Danmark kunne lære af Floridas coronastrategi, men det vil vi ikke

Debatindlæg på 24NYT er alene udtryk for forfatterens holdning.

Debatindlæg af  SPARAFUCILE.

Floridas borgerlige guvernør Ron DeSantis har indført forholdsregler, der skal beskytte befolkningen mod coronapandemien, men har valgt at holde staten åben for færdsel, forretning og underholdning. I Danmark har regeringen opført sig, som om vi var ramt af den sorte pest, der er ved at bortrive halvdelen af landets borgere. Covid19-dødeligheden er ret lav og berettiger ikke til en brutal nedlukning af erhvervslivet, et drab på vores milliardstore minkeksport, likvidering af restauranter og hoteller, henrettelse af detailhandelen og fordummelse af den skoleungdom, der udgør hele vores fremtid.

Ifølge USA’s STATISTA var der i januar i år 330000 dødsfald i hele landet, der har en befolkning på 325 millioner, altså omkring en promille. 200000 dødsfald fandt sted i aldersgruppen 55-85 år, som jo er særligt udsatte personer. 130000 dødsfald, som er under 1/3 promille, skete i gruppen op til 55, hvor der i den ældste del optræder en hel del personer med underliggende sygdomme som kræft, sukkersyge, KOL og demens.

Det er således meget få personer uden underliggende sygdomme, der dør udelukkende af coronavirussen. Og det er derfor helt hysterisk og borgerfjendtligt at lamme hele det danske samfund ud fra den omsorgstyranniske strategi, som regeringen har valgt. Men når man nu så gerne vil have den totale formynderstat, og når chancen pludseligt byder sig uden modstand fra opposition og medier, så er det jo svært at lade være.

LÆS OGSÅ:  Jyllands-Posten vildleder om "klimakrise"

Borgerne har åbenbart nydt at få af flodhestepisken. Regeringens popularitet steg med raketfart i takt med de daglige påbud og forbud. Supermarkederne domineres af matroniserende amazoner, der hvæser hadefuldt ad kunder, der ikke holder to meters afstand mellem de snævre varereoler. De moderne erhvervsledere tør ikke beskytte deres virksomheder og medarbejdere, men er blevet en del af det socialdemokratiske robotlandskab og finder sig i alt. Og hver dag lykkes det medierne at hidse coronafrygten op til nye højder. Den ene rædselshistorie afløser den anden oppe i pressens evige røde felt. Mediernes seneste triumf er markedsføringen af den britiske virusvariant og rædslen over alle varianter: Den Sydafrikanske!

Præsident Trump førte sin politik under devisen: USA FØRST. I Danmark siger regeringen: EU FØRST, så vi har lagt hele vores vaccinationsstrategi i hænderne på bureaukraterne i Bruxelles og Berlin samtidig med, at medier og politikere har moret sig med at håne Putin og hans Sputnik-vaccine som endnu et russisk propagandablålys. En analyse i lægetidsskriftet ’The Lancet’ konkluderer, at Sputnik er en særdeles effektiv Covid-vaccine, som nu eksporteres til Iran, mens vores russerfjendtlige regering venter tålmodigt på de lovede vaccineleverancer, der igen igen er forsinket, udskudt og reduceret.

Men som det hedder i den gamle børnesang: Og har du penge, så kan du få. Men har du ingen, så må du gå. Det ved man i Israel, som ganske enkelt spurgte vaccineproducenterne, hvad det ville koste at få omgående leverancer, der kunne beskytte hele befolkningen. Det kostede noget ekstra, men Israel er nu i stand til at dække hele sit behov. Den beskedne merpris for vaccinen er intet i forhold til de milliardsummer, det hver dag koster at holde samfundet nedlukket. Men sådan regner man ikke i Danmark.

LÆS OGSÅ:  Den europæiske frontlinje og den koreanske løsning

I Florida sejrede den sunde fornuft. Erhvervslivet fungerer, skolerne er åbne ligesom restauranter, barer og sportsarrangementer. Coronadødeligheden ligger i Florida under det nationale gennemsnit og langt under dødeligheden i de brutalt nedlukkede delstater som New York og Californien. I USA plejede man at sige, at hvis man vil blive til noget, skal man tage til Californien. Hvis man allerede er noget, skal man tage til New York. Og hvis man har været noget, skal man tage til Florida.  Sådan er det ikke mere. Alle, der vil have et liv, søger til Florida, hvis kompetente guvernør DeSantis har vist os vejen ud af pandemien. Men sådan spiller klaveret ikke i Danmark. For det er jo ikke opfundet her. Så vi hygger os fortsat i kummefryseren.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)