Lige siden terrorbevægelsen Hamas angreb Israel den 7. oktober har danske medier bragt pro-israelske sympatierklæringer fra et antal opinionsdannere og kulturpersonligheder. Indlæggene var en ganske forståelig følelsesladet reaktion på de grusomheder, som Hamas har begået under og efter sit blodige angreb på Israel. Men reelt har Danmark som en del af det antisemitiske EU igennem flere årtier været i propagandakrig med Israel – og er det fortsat. I internationale fora, i medierne og i alle andre sammenhænge.
Siden starten af 1980’erne har det danske establishment – regeringsmedlemmer, folketingsmedlemmer, opinionsdannere, journalister, kulturpersonligheder mv. – været hyperaktive med antijødisk og antiisraelsk propaganda. Establishments sympati er på palæstinensernes side.
Det samme gælder det danske kongehus. Den tidligere overrabbiner Bent Lexner har kritiseret kongehuset for passivitet under terroren mod synagogen i København i februar 2015. Mens alle mulige politikere fra ind- og udland og mange almindelige danskere mødte op ved synagogen for at udtrykke sympati og solidaritet, glimrede kongehuset ved sit fravær. Da menigheden inviterede kronprins Frederik til en mindehøjtidelighed i synagogen for Dan Uzan, havde kronprinsen ifølge Bent Lexner ikke tid.
”Den danske dronning reagerer, når andre landes civilbefolkninger rammes af terrorhandlinger, der chokerer hele verden. Dronningen er den, der – via sin symbolske rolle som det personificerede Danmark – for alvor kan meddele omverdenen, at vi har lagt mærke til, hvad der foregår, og at de berørte har vores udelte sympati. Som dansk statsoverhoved taler hun på hele landets vegne. På den baggrund spørger mange også nu: Hvor er Dronningen egentlig henne i disse dage? Hvordan kan det være, at hun ikke allerede har været ude og erklære sin medfølelse med det israelske folk?”, skrev Berlingske efter angrebet på Israel den 7. oktober.
De statskontrollerede danske medier manipulerer kynisk med historiske fakta og dækker udviklingen i Mellemøsten på en måde, så det demokratiske Israel fremstår som skurk. Medierne spiller velvilligt med på forvrænget og forsimplet billede af den komplicerede Israel-Palæstina konflikt. De forklæder propalæstinensisk propaganda som nyheder og antisemitisme som kritik af Israel.
Danske ngo’er som Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp m.fl. har en lang tradition for voldsom og enøjet Israel-kritik, som er drevet af en renlivet, klassisk antisemitisme.
Danmark støtter konsekvent antisemitiske kræfter i FN. I alle de muslimsk-dominerede FN-organer, hvor Israel fordømmes, stemmer Danmark med resten af EU-landene for at fordømme Israel. Hvert år stemmer Danmark typisk for 15 ud af 20 fordømmende resolutioner mod Israel. Det officielle Danmark støtter med andre ord de kræfter, der ønsker Israel fjernet fra verdenskortet.
Danmark har bl.a. tilsluttet sig det absurde heppekor af lande, der beskylder Israel for at krænke kvinders rettigheder. I august 2022 stemte Danmark således ja til en antisemitisk FN-resolution, der beskyldte Israel for at krænke palæstinensiske kvinders rettigheder. Cuba, Syrien, Nordkorea og Venezuela var blandt resolutionens sponsorer. Og i 2019 tilsluttede Danmark sig Iran og Saudi-Arabien i deres fordømmelse af Israels påståede krænkelser af kvinders rettigheder.
Mens det officielle Danmark støtter den palæstinensiske sag og ønsker en tostatsløsning, er et flertal af såvel israelere som palæstinensere imod tostatsløsningen som en realistisk vej til fred. Et stort og uløst problem med tostatsløsningen er, at den ikke giver Israel de nødvendige sikkerhedsgarantier.
Sidst men ikke mindst skal det fremhæves, at Danmark er et af de lande i verden, der bidrager mest til det korrupte palæstinensiske styre. Udenrigsministeriet anser det ikke-eksisterende land Palæstina som et prioritetsland og har i perioden 1994-2021 bidraget med 4.370,5 mio. kr. til palæstinenserne og dermed til Hamas. Pengene, som Danmark overfører til palæstinenserne, går til antiisraelske propagandakampagner, underjordiske tunneller samt raketter, der rammer civilbefolkningen i Israel.
De få sympatierklæringer, der har været i Danmark for Israel, kan derfor ikke skjule det faktum, at Danmark taler, stemmer og handler som en fjende af Israel.
André Rossmann