Debatindlæg af Bitten-Kirsti Nielsen
Har Danmark stadigvæk demokrati, og er det tid at tage fremmed indflydelse op til revision?
Det kan ikke udsættes længere. Danmarks forhold til fremmed indflydelse skal afklares nu, og det forhold skal afgøres af danskerne selv på et oplyst grundlag. Derfor ligger der en besværlig opgave forude, for det, Danmark er blevet rodet ind i, er efterhånden uoverskueligt.
Europæerne kom forhutlede ud af 2. verdenskrig og på filmoptagelserne umiddelbart efter befrielsen kan man fornemme stærke følelsers frie løb og nervepresset, de havde været under.
Men de gjorde sig ikke klart, at de snart skulle blive præsenteret for lidt af hvert, bl.a. en smuk facade ved navn FN med en række konventioner, som bag de ædle budskaber senere skulle blive ødelæggende for Europa. Det var en sand krigsmaskine – “Menneskerettighederne” – som her blev kørt i stilling, en hellig ko, der skulle sikre invasionen af islam og bevægelsen hen imod totalitarismen med censur, der endnu en gang syntes at skulle slå rod i Europa.
Krigsgenerationen og dens børn overså længe, at suverænitet betyder egen retsstat på eget territorium, som globalisterne, der lurede sultent i buskadset, straks gik i gang med at ændre på. De glemte også i lang tid betydningen af deres egne rødder og de traditioner, de havde overtaget, for det store USA viste vej med en ny livsstil, og der kom hurtigt opgangstider for Danmark. Men alle skulle dog komme til at indse, at en nation ikke kan eksistere uden en beskyttende forfatning og beskyttende grænser.
Efter de to verdenskrige begyndte den såkaldte “elite” i Europa at påstå, at de enkelte nationer var for små til at kunne styre den moderne økonomi, og at det ikke var muligt at skabe international orden, medmindre landene lagde sig ind under en supranational regulering. Og så greb Jean Monnet pennen og udarbejdede sin plan for, hvordan staterne kunne bringes ind under en overstatslig myndighed, først forsigtigt med Romtraktaten, siden gik det slag i slag, som vi kender det med en europæisk føderation forude.
For mig at se siger det sig selv, at et folkestyre kun kan fungere i et lille område med en nogenlunde homogen befolkning, og jeg har ofte tænkt på, hvorfor danskerne ikke overvejer at indføre mere direkte demokrati med flere folkeafstemninger og dermed et lille check på Grundloven, som måske ikke beskytter os godt nok i dag.
Men vi har bevæget os langt ind i den europæiske integration siden Romtraktaten og er nu på vej ind i noget, der kunne ligne en slutfase for friheden, som er en koncentration af al magt samlet på ét sted, hvor suveræniteten foreløbig er parkeret i Bruxelles som next stop. Men der er mere på trapperne. Den nye plan, som nu skimtes i horisonten, ligger hos World Economic Forum i Davos, som er parat med sin spritnye indretning af den nye verdenssuperstat. “Great Reset og Den fjerde industrielle revolution”, hedder den. Vi kan vel lige så godt begynde at tage stilling til denne plan, om end den virker surrealistisk og næppe vil kunne vinde danskerne for sig, men det kan blive for sent. Den nye vanvidsplan har allerede været beskrevet her på de uafhængige netaviser, så jeg vil kaste et tilbageblik på, hvordan det kunne komme dertil.
Med det frie marked skulle Danmark åbne for fri bevægelighed for kapital og dermed store transnationale virksomheder, hvis aktiviteter ikke kan begrænses helt af landegrænser og ikke altid harmonerer med et lands interesser. Dermed kom indflydelsesrige aktører ind og begyndte at spille en rolle på grund af deres kapital, som kan være lige så stor eller større end staternes, og med indflydelse på andre industrier, hvor de samme indflydelsesrige personer ofte går igen i flere store virksomheder i et globalt netværk.
