Der er for tiden en masse hype omkring muslimen Ahmed Samsam, der i sin tid blev udsendt af PET til Syrien for at holde øje med danske jihadister. Senere bad FE ham om at tilslutte sig Islamisk Stat, hvilket han afviste og afbrød samarbejdet med de danske efterretningstjenester. Efter et par år blev Samsam anholdt i Spanien mistænkt for netop at være tilknyttet Islamisk Stat og dømt.
Ifølge nye oplysninger anbefalede PET i en notits af 2018, at Justitsministeriet skulle hjælpe Ahmed Samsam, så han kunne afsone sin dom i Danmark. Få måneder senere sendte PET dog en revideret version af notitsen til ministeriet, men nu var afsnittet om at hjælpe Samsam pludselig væk. Hvorfor afsnittet forsvandt – og hvem der har været involveret i beslutningen om at fjerne det – er uklart, men ændringen fandt sted, efter notitsen havde været omkring Justitsministeriet.
Behovet for en Samsam-kommission, der kan undersøge forløbet, er derfor vokset, mener Berlingskes lederskribent, Amalie Lyhne. Tilliden til retsstaten og myndighederne ”kan nemlig ikke bære, at mistanken om et grusomt justitsmord får lov til at svæve rundt i den offentlige debat, uden der bliver draget nogen konklusioner”.
Tilliden til retsstaten og myndighederne? Alle – undtagen Berlingske – ved, at danskernes tillid til både politikere, til Folketinget og til embedsmænd er helt i bund. En måling foretaget i 2023 af konsulentbureauet Primetime viser f.eks., at danskernes ”tillid til regeringen generelt” er siden 2021 faldet fra 60 pct. til 50 pct. i 2022 og fra 50 pct. til 32 pct. i 2023. Det vil sige, at kun en tredjedel af de adspurgte danskere har generel tillid til regeringen. Når det gælder tilliden til, at Folketinget ”generelt træffer de beslutninger, der er bedst for Danmark”, er tilliden faldet fra 55 til 36 pct., mens tilliden til, at ”embedsmænd handler ansvarligt og korrekt” blandt de adspurgte er faldet fra 55 pct. i 2021 til nu 36 pct. Der findes flere målinger, hvor konklusionen er den samme. Danskernes mistillid til det politiske system er afgrundsdyb.
Når man i Danmark oftere og oftere etablerer undersøgelseskommissioner, skyldes det netop danskernes manglende tillid til, at regeringen, politikerne eller embedsværket af egen fri vilje vil fortælle, hvem der er ansvarlig for deres fejlagtige beslutninger. Tibetsagen og minksagen er glimrende eksempler herpå.
En Samsam-kommission lyder umiddelbart som en god idé, hvis man bare ikke af erfaring vidste, at inden den mange millioner kr. dyre undersøgelse er afsluttet, og en vattet konklusion foreligger, er der gået flere år, og at der i mellemtiden er opstået nye problemer, der er mere interessante, og som kræver enten en ny skatteyderbetalt undersøgelseskommission eller en advokatundersøgelse. En undersøgelseskommission skal tygge sig igennem titusinder af papirer, notater, rapporter, indstillinger og mails og skal afhøre mange hundrede vidner med deres bisiddere. Når en 12-15 bind lang rapport efter 10 år er skrevet, har alle derfor glemt, hvad det handlede om.
Virkeligheden i Danmark er, at når lokummet brænder, løber alle fra ansvaret. Med Asger Aamunds ord ”fordeler man i den offentlige sektor ansvaret for at være sikker på, at ikke en enkelt leder eller afdeling bliver hængt ud for de ulykker, de har skabt. Det medfører, at ansvaret i det offentlige arbejde er som en brusende flod, der som Nilens delta mister sin kraft og deler sig i et net af mindre strømme, bække og åer, der nok alle bærer en lille del af skyld, men ikke nok til netop at blive stillet til ansvar. Den bevidste spredning af skyld og ansvar, der er det dominerende ledelsesprincip i politik og offentlig forvaltning har betydet, at ingen personer eller enkelte afdelinger har kunnet drages til ansvar for en eneste af de offentlige skandaler, der i en uophørlig strøm vælter ud over befolkningen”.
Det er som bekendt mange fortilfælde for fejlagtige beslutninger begået af danske politikere og embedsmænd. Det gælder f.eks. SKAT’s udbytteskandale, hvor ansvaret, der i givet fald skulle fordeles på de skiftende skatteministre, er aldrig blevet placeret.
Det gælder Britta-skandalen, hvor ansvaret for den manglende interne kontrol i Socialstyrelsen, der i givet fald skulle fordeles på socialministre fra V, S, R, K og SF, er aldrig blevet placeret.
Det gælder også den katastrofale Sundhedsplatform, der har skabt kaos i sundhedsvæsenet, Mette Frederiksens nedlukning af det danske samfund under corona-epidemien, jordskredsskandalen i Randers samt Borup-skandalen, hvor mindreårige muslimske børn gennem flere år har misbrugt etnisk danske børn uden, at skoleledelsen har villet gribe ind i sagen.
En Samsam-kommission vil derfor ikke være andet end en politisk syltekrukke, hvor Justitsministeriet, PET og FE vil kunne fordele ansvaret for Samsam-fadæsen for at være sikker på, at ingen af dem bliver hængt ud for de fejl og forsømmelser, de har begået.
Der har i tidens løb ofte været tale om, at der må placeres ansvar for de mange ledelseskoks i det offentlige, hvor ansvaret hver gang bliver tørret af på mellemledere, der bliver gjort til syndebukke og fyret, men det er blevet ved snakken. Danmarks magtelite, både den røde og blå, har nemlig ikke nogen interesse i at skabe præcedens og starte en udvikling, hvor der kan placeres et reelt ansvar. Tværtimod. Og derfor etableres der den ene undersøgelseskommission efter den anden. Den næste bliver muligvis en Samsam-kommission.
Bundlinjen er, at et land, der ikke placerer ansvar for offentlige skandaler, er ikke et retssamfund, Et land, hvor toppolitikere og topembedsmænd vildleder parlamentet og befolkningen, koster skatteborgerne milliarder og alligevel slipper for ansvaret, er ikke et retssamfund, men en korrupt bananrepublik.
André Rossmann