Danmarks stramme udlændingepolitik er et fupnummer (2022)

Den stramme udlændingepolitik er et fupnummer, fordi partiernes symbolpolitiske ”stramninger” ikke ændrer noget ved, at antallet af illoyale, unyttige, underuddannede, underbeskæftigede, underintegrerede, overkriminelle og oversygelige muslimske migranter stiger konstant og forventes at nå op på 770.000 i 2050, svarende til ca. 12 pct. af befolkningen.

85 pct. støtter en lempelig udlændingepolitik

Ved folketingsvalget i 2019 fik de tre indvandrerkritiske partier, DF, NB og Stram Kurs, tilsammen 12,9 pct. af stemmerne. Ved folketingsvalget i 2022 fik DF, NB og Danmarksdemokraterne tilsammen 14,4 pct. af stemmerne. Det store billede er derfor, at selv om der inden for den stærkt indvandrerkritiske ”blok” i Folketinget er sket væsentlige forskydninger (Stram Kurs er afløst af Danmarksdemokraterne, og DF er gået tilbage fra 8,7 pct. til 2,6 pct.), kan DF, NB og Danmarksdemokraterne tilsammen kun mønstre ca. 15 pct. af stemmerne, altså nogenlunde den samme stemmeandel, som DF, NB og Stram Kurs fik i 2019.

Valgresultaterne i hhv. 2019 og 2022 viser således, at de indvandringskritiske partiers indflydelse i det danske samfund ligger stabilt på de ca. 15 pct. af stemmerne, og at ca. 85 pct. af de danske vælgere vil have en lempelig udlændingepolitik.

Ca. 85 pct. af de danske vælgere er således imod, at der indføres spontant asylstop, så muslimske migranter, der krydser flere sikre lande, inden de når frem til den danske grænse, kan forhindres i at søge asyl i Danmark.

Ca. 85 pct. af de danske vælgere er imod, at man indfører et stop for familiesammenføringer for muslimske indvandrere.

Ca. 85 pct. af de danske vælgere er imod, at man udviser afviste asylansøgere med tvang.

Ca. 85 pct. af de danske vælgere er imod, at man stopper offentlige ydelser til de muslimske indvandrere for at tvinge dem til at forsørge sig selv.

Ca. 85 pct. af de danske vælgere er imod, at man bremser den fremadskridende islamisering af det danske samfund.

Med andre ord er udlændingepolitikken ”mission accomplished” for ca. 85 pct. af danskerne. Der må gerne strammes, når det gælder muslimerne, men ikke for meget, og i Folketinget er der derfor ikke et flertal for at tage radikale skridt, som kan udfordre EU, FN og konventionerne.

Den dybe stat obstruerer udlændingepolitikken

Danskernes tilslutning til en lempelig kurs over for den muslimske indvandring betyder, at på alle niveauer i det danske samfund obstruerer indvandringsvenlige politikere og embedsmænd udlændingepolitikken.

Mens normen for etniske danskere er, at pligter og rettigheder følges ad, gælder denne regel ikke Suleima og Mohammed. Muslimerne mødes i Danmark med berøringsangst, lave forventninger og uvilje mod at stille krav. Muslimerne er nemlig ofre. Dem er det synd for. Dem kan man ikke stille krav til. De har været så meget igennem og kommer langvejs fra. Sådan er tænkningen stadig i det kommunale behandlersystem ifølge forfatteren Ali Aminali, som i årevis selv har været en del af integrationsmaskinen.

Socialrådgiver Masoum Moradi er enig. Han har igennem flere år iagttaget, hvordan de søde og rare socialrådgivere har forhindret nydanskerne i at komme i arbejde. ”Borgerne bliver i manges socialrådgiveres øjne ikke hjulpet ved at komme i arbejde, men ved at få en særlig ydelse og blive passet på”, sagde Moradi til Berlingske.

Det har man bl.a. oplevet under coronakrisen. Politisk korrekte socialdemokratiske politikere i Aarhus har valgt at lave store indskrænkninger for byens etniske danske indbyggere i stedet for at isolere de få somaliere og palæstinensere, der har spredt coronasmitten.

På Sjælland har myndighederne holdt smittetal i de indvandrertunge kommuner skjult for at undgå beskyldninger om racisme. Overlæge og professor Thomas Benfield, Hvidovre Hospital, har advaret om, at myndighedernes berøringsangst over for grupper med anden etnisk baggrund bremser for den rette indsats over for epidemien.

I klasser med mange muslimske elever underviser man ikke i emner som holocaust, terrorisme, Israel-Palæstina, religion, evolutionsteori og litteratur med en erotisk dimension af hensyn til muslimske elever. Lærernes berøringsangst gør, at de etnisk danske elever svigtes.

Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening bliver etniske danskere og muslimske indvandrere på kontanthjælp aktiveret godt 6 timer om ugen, mens tallet for muslimske indvandrere er 4 timer hver uge (2018). Mens etniske danskere i snit er blevet sendt i virksomhedspraktik 3 timer om ugen, er muslimske indvandrere blevet sendt i virksomhedspraktik 1,5 time om ugen. Tallene viser, at de muslimske indvandrere i vid udstrækning bliver parkeret på kontanthjælp.

I 2016 besluttede politikerne på Christiansborg, at man skulle trække forældre i sociale ydelser, hvis deres børn ikke kom i skole. I 2019 kom det frem, at kun få kommuner havde valgt at gøre det.

Børn med minoritetsbaggrund bliver langt sjældnere anbragt, end tilfældet er for børn med dansk oprindelse, og det på trods af, at børn med minoritetsbaggrund oftere