjusteret deres forsvarsbudgetter og -ambitioner, men i Danmark går det langsomt: Her er målsætningen, at Danmark først i 2033 skal nå op på de 2 pct. af BNP, som er aftalt i Wales. Ganske vist er der afsat et milliardbeløb til forsvaret for at lappe de værste huller. Men der mangler en langsigtet plan for, hvordan Danmark får forsvaret op på en troværdig standard.

Det nationale kompromis forudser, at det danske forsvar først i 2033 vil nå NATO-målet om at bruge to procent af BNP på forsvar. Det danske tal er nu omkring 1,4. Den målstreg har man for længst krydset i Polen. Landet bruger i år 2,4 procent af sin økonomi på forsvaret, og det er kun den spæde begyndelse. Et bredt flertal i det polske parlament har vedtaget en ny forsvarslov, der sætter 3 pct. af BNP som en ny nedre grænse.

Danmark har faktisk såkaldt økonomisk råderum til at fremrykke 2 pct.-målet. Men det ville ske på bekostning af andre områder såsom sundhed, ældreforsorg, den grønne omstilling, uddannelse – listen er lang. Der mangler penge rigtig mange steder, og arbejdskraften er der heller ikke lige nu til at udvide forsvaret med en masse ansatte. Og det er netop det, der gjorde, at i valgkampen 2022 var der ingen folketingspartier, der har talt for en fremrykning. Forsvaret og NATO fyldte næsten ingenting i valgkampen, hvilket viser, at de er røget ned af politikernes og vælgernes dagsorden.

Danske forsvarseksperter er uenige om, hvorvidt det er det rette at sigte mod 2 pct.-målet i 2033. Nogle mener, at målsætningen realistisk kunne indfries inden for 7 år, hvis den politiske vilje er til det. Andre siger, at forsvaret er en bureaukratisk organisation, hvor ting tager tid, og at det er klogt at holde tungen lige i munden og ikke forhaste sig. Hertil kommer, at de langsomme udbudsprocesser i Danmark er en hæmsko, når det drejer sig om forsvar og sikkerhed. Mens man i en række andre europæiske lande indgår flere løbende forsvarsaftaler, forhandler politikerne i Danmark traditionelt et forsvarsforlig hvert femte år, hvilket gør processen mere rigid.

Det afpillede og udsultede forsvar

Organisatorisk omfatter Danmarks forsvar tre værn: Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet.

Hæren består p.t. af 2 brigader og 9 regimenter. Danmark har lovet NATO at stille med en brigade på 3.000-4.000 mand i 2024, som forsvaret efterfølgende skal opgradere til en såkaldt tung brigade i 2032, hvilket vil sige 4.000-4.500 mand med adgang til kampvogne. ”Brigade er en enhed i Forsvaret, der skal kunne indsættes med få ugers varsel. Enheden kaldes også ’hærens knytnæve’. Brigades opgave er at opbygge en slagkraftig og professionel troppeenhed, der er respekteret af vores allierede og frygtet af vores modstandere”, lyder det om 1. Brigade på forsvarets hjemmeside.

I NATO-analyser mener man ikke, at ”hærens knytnæve” er frygtet af Danmarks modstandere. Her hedder det, at Danmark har en dårligt udrustet og ikke kampklar brigade. Beredskabsgraden for en brigade måles i det antal dage, der må gå fra den aktiveres til den er klar til indsættelse. En brigade skal kunne indsættes med få ugers varsel. Der er således en verden til forskel på et beredskab på 180 dage og 90 dage. Amerikanerne synes naturligvis ikke, at de kan bruge en dansk brigade, der først kan stå kampklar 180 dage efter, at man har trykket på knappen. Ingen bliver jo afskrækket af, at danskerne kan opstille en brigade på et halvt år.

I øjeblikket har brigaden ifølge NATO ”kritiske mangler i kampevnen”, hvilket gør, at den er ubrugelig i en konkret konfliktsituation. Der mangler også krudt, kugler, brændstof, mad, reservedele og andre fornødenheder i en grad, så brigaden slet ikke lever op til NATOs krav for at kalde en brigade kampklar. Det er i øvrigt påfaldende, at forsvaret er fyldt med militært kram fra Den Kolde Krig. Maskingeværet M/2001 har således været i det danske forsvar, siden Stalin i 1950 sad på magten i Sovjetunionen. Siden er det blevet bygget om i flere omgange, så det kan bruges i et moderne forsvar, men grundtanken bag geværet er den samme, som da det blev opfundet i 1921.

