Danskerne tager for givet, at den grundlæggende retssikkerhed i det danske samfund fungerer, som den skal. At borgerne bliver behandlet på retfærdig og behørig vis, når de kommer i berøring med offentlige instanser – kommuner, styrelser, retsvæsnet. Det er den juridiske og moralske pagt, som danske borgere har indgået med statsmagten. Men præmissen for pagten mellem borger og statsmagten i Danmark er for længst smuldret.
Man ser nemlig i Danmark en voldsom tendens til, at politiske mål om effektivisering, kontrol og krisehåndtering tilsidesætter hensynet til frihedsrettigheder, retsstatsprincipper og borgernes retssikkerhed. Eksemplerne er legio, man kan blot nævne sager som koranloven, fejlbehæftede ejendomsvurderinger, begrænsninger i klageadgangen, lange ventetider ved domstolene, mere overvågning, øget brug af varetægtsfængsling og øgede muligheder for tvangsadoptioner.
De danske myndigheders ageren er ofte præget af, hvad man kan kalde gangstermetoder. Lad os se på et par eksempler.
Senest har tusindvis af boligejere fået skatteregninger for tidligere ejeres manglende skattebetalinger. Ifølge loven modtager og hæfter de nuværende boligejere for efterbetalingen af skat, både for den periode, de selv har ejet boligen, og for den tidligere ejers periode. Den tidligere ejer af huset kan have betalt for lidt i boligskat, hvilket den nye ejer nu hæfter for. Omvendt kan den tidligere ejer også have betalt for meget i boligskat, hvilket den nye ejer nu får udbetalt. Det er op til den nuværende boligejer at få delt regningen med sælgeren, men der er ikke noget, der tvinger sælgeren til at tage sin del af regningen.
Ifølge Boligsiden har knap 240.000 huse, sommerhuse og lejligheder skiftet hænder i årene 2021, 2022 og 2023, som efterreguleringerne vedrører. ”Jeg bryder mig ikke om at skulle kontakte en for mig vildt fremmed og forklare, hvorfor jeg skal have nogle penge. Jeg er ikke statens håndlanger, og det vil jeg helst heller ikke være. Man sidder med et system, hvor man ikke kan få systemet til at løse problemet, og så smider man det bare ud til borgerne uden at tænke på borgernes retssikkerhed”, siger en boligejer til Berlingske.
Et andet eksempel på statens gangstermetoder er skandalen omkring borgernes ubetalt gæld til det offentlige. 138.000 borgere har forsøgt at tilbagebetale pengene blot for at få deres penge sendt tilbage i hovedet igen, fordi staten ikke kan modtage penge for gæld, hvor man ikke er helt sikker på gældens størrelse. Det lyder på papiret fint, men det er det ikke, når nogle af gældsposterne kan være årtier gamle, når der tilskrives store renter på gælden, og når gælden betyder, at man pludselig optræder med gæld til det offentlige, når man skal handle hus, have et banklån eller skal have skat tilbage. Gangsterstatens Gældsstyrelse har suspenderet alle almindelige juridiske principper ved at se stort på almindelige forældelsesfrister og den enkle regel, at ingen naturligvis kan tvinges til at stå i gæld, heller ikke til staten, hvis borgerne ønsker at slippe fri af deres krav.
Den demokratiske proces, lovgivningsprocessen og retssikkerheden i Danmark er udfordret dagligt. Medierne beretter om politiske og administrative beslutninger, som mangler lovgrundlag, og som sætter grundlovssikrede rettigheder ud af kraft. Omkring 500 love giver således myndighederne ret til at trænge ind på privat område og gennemføre tvangsindgreb uden retskendelse. Retten til privatliv og ejendomsret er ellers beskyttet i både grundloven og internationale konventioner. Bemyndigelserne i lovgivningen til at gennemføre tvangsindgreb uden retskendelse er steget fra 111 i 1996 til 276 i 2017, en stigning på 140 pct. Muligheden for tvangsindgreb findes på mange forskellige områder. F.eks. i forhold til fondsmæglerselskaber, crowdfunding, pvc-afgifter, færdselsloven, luftfartsloven og lov om udstationering af lønmodtagere. Ifølge analysen fra tænketanken Justitia indføres der nu flere kontrolbestemmelser uden retskendelse end med retskendelse.
Ude i virksomhederne er et af modeordene ”præventiv retsusikkerhed”. Det dækker over, at SKAT på forhånd nødigt svarer på, hvordan de forskellige skattelove skal fortolkes. Logikken hos SKAT er, at virksomhederne opfører sig bedre, hvis der er usikkerhed om reglerne. En analyse fra tænketanken Justitia viser, at SKAT er både halve og hele år om at offentliggøre nye principielle afgørelser og domme, hvormed borgere og virksomheder afskæres fra indsigt, viden og kendskab til ny praksis af relevans for deres skatteforhold. Retssikkerhedsmæssigt er SKAT’s ageren naturligvis en skandale.
En anden gangstermetode, der bruges i dansk politik er, at politikere vilkårligt tager borgernes ejendom og giver den til andre – uden erstatning. Grundloven giver ganske vist mulighed for ekspropriation, men så er det utvetydige krav, at det er til fordel for ”almenvellet”, samt at det skal ske med fuld erstatning og ved lov, ikke rent administrativt. På alle disse punkter er 160 års retssamfund i disse år ved at vige til fordel for en socialdemokratisk junglelov, der lader nogle tage for at give til andre uden at yde fuld eller blot delvis erstatning, og ofte blot med simple byrådsbeslutninger eller administrative afgørelser.
Retsstatsprincipperne burde være et værn mod vilkårlighed i udøvelsen af magten. De burde sikre, at magten i samfundet forvaltes i overensstemmelse med etablerede juridiske principper frem for efter personlige eller politiske interesser. Men retsstatsprincipperne i Danmark er for længst afløst af myndighedernes gangstervælde. Konsekvensen er tabet af den retssikkerhed, som skal beskytte den enkelte borger mod den ufatteligt store, ufatteligt stærke og ufatteligt magtfulde socialdemokratiske stat. For al magt kan misbruges, og det gælder i høj grad også de danske myndigheders magt.
Man kan undre sig over, hvorfor statsmagtens gangstermetoder og danskernes rettighedstab ikke har ført til større protester og modreaktioner i befolkningen. Det skyldes ganske enkelt, at danskerne ikke mener, at retsstatens principper er værd at forsvare. Ifølge en EU-undersøgelse giver danskerne meget ringe opbakning til retsstatsprincipperne sammenlignet med f.eks. Ungarn og Polen.
André Rossmann