“Ud af 1.117 af de dræbte, som er blevet identificeret, er 926 af dem civile. Det svarer til 86 procent. 191 af de dræbte tilhørte bevæbnede grupper.”
“The UN said 2,251 Palestinians were killed, including 1,462 civilians.”
Det giver en andel på 65% civile.
Uanset om man bruger Israels eller FN’s reviderede tal, ligger den endelige andel af civile tab meget langt fra DR’s “FAKTA” om de påståede 86% under krigen i 2014.
Men de reviderede tal kom aldrig frem til danskerne. Tilbage stod kun budskabet om, at Israel enten bevidst rammer civile eller i hvert fald forsømmer at skelne mellem civile og kombattanter. Begge del er krigsforbrydelser. Selvom man ikke alene ud fra tallene kan konkludere noget endeligt, indikerer de endelige tal, at Israel har gjort sig endog meget store anstrengelser for at minimere civile tab på fjendes side. I særdeleshed, når man tager i betragtning, at Hamas systematisk gemmer sig blandt Gazas civilbefolkning – hvilket naturligvis indiskutabelt er en krigsforbrydelse.
Den alvorlige fejl, som DR (og andre medier) begik i 2014, burde man have taget ved lære af. Men det er desværre ikke tilfældet. I den aktuelle krig har DR i en række live-blog-indlæg (se vedhæftede screenshots) nu igen helt ukritisk formidlet Hamas’ udokumenterede påstand om en uforholdsmæssigt stor andel af civile tab. Meldingen lyder nu, at 70% af de dræbt i Gaza er kvinder og børn.
Tilgiv følgende – lidt makabre – beregning, men vi er nødt til at forstå, hvad den udmeling reelt betyder:
Da civile må antages at rammes tilfældigt, må de civile tabstal nogenlunde følge Gazas demografi. Halvdelen er Gazas befolkning er børn (under 18 år), og resten udgøres af lige dele mænd og kvinder. En tredjedel af de påståede 70% må følgelig være kvinder, altså 23,3%. Da der er lige mange mænd og kvinder i Gaza, må en tilsvarende andel udgøres af civile mænd. Det giver en samlet civil andel af de dræbte på 93,3%.
Det er en meget høj andel og en ret alvorlig anklage – alene baseret på en terrororganisations oplysninger.
“Tallene fra de palæstinensiske sundhedsmyndigheder betragtes generelt som troværdige og benyttes også af både hjælpeorganisationer, FN og WHO.”
Jeg har spurgt journalist Sean Coogan, om ikke han fandt det relevant at nævne, at israelske militærkilder kort forinden estimerede, at Israel havde dræbt ca. 5.000 Hamas-militante (mens Hamas’ totale tal lød på 15.800, hvilket giver en andel af kombattanter på 31,6%). Til det svarede Sean Coogan:
“Jeg faldt godt over estimatet om de 5.000 Hamas-folk i går. Men som det fremgår af indlægget i TOI [Times of Israel], så er der tale om anonyme meldinger frem for en officiel udmelding fra IDF.”
Det er ganske pinligt, at Sean Coogan “faldt” over det israelske tal. Som journalist har han selvfølgelig pligt til at lede efter en udmelding fra den anklagede part, så artiklen kan blive balanceret og så retvisende som muligt. Dernæst er det bemærkelsesværdigt, at uverificerede tal fra en islamistisk terrorganisation kan udgøre basis for en hel artikel, mens estimater fra israelske militærkilder, som foretrækker at være anonyme, fordi Israel på daværende tidspunkt endnu ikke ønskede at komme med et officielt estimat, slet ikke kan få lov at blive nævnt i artiklen. Hvorfor mon den forskelsbehandling til fordel for terroristerne?
Årsagen er selvfølgelig, at tilføjelsen af det israelske estimat helt ville have undermineret artiklens fundamentale præmis om en exceptionelt høj civil andel i forhold til i tidligere krige. Sandheden – at den jødiske stat fører krig fuldstændigt ligesom alle andre demokratier – er bare ikke så god en historie, som at jøderne – ofrerne for verdenshistoriens største krigsforbrydelse – nu selv begår krigsforbrydelser!
Men det er ikke journalistisk acceptabelt at basere en historie om et så alvorligt emne på kun den ene parts oplysninger, mens man totalt udelukker den anklagede parts modargument. Så bliver det hele jo reelt bare ren Hamas-propaganda.
Jeg har gennem en del uger nu forsøgt at få DR til i det mindste at tilføje Israels estimat over, hvor mange Hamas-militante, den israelske hær mener at have dræbt, når man formidler tabstallene i Gaza. Senest har Israels nationale sikkerhedsrådgiver, Tzachi Hanegbi, 9. december meldt ud, at Israel har dræbt ca. 7.000 Hamas-militante. Samme dag meldte Hamas om samlede tab i Gaza på 17.700. Her svarer andelen af kombattanter til 39,5%. Men DR nægter fortsat at nævne begge stridende parters estimater.
Ingen kender p.t. de præcise tal. Hverken Israel eller Hamas. Men DR og alle andre medier har en journalistisk forpligtelse til at gøre, hvad de kan, for at skabe et retvisende billede. Alligevel formidler man under hver eneste krig Hamas’ (og FN’s) falske procentandele af civile tab. Og efter hver eneste krig viser tallene sig at have været helt, helt forkerte.
Hvornår stopper den systematiske misinformation? Danskerne har krav på, at medierne – ikke mindst DR, som har en public service-forpligtelse – udøver aktiv kildekritik og lader begge parter komme til orde. Det er en basal journalistisk pligt – især når der er krig.
En yderligere skærpende omstændighed er, at de gentagne anklager imod den jødiske stat om krigsforbrydelser bidrager til den øgede antisemitisme i verden. Hvis jøderne i den demokratiske jødiske stat er krigsforbrydere, så er de måske i virkeligheden ikke bedre end nazisterne. Det er faktisk en antisemitisk påstand, man støder på jævnligt. Det fænomen bør DR ikke utilsigtet bidrage til.