Det er selvfølgelig en form for suverænitetsafgivelse for landet, fordi det berører demokratiets spilleregler, når der frit kan flyttes penge ind og ud af landet. Ordningen er kommet for at blive, tror jeg, og den skaber arbejdspladser, men kunsten bliver selvfølgelig så vidt det kan lade sig gøre at tøjle og overvåge disse økonomier efter dansk lovgivning.
Jeg ser ikke noget problem i det, hvis ikke det var for politikernes manglende forudsætninger for forståelse af de mekanismer, der er forbundet med dette komplicerede område. Og det er et demokratisk problem. Så bliver det alt for nemt at give frit spil for den lidt for opfindsomme på tinge, som vi har set, og carte blanche til Bruxelles på vitale områder for Danmark, hvor ikke folkevalgte personer tager beslutninger, som selvfølgelig ikke prioriterer Danmarks interesser.
Det mærker vi i forholdet til EU-lov, FN-konventioner og World Economic Forum i Davos (tidligere Bilderberggruppen). Sidstnævnte spiller markerer sig nu med Klaus Schwab som formand, som nok skal skabe højspænding i vores liv, hvis han og de enorme kapitalinteresser bag ham får magt som de har agt. Nu kan vi se frem til projekt Great Reset og Den fjerde industrielle revolution. Jeg tog det først som en spøg, da jeg så Schwab på skærmen træde frem for pressen i sin loge kåbe (er det mon logen “skull and bones”?). Men der er næppe grund til grin, for den sidste galning er ikke født endnu i Europas historie.
Demokratiet ejes ikke for evigt, og det er ikke en selvfølge. Hvornår stemte vi f.eks. om unionen? Den sneg sig vist ind ad bagdøren, ikke?
Efterkrigstiden skulle byde på en langsom fremkomst af for mange udygtige politikere. Det var let tjente penge, og i Grundloven er der intet krav om, hvad folk behøver at byde ind med. Har vi overladt for store opgaver til et karriererytteri, nogle søvnige backbenchers og et par småkriminelle, der skræpper op om Støjberg sagen i pressen? (hvorfor kommer jeg til at tænke på gamle film med konerne, som solgte “siiii-ld og rejer!!” på Gl Strand?)
“Det siger Konventionerne”, forklarer de, når der protesteres. Åh javel. Dejligt at have noget at hænge sin hat på, og diskussionen slutter. Men befolkningen blev aldrig spurgt i denne vigtige sag. Vi blev heller ikke spurgt om Den Europæisk-Arabiske Dialog, som åbnede Danmarks grænser for blandet gods fra Mellemøsten uden debat. Og heller ikke, da en ivrig globalist mente, han skulle forpligte Danmark med Marrakech-pagten, inden han måtte ud af sit parti. Og endelig som det seneste supplerede gyser-Merkel med EMA (EU’s sundhedsstyrelse), som betyder, at endnu en bid suverænitet røg til Bruxelles.
Folkeafstemning? Nå nej, der er jo en paragraf i Lissabontraktaten, som hedder “gangbro”, der giver sig selv øget kompetence. Så nul folkeafstemning. Øh .. Lissabontraktaten? Ja, den mest indgribende af dem alle! Hvornår var den til afstemning?? For pokker! Ser danskerne ikke, hvad der sker?
Jeg synes, der er tegn i sol og måne på, at det haster med at gendefinere begrebet demokrati, for det kan ikke praktiseres uden at løsne båndene til de overnationale myndigheder. Så hvad ønsker danskerne? Skal vi stramme balderne og frigøre os fra EU og desuden opsige konventionerne? Skal vi søge en ordning med de andre europæiske lande om samhandel og nødvendige ad hoc aftaler uden om EU, men som en selvstændig nation? Eller skal vi sluge det hele råt i smertefri fordummelse, som synes at være beredt for os?