I et interview med Berlingske i oktober 2022 turde Henrik Lyhne, der var chef for brigaden indtil december 2021 og er i dag næstkommanderende i Hæren, slet ikke spå om, hvornår brigaden vil være kampklar med luftværn, kommunikation, ingeniørkapaciteter, forsyninger og logistik, der overholder NATOs krav. Der vil jo gå et antal år, før alle de materielsystemer, der er besluttet at anskaffe, er anskaffet, soldaterne er trænet op, lagrene er fyldte og enhederne er klar. Senest kom det frem, at forsvaret er i færd med at forhandle med Terma om et køb af langsomtskydende maskinkanoner – ikke de hurtigtskydende, som det kræver at bekæmpe blandt andet mindre droner og dronesværme. ”Jeg er lidt forundret over, at vi selv skal udvikle det, for det er ikke noget, Danmark har erfaring med. Jeg havde forestillet mig, at vi havde købt noget, der var markedstilgængeligt eller tæt på”, sagde Henrik Lyhne.

For at gøre ondt være lyder det i Rigsrevisionens rapport om “hærens knytnæve”, at styringen fra Forsvarsministeriet er utilfredsstillende, og at der fra ministeriets side hverken er sikret et overblik over økonomi eller fremskridt. Konsekvensen er, at ministeriet ikke ved, hvordan de cirka 4,4 milliarder kroner til opbygningen af brigaden anvendes.

Hæren har i dag mangel på næsten alt. Det gælder ammunition, reservedele, støvler, uniformer, personelvåben, infanterikampkøretøjer (IKKer), nye kampvogne, nye selvkørende haubitser, nye opklaringskøretøjer, et nyt luftværnssystem (M-SHORAD) og et mandbåret system (MANPAD) – listen er meget lang. Når forsvarets IKKer skal fra ét sted til et andet mellem øvelser, bliver de læsset på en lastbil og kørt. Også selvom de kun flyttes få kilometer. IKKer, der er så nedslidte, at de kun køre under 2 km om dagen, burde have været opgraderet i 2021. Men forsvaret har ingen planer om at gøre noget ved det før 2030 – måske først i 2033.

Hertil kommer, at forsvaret har et langsommeligt rekvisitionssystem, der forsinker og besværliggør indkøb af materiel og udstyr af enhver art. Personalet venter angiveligt et halvt år på at få et usb-stik. Det er påfaldende, at ansvaret for indkøb af materiel ikke ligger hos generalerne, men hos embedsværket. Hæren ønskede for nyligt at indkøbe israelske selvkørende haubitser, men da Israel er forhadt i det danske embedsværk, fik hæren ingen moderne israelske haubitser.

Det danske flyvevåben er organiseret i seks “Wings”, hvoraf følgende tre råder over militærfly:

• Fighter Wing Skrydstrup: Har 30 operative F-16 jagere, en propeldreven T-17 Saab Supporter, der anvendes til trænings- og transportopgaver, samt en Search And Rescue-helikopter (SAR).
• Helicopter Wing: Har 14 britisk byggede EH101-helikoptere, der løser opgaver som ”search and rescue”, eftersøgninger, støtte til Politiet og Specialoperationsstyrker, fiskeriinspektion, taktisk troppetransport og suverænitetshævdelse.
• Air Transport Wing: Har C-130J Hercules og CL-604 Challenger, der udfører Forsvarets lufttransport og luftbårne overvågningsoperationer overalt.

Danmark har indgået en aftale om indkøb af 27 topmoderne F-35-fly, som skal leveres inden 2026, men NATO vurderer, at det er alt for få fly, skulle Danmark komme ud i omfattende kamphandlinger. I NATO’s analyse hedder det, at Danmarks flyvevåben skal have mindst 12 yderligere F-35 kampfly og langtrækkende luft-til-luft missiler. NATO vurderer desuden, at Danmark mangler to signal-efterretningsfly, nye Patriot luftforsvarssystemer, nye helikoptere til troppetransport, nye fly til overvågningsopgaver i Østersøen og Arktis, transportfly med transatlantisk rækkevidde, langtrækkende droner, områdeluftforsvar samt et permanent helikopterberedskab.

Søværnets skibe varetager den militære indsats på havet inden for Rigsfællesskabets grænser, herunder hævder Danmarks suverænitet ved at overvåge og patruljere i danske, grønlandske og færøske farvande.

Det stort kritikpunkt hos NATO er, at Søværnet mangler korvetter bevæbnet med sømålsmissiler og fregatter udstyret med missilsystemer til angreb på både land- og sømål samt sonar. Korvetterne er udrustet til at sejle med missilerne, men er endnu ikke udstyret med dem. Selv om Danmark har meddelt, at man vil indkøbe ordentlig sonar til de danske fregatter inden 2028, bliver det 6 år senere, end NATO har bedt om. Danmark har desuden besluttet at indkøbe missiler til de danske fregatter, der kan sikre et områdeluftforsvar. Men Forsvarsministeriet har siden meddelt, at anskaffelsen af både antiubådsmissilerne og områdeluftforsvaret er forsinket, fordi ”teknologien ikke er moden til anskaffelse”.

NATO’s analyse konkluderer, at Danmark som det eneste land i Norden hverken har ubåde eller skibe, der er egnet til kystnære operationer. Søværnet har derfor hårdt brug for en genetablering af ubådsvåbnet i form af mindst 3 moderne ubåde til operationer i Østersøen. I forbindelse med sabotagen på Nord Stream 1 og 2 er det som bekendt blevet konstateret, at Danmark mangler kapacitet til at holde sig underrettet om, hvad der sker under havoverfladen i danske farvande og i nærområdet i Østersøen.

Sidst men ikke mindst har Danmark lovet NATO at udstyre Seahawk-helikopterne med letvægts-antiubådstorpedoer senest i 2024. Forsvaret skriver ganske vist på sin hjemmeside, at man i løbet af de kommende år vil købe letvægts-antiubådstorpedoer og dyppesonarer til Seahawk-helikopterne, men det fremgår ikke, hvornår det skal ske.

Danmarks evne til at modtage forstærkninger lever heller ikke op til NATO’s krav. Danmark er dybt afhængig af at kunne modtage forstærkninger ved højspændte situationer. For at kunne modtage tropper fra udlandet, skal forsvarskapaciteten derfor være på et vist niveau. Og det er den ikke i Danmark, fremhæver NATO. Det danske forsvar er ikke i stand til at sikre de opmarchområder, som Danmarks allierede håber på at kunne etablere, hvis en krig med Rusland bryder ud, og større militære forstærkninger skal bruge Danmark som mellemstation til de baltiske lande.

Forsvaret mangler også de nødvendige opbevaringskapaciteter, herunder vedligeholdelse af kaserner og bygninger til at opbevare forsvarets køretøjer. Står et køretøj ikke under et tag til daglig, så holder det på sigt op med at fungere. Netop dette problem er meget aktuelt for en stor del af forsvarets materiel: Det er anskaffet uden at have de nødvendige opbevaringsfaciliteter.

Danmarks forsvar mangler både mandskab og en plan for, hvordan forsvaret hurtigt kan skaffe kampdygtige våbentrænede soldater i tilfælde af krig. I øjeblikket har forsvaret 3.400 personer i reserven. I Finland har de nær ved 900.000. I det hele taget har Danmarks nabolande et meget bedre personelmiks af værnepligtige, reservister og fastansatte soldater, så de altid kan skabe mere volumen på deres forsvar. Danmark har i stort omfang afviklet værnepligten. Der indkaldes i dag under 5.000 værnepligtige årligt, og næsten samtlige har meldt sig frivilligt. Tjenestetiden er nede på fire måneder, hvilket åbenlyst er for lidt til, at man kan få en ordentlig militær uddannelse, og genindkaldelser er det meget sporadisk med. Forsvarschefen har ved flere lejligheder gjort opmærksom på, at forsvaret har problemer med at rekruttere og fastholde professionelt personel som f.eks. mekanikere, elektronikingeniører og elektrikere, idet soldaterne oplever en hverdag, hvor de skal bo under usle forhold, og hvor der ikke engang er uniformer og støvler nok.

Selv om der er bred politisk enighed om at styrke forsvaret med rigtig store milliardbeløb, er der ingen, der ved, hvor soldaterne skal komme fra. Politikerne har givet håndslag på, at de årlige forsvarsudgifter skal gå fra 27 mia. kr. i 2022 til ca. 53 mia. kr. i 2033. Pengene svarer til 17.000 flere ansatte på forsvarsområdet. Og de mange tusinde ledige hænder findes ikke. Lederen af Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, Kristian Søby Kristensen, tvivler på, at der bliver ansat yderligere 17.000 på forsvarsområdet inden for de næste syv til otte år. I dag er der cirka 21.000 fuldtidsansatte, så det ville svare til en forøgelse på 81 pct., og det tror han ikke på.

Den allerstørste udfordring for det danske forsvar er ifølge eksperter at fastholde medarbejdere. Og en af de primære årsager til, at de ansatte siver, er, at de mangler det nødvendige udstyr, som de skal bruge for at udføre deres arbejde. Det giver jo ingen mening, hvis man er tømrer og mangler en hammer. På samme måde er det ikke fremmende, hvis man er soldat, og man mangler støvler, ammunition eller skal rende og råbe bang, fordi man ikke har noget gevær. Retfærdigvis skal det siges, at på nogle områder har Danmark det bedste udstyr på markedet til sit forsvar. Men der er ikke nok til alle, og ofte er det så avanceret, at de soldater, man uddanner, ikke bliver rutinerede nok til at bruge det optimalt, inden de går ud og får et andet arbejde.

Nedskæringer i Forsvaret er gået ud over soldaternes faglige kvalitet. Mange af de øvelser, soldaterne har skullet på, har været aflyst i tre år, fordi man fra politisk hold har prioriteret at sende soldaterne ind og hjælpe med coronaindsatser, nedslåning af mink og grænsekontrol frem for på øvelser. Soldaterne får med andre ord ikke den uddannelse, de har brug for. Der er masser af soldater, der har oplevet, at de har skullet bruges til alt muligt andet end at træne og uddanne sig til at være soldater.

En høj moral i forsvaret samt den ubetingede tillid og respekt fra undergivne til foresatte (og den anden vej) er forudsætningen for, at de militære chefer kan føre deres soldater effektivt i kamp – og at soldaterne vil følge deres chefer. Officerer i forsvaret taler imidlertid om en historisk dårlig stemning og en afgrundsdyb kløft mellem det uniformerede personale og den politiske ledelse.

Den tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S) mistede militærets opbakning i 2020 på møderne på Flyvestation Karup i Midtjylland og på Kastellet i København, hvor hun formåede at mistænkeliggøre alle chefer i forsvaret og nedbryde de ansattes tillid til forsvarets ledelse ved at desavouere forsvarschefen offentligt og underminere respekten for forsvaret i offentligheden. I 2021 blev forsvarsminister Bramsen kritiseret for at skade både forsvarets troværdighed i offentligheden og respekten for forsvarschef Flemming Lentfer, idet hun kaldte ham ”styrelseschef”. Det er en betegnelse, som stækker forsvarschefen og al militær faglighed, idet de ansatte i forsvaret har brug for at identificere sig mere og andet end at være ansat i en styrelse. Det handler om, at når danske soldater går i krig, så går de i krig for Danmark og en forsvarschef med en militærfaglig baggrund, ikke for en styrelseschef.

Hvad skal NATO med en lavteknologisk partner

Skal Danmark blive ved med at være en interessant allieret i NATO og for amerikanerne, skal danske politiske og militære beslutningstagere altså forholde sig til det teknologiske kapløb og sørge for, at Danmark ikke sagtner agter ud. Samtidig skal der også signaleres, at Danmark og dansk forsvar har de nødvendige kompetencer og kapaciteter, der skal til for at fungere sammen med en højteknologisk partner som USA.

Som amerikanerne har udtalt flere gange, vil de faktisk næsten hellere være fri end at få hjælp fra lavteknologiske partnere. Her har Danmark en kæmpe udfordring, for Danmark er stadig langt bagefter både teknologisk, økonomisk og omfangsmæssigt ift. de nordiske lande, som man normalt sammenligner sig med. Et cyberangreb på forsvarets hjemmesider i december 2022 er en god illustration af forsvarets teknologiske formåen. I december 2022 kunne man nemlig i ca. otte timer ikke se forsvarets hjemmesider på internettet. Når det alligevel må vække til eftertanke, skyldes det, at en angriber fik udstillet, hvor svag sikkerheden og cyberforsvarsevnen er på i hvert fald en del af den helt centrale danske it-sikkerhedsinfrastruktur.

Hvorom alting er: Danmark har ganske enkelt ikke den militære kapacitet til at være en troværdig partner i den vestlige forsvarsalliance. NATO slog i efteråret 2020 tydeligt fast, at Danmark ikke er der, hvor landet skal være for at kunne støtte og indgå i alliancen på lige fod med de andre.

Balterne og polakkerne bør være bekymrede

Den tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S) har ved flere lejligheder erklæret, at Danmarks militær er klar til at komme de baltiske lande til undsætning. ”Vi vil ikke lade de baltiske lande i stikken, hvis de bliver presset militært”, sagde hun. Men ifølge Peter Viggo Jakobsen, der er lektor på Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet, kan Danmark reelt ikke bidrage med meget. Danmark vil kunne forstærke de hærbidrag og flybidrag, som de skiftende danske regeringer har støttet balterne med i årevis, men ellers har Danmark ikke særlig meget på hylderne, når det gælder kampafgørende bidrag.

Europæernes kujonagtige og kræmmeragtige tilgang til deres egen sikkerhedspolitik betyder, at et kæmpe flertal i de fleste europæiske lande, herunder Danmark, fortsat forventer amerikansk assistance til de østeuropæiske lande i tilfælde af russisk aggression. En større undersøgelse fra tænketanken European Council on Foreign Relations viser, at ingen europæisk befolkning vil hjælpe amerikanerne i en konflikt mellem Rusland og de østeuropæiske NATO-lande. I store lande som Spanien, Holland, Frankrig og Italien er det under 20 pct., som vil støtte USA. I Tyskland er det blot 12 pct., som vil støtte amerikanerne. I Danmark er kampviljen en smule større, men ikke mærkbart. Et flertal af danskerne vil ikke støtte amerikanerne i en konflikt, der involverer de østeuropæiske NATO-lande som Baltikum eller Polen. Det bør give balterne og polakkerne stof til eftertanke.

Men også danskerne bør være bekymrede

Forsvars- og kampviljen i NATO er helt i bund. Det gælder i særdeleshed europæerne. Et flertal af europæere vil hellere have fred og derfor har de europæiske NATO-lande og deres befolkninger været mindre villige til at konfrontere Putin in Ukraine end amerikanerne. Det gælder også Danmark, som ligger i bunden af de lande, der støtter Ukraine, i forhold til landenes BNP. Det viser en undersøgelse foretaget af Institut für Weltwirtschaft i Kiel.

Det er derfor nærliggende at stille det spørgsmål, om de pacifistiske og prorussiske tyskere, franskmænd og italienere er villige til at dø for danskerne. Meningsmålinger, der foretages i Europa, viser jo hver gang, at et flertal i befolkningen i de fleste vesteuropæiske NATO-lande gerne vil leve i frihed, men er hverken parat til at betale eller dø for den.

Danmark fortsætter som snyltenation

Danmark har tilmeldt sig en forsvarsalliance, hvor landet kommer med sin gode appetit på sikkerhed, men ikke selv er villig til at spytte i kassen, og hvor man har en doktrin om at forsvare Danmark til den sidste amerikanske soldat. I Danmark mener man, at det der med krig og beskyttelse er noget, andre skal levere, imens danskerne selv – i et samfund med høj velstand og fuld beskæftigelse – ikke skal bidrage.

Både i NATO og i USA noterer man naturligvis, at Danmark i skåltaler taler meget om solidaritet, men vil ikke være med til at løfte byrden. I USA opfatter man danskerne som illoyale snyltere, der har kørt og fortsat kører på frihjul på NATO’s bekostning og lader USA betale regningen. Denne opfattelse er vel at mærke fremherskende i hele det sikkerhedspolitiske establishment i USA, både det demokratiske og republikanske. Og det siger sig selv, at Danmarks manglende villighed til at ofre det, der skal til for at være en troværdig allieret, bliver noteret i Kreml.

Bundlinjen er, at dansk forsvar er i så ringe stand, at Danmark hverken kan forsvare sig selv eller fungere som en troværdig NATO-partner, fordi landets politikere hellere vil bruge penge på velfærd, klima, Arne-pension og uintegrerbare muslimske migranter og lade andre lande sørge for danskernes sikkerhed.