Tragedien og svigtet er fuldkomne og Danmark står moralsk afpillet tilbage. Den danske regering kan ikke løbe fra sit medansvar for, at de afghanske ansatte, som har arbejdet for Danmark under krigen i Afghanistan, er ladt i stikken, skriver Berlingske.
”I sidste uge forhandlede de fleste af Folketingets partier sig frem til en aftale, som betyder, at man ville bringe 45 af de lokale ansatte, der har arbejdet for danske udsendte under krigen i Afghanistan, til Danmark sammen med deres nærmeste familie.
Det viste sig at være for lidt og for sent. Den danske regering vil måske henholde sig til, at også andre lande har nølet, men det vil være mundsvejr og søforklaringer.
Regeringen kan ikke komme nu og påstå, at man var uvidende om de potentielt katastrofale følger af det magttomrum, en vestlig tilbagetrækning ville udløse i Afghanistan. Alligevel tøvede man. Givetvis fordi andre hensyn vægtede højere end sikkerheden for de lokalt ansatte afghanere, der har støttet Danmark under krigen”.