Danmarks skammelige samarbejdspolitik

Lars Løkke Rasmussen har lagt op til en udenrigspolitik, som han kalder ”pragmatisk idealisme”. Sagt på jævnt dansk: Beskidt, kynisk og amoralsk udenrigspolitik, som Danmark i øvrigt altid har ført. For ifølge den tidligere udenrigsminister Per Stig Møller kan Danmark ikke andet. I et interview han sagt: ”Det kræver Danmarks størrelse og geografiske position”.

Mens alle vestlige lande under den anden verdenskrig ofrede menneskeliv for at forsvare Europa, hyggede det æreløse, defaitistiske og opportunistiske Danmark sig i smug. Danmark var Nazitysklands næststørste handelspartner og bevarede fulde diplomatiske forbindelser til landet frem til den 5. maj 1945. Danmark var ganske vist krigsførende, men det var på tysk side, nemlig gennem samarbejdspolitikken.

Den danske regering godkendte udstationering af en division danske elite-SS-tropper til Østfronten og sendte 100.000 danskere til Tyskland som gæstearbejdere i rustningsindustrien. Det kostede menneskeliv, herunder mange jøder. Det kostede også menneskeliv, at danske entreprenører byggede bunkere for besættelsesmagten, og at dansk landbrug eksporterede fødevarer til Tyskland og fungerede i realiteten som Hitlers spisekammer.

”Hvis resten af verden havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler have vundet krigen og Europa været nazistisk”, sagde Anders Fogh Rasmussen. Den lille danske stammes kræmmeragtige adfærd har han beskrevet med ordene ”ussel”, ”et eklatant politisk moralsk svigt” og ”en fejhed”.

Mens USA under Den Kolde Krig lå i et bittert våbenkapløb med sovjetblokken og garanterede danskernes sikkerhed, førte Danmark en ussel samarbejdspolitik over for Sovjetunionen og DDR og samtidig usolidarisk og illoyal fodnotepolitik over for NATO.

På Asiatisk Plads 2 hedder det sig i dag, at ”SVM-regeringen vil orientere sig bredt”, og at Danmark skal ”række ud til nye samarbejdspartnere”, selv om de ikke har de samme værdier. Altså en fortsættelse af samarbejdspolitikken over for alverdens diktaturer og despoter.

Helt i pagt med denne beskidte samarbejdspolitik har Lars Løkke givet danske producenter af våbenudstyr lov til efter en kort pause at genoptage eksporten af radarsystemer og softwarekomponenter til Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Glemt er mordet på journalisten Jamal Khashoggi. Glemt er undertrykkelse og henrettelser. Den beskidte virkelighed er, at Danmark ikke har nogen problemer med golflandenes tyranni, undertrykkelse og ufattelige penge. For penge lugter som bekendt ikke.

Blandt Danmarks foretrukne samarbejdspartnere er ikke overraskende Det Palæstinensiske Selvstyre (PA) og Hamas, der står på EU’s terrorliste. I perioden 1994-2021 har Danmark betalt et svimlende beløb på 4,3 mia. kr. i støtte til bl.a. PA og Hamas via sin bistand til FN’s Hjælpeorganisation for Palæstinensiske Flygtninge (UNRWA).

I Folketinget har udviklingsminister Dan Jørgensen gjort meget ud af understrege, at Danmark ikke giver direkte støtte til de palæstinensiske terrorister. Men UNRWA er kun et figenblad, der skal skjule det faktum, at PA og Hamas på det groveste misbruger dansk bistand, der kanaliseres via UNRWA, til terrorangreb på Israel, løn til fængslede terrorister samt antisemitiske og antiisraelske smædekampagner. At Danmark ikke giver bistanden direkte til PA og Hamas, men via UNRWA, ændrer ikke på, at dansk bistand bliver misbrugt af palæstinenserne.

I Danmark går der således en lige linje fra den skammelige samarbejdspolitik over for nazisterne og kommunisterne til den beskidte udenrigspolitik i forhold til mellemøstlige diktaturer og palæstinensiske terrorister, der hylder Hitler og oplærer børn i at ofre livet i terrorangreb på Israel. På Asiatisk Plads 2 er det derfor ”business as usual”. Den beskidte og amoralske samarbejdspolitik kaldes bare ”pragmatisk idealisme”.

André Rossmann