De danske universiteter er blevet mere og mere internationale det seneste årti, fordi Danmark mangler dygtige og talentfulde forskere, skriver forskerforum.dk
”43 pct. af forskerne på de otte universiteter i dag er udlændinge. På tre af dem er der nu flere udlændinge end danskere: På IT-Universitetet (IT-U) er det 65 pct. På DTU er det 59 pct. På CBS er det 52 pct. 62 pct. af de 1.554 adjunkter er udlændinge. 69 pct. af de 3.565 postdocs er udlændinge. 44 pct. af de 5.109 ph.d.er er udlændinge. Blandt professorerne er 77 pct. danskere, mens det samme gælder for 72 pct. af lektorerne.
Manglende danskkundskaber hos de internationale medarbejdere betyder en større arbejdsbyrde for deres danske kolleger. De må klare en større del af undervisningen, være studieledere, sektionsledere, sidde i samarbejdsudvalg, studienævn, akademisk råd og arbejdsmiljøudvalg samt stå for alle de små ting, der får en arbejdsplads til at fungere, som at ringe efter en tekniker, når centrifugen strejker.
Langtfra alle de internationale medarbejdere er dog motiverede for at deltage, da flere tænker, at de kun skal være i Danmark i få år, og hellere må få publiceret så meget som muligt. Det er derfor i høj grad danskerne, der må trække læsset og sidde i udvalg og være tillidsrepræsentanter, og den tid, de bruger på det, går fra forskningen”.