Det officielle Danmark har begået et moralsk knæfald over for arabiske regimer, skriver Hanna Ziadeh, ph.d. i menneskerettigheder, i Berlingske.
Hvis Vesten rystede på hænderne med at forsvare sin ypperste værdi, ytringsfriheden, under Rushdie-sagen, blev det endnu værre under sagen om Muhammed-tegningerne, hvor mange i Danmark udviste en forståelse af den religiøse harme, som tegningerne fremprovokerede blandt muslimerne.
Muslimske regeringer forsvarede sig ofte med at betegne menneskerettigheder for at være slet skjult kulturimperialisme. I virkeligheden anså de autoritære lande sagerne om krænkelser af islam som et våben for at føre værdikrigen på vestligt territorium og for at indføre censur i vestlige lande.
De autoritære regeringer forventer, at Danmark dæmper sin kritik for at kunne fortsætte med at arbejde med dem. ”Noget for noget”, som direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, udtrykte det over for Weekendavisen: ”Vi kan ikke offentligt …kritisere Kina og samtidig arbejde inden for systemet”.