Site icon 24NYT

Danmarks første astronaut Andreas Mogensen udnævnes til adjungeret professor på DTU

Når den danske astronaut ved European Space Agency, ESA, Andreas Mogensen for anden gang til august bliver sendt på mission til Den Internationale Rumstation, ISS, har han fået titel af adjungeret professor på DTU.

”Rumfart er et utroligt spændende felt, der er i rivende udvikling. Jeg glæder mig til – under min mission og efterfølgende – at bakke op om det arbejde, DTU laver,” siger Andreas Mogensen.

DTU udnævner den danske astronaut ved European Space Agency Andreas Mogensen som ny adjungeret professor.

Det er en ære at blive udnævnt til adjungeret professor på DTU. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet, både under min mission, når jeg skal udføre tre forskellige forsøg om bord på rumstationen på vegne af DTU, men også efterfølgende, når jeg er tilbage på Jorden igen. Rumfart er et utroligt spændende felt, der er i rivende udvikling, og jeg glæder mig til at bakke op om det arbejde, DTU laver, både når det gælder undervisning og forskning,” siger Andreas Mogensen, der siden 2009 som adjungeret lektor på DTU bl.a. har arbejdet for at øge interessen for højteknologi og rumfart.

DTU har et betydeligt samarbejde med ESA og med Andreas Mogensen om udvikling og brug af teknologi i rummet. Jeg er glad for at dette samarbejde yderligere kan styrkes med udnævnelse af Andreas Mogensen som adjungeret professor på DTU. Vi deler en begejstring for, hvad rumvidenskaben kan lære os om universet, atmosfæren og vilkårene for livet på Jorden i fortiden og i fremtiden. Vi deler en begejstring for, hvad teknologien kan udrette og for internationalt samarbejde om forskning. DTU Space har leveret instrumenter til mere end 100 rummissioner. Med Andreas som adjungeret professor er DTU’s forskere endnu bedre stillede i forhold til fortsat at være en foretrukken universitetspartner i internationale rummissioner. Det er også min forventning, at vi med Andreas’ vindende personlighed og store gennemslagskraft sammen kan inspirere endnu flere til at søge en karriere som håndværker, ingeniør, opfinder eller forsker,” siger prorektor på DTU, Rasmus Larsen.

Andreas Mogensen knyttes til DTU Space, der er Danmarks største rumforskningsinstitut. Her vil han deltage i forskningsprojekter, der bl.a. arbejder på missioner til Mars. Han vil også med sin viden og erfaringer bidrage til undervisningen på udvalgte kurser og i forbindelse med projekter.

Andreas Mogensen har en unik kombination af ingeniør- og rumvidenskabelige bedrifter i international topklasse, kolossal erfaring med og udvikling af astronautikken, og så har han blændende samarbejds- og formidlingsevner, som vi allerede har nydt godt af i samarbejdet med ham. Vi glæder os til at fortsætte det samarbejde,” siger direktør på DTU Space, Henning Skriver.

Den 15. august sætter Andreas Mogensen kurs mod Den Internationale Rumstation, ISS, for anden gang. I løbet af den seks måneder lange mission, der venter, vil han bl.a. indsamle data på vegne af tre DTU-forskningsprojekter. Desuden vil han bidrage til et større formidlingssamarbejde, Rumrejsen2023.dk, der bl.a. skal fremme børn og unges interesse for naturvidenskab og teknologi.

Hans tiltrædelsesforelæsning bliver fastlagt efter missionen, når han igen har fast jord under fødderne.

Andreas Mogensens vej til rummet

  • Udvalgt sammen med fem andre til European Space Agencys astronautkorps i 2009.
  • Opsendt til den internationale rumstation i 2015 som første dansker på den 10 dage lange iriss-mission.
  • Videreuddannet ved NASA’s Johnson Space Flight Center i Houston i rumvandringsteknik og styring af SpaceX-rumkapslen. Bliver ifølge tidsplanen som pilot opsendt fra NASA’s Kennedy Space Center i Florida den 15. august 2023.
  • Er kandidat fra Imperial College London i 1999 og Ph.d. ved University of Texas at Austin i 2007. Efter sin Ph.d. arbejdede Andreas Mogensen i aerospace-industrien i USA, Tyskland og England. Han har også arbejdet som rig-ingeniør og har fly- og dykkercertifikat.

 

Andreas Mogensens bidrag til DTU’s forskning

På Andreas Mogensens første mission til ISS i 2015 tog han fotos af lyn som led i DTU Spaces forskningsprojekt THOR. Det kommer han til at gøre igen, når han bliver sendt afsted til august, men denne gang med et bedre kamera. Han kommer desuden til at teste virtual reality, der skal bidrage til mental velvære for astronauter på lange missioner i rummet, og han får en 3D-printer med, der skal testes for på sigt at kunne printe reservedele i vægtløshed. Desuden vil han bidrage til et større formidlingssamarbejde, der bl.a. skal fremme børn og unges interesse for naturvidenskab og teknologi. Læs mere om formidlingssamarbejdet på rumrejsen2023.dk og om de tre DTU-forskningsprojekter i magasinet DYNAMO.

Titlen som adjungeret professor er en hæderstitel, der tildeles personer med kvalifikationer på højt fagligt niveau.

Exit mobile version