Danmarks elendige vaccineindsats hitter på Børsen

Hverken i EU-regi eller i Danmark har man gjort nok for at bekæmpe den kinesiske coronavirus.

Der er i flere omgange indført nytteløse nedlukninger. Nytteløse, fordi de ikke kan bryde flere smittekæder og påfører samfundet et kæmpe økonomisk tab. Pr. 1. jan. 2021 er tabet pr. borger 41.000 kr. Tabet pr. fuldtidsarbejdende dansker er højere: 60.000 kr. Og omkostningerne stoppede ikke ved nytår, for nedlukningerne fortsætter.

Næsten alle partier og medier støtter nedlukningerne. Man bliver ligefrem angrebet, hvis man stiller spørgsmål ved, om nedlukninger gør nogen forskel overfor den kinesiske coronavirus. Mange, der ellers følger forskningen, holder derfor mund med, at der findes i hvert fald 24 studier, der finder enten meget små eller slet ingen effekter af nedlukninger.

Fra dansk side er der ikke gjort nok for hurtigt at skalere vaccineudrulningen op. Mens Danmark pr. 5. januar har vaccineret 47.000 personer, vaccinerer Israel 150.000 borgere hver dag.

Regeringen og myndighederne har svigtet med hensyn til smitteopsporing og isolation. Man kom alt for sent i gang med at sikre, at både smittede og nærkontakter kan isolere sig og dermed undgå at smitte videre.

Det sædvanligvis uduelige EU har bestilt for lidt, har satset på de forkerte producenter og var for optaget af vaccinepris samt sin langsommelige godkendelses- og indkøbsproces.

EU har satset på flere heste og lagt forhåndsbestillinger hos flere selskaber, som endnu ikke har fået deres vacciner godkendt til brug i EU. Det lider Danmark under i dag.

Der mangler vacciner med det resultat, at bl.a. personale på plejehjem for demente ikke kan vaccineres.

I Tyskland er der en voldsom kritik af, at EU i november afstod fra at købe ekstra doser fra Pfizer, angiveligt for at tilgodese den franske medicinalgigant Sonofi, som tidligst bliver klar med sin vaccine ultimo 2021.

Derfor må EU-landene, herunder Danmark, i modsætning til USA, Storbritannien og Israel indstille sig på at vente længe på forsyningen af effektive vacciner.

Analysefirmaet Airfinity mener ifølge Svenska Dagbladet, at EU, og dermed Danmark, er flere måneder efter lande som Storbritannien, USA og Israel.

Situationens alvor preller af på det fædrelandsbegejstrede Børsen, hvor man roser den danske regerings vaccineindsats til skyerne.

Det er opmuntrende at konstatere, at den danske vaccineindsats i det store og hele fungerer. Faktisk ligger vi i top i EU med hensyn til at give vaccinerne. I det store hele fungerer vores coronasystem godt. Det fortjener ros”, skriver Børsens cheføkonom, Steen Bocian, fra sin optimistiske boble.

På Børsen hyldes Danmark som et foregangsland inden for næsten alt. Det er derfor kun logisk, at Danmark i Bocians optik også er et foregangsland inden for vaccineindsats.

André Rossmann

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)