Danmark har ingen borgerlig opposition

Blå blok må sige fra over for Mette Frederisen, der er i gang med at socialdemokratisere Danmark i ly af krisen, og derfor er der brug for en slagkraftig borgerlig opposition. I den forbindelse kunne man godt savne en betydeligt skarpere borgerlig opposition. Der lyder fra tid til anden små protestpip fra oppositionens leder, Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen, eller fra de øvrige borgerlige partiledere, men indtil videre udgøres oppositionen af én person, tidligere statsminister, Lars Løkke Rasmussen”, skriver Tom Jensen i Berlingskes leder.

Berlingske og de øvrige danske medier opretholder illusionen om dansk politik som en kampplads, der præges af dybe kløfter mellem de røde og blå partier, og hvor der konstant er slagsmål om retningen for samfundet.

Danskerne elsker at bilde hinanden ind, at der er et stort modsætningsforhold mellem de røde og de blå, men reelt er det kun marginaler, der skiller de to blokke.

Virkeligheden er, at de såkaldte borgerlige oppositionspartier ikke udgør en ægte ideologisk opposition, men er blot afarter af Socialdemokratiet. Danske politikere er i større eller mindre grad socialdemokrater, der spiller et rollespil. Nogle er forklædt som de røde, og andre som de blå.

Der er ikke mange borgerlige, som er hardcore liberalister, der ønsker at erstatte klientstaten med Anders Foghs minimalstat, og slet ikke med en ekstremt liberal samfundsmodel som den amerikanske. Selv den ”borgerlig-liberale” Alex Vanopslagh (LA) har ondt af folk, der lopper sig på offentlige overførselsindkomster.

Der er blandt partierne i Folketinget ikke opbakning til en anden samfundsindretning end den halvsocialistiske klientstat. Selv blandt vælgerne i den blå blok foretrækker 72 pct., at det offentlige tager sig af velfærden i Danmark.

For de ”borgerlige” partier handler det udelukkende om at positionere sig i kampen om, hvordan man skal forvalte klientstaten, og ikke om, hvordan man skal afskaffe klientstaten og erstatte den med et ægte nationalkonservativt og liberalt alternativ. De blå partiers eneste mission er at overbevise vælgerne om, at de er bedre til at administrere det socialdemokratiske velfærdsprojekt end socialdemokraterne selv.

De borgerlige er nødt til at forholde sig til de ideologiske dagsordener, som de røde sætter, fordi de ikke selv har nogen. De borgerlige har adopteret det røde og socialdemokratiske tankesæt om alt fra skattepolitik til spørgsmålet om den offentlige sektor. Der er ingen i Danmark, der ved, hvad borgerlige løsninger er, hvad de indebærer og hvorfor de er bedre. Det borgerlige projekt er for længst dødt og begravet.

André Rossmann

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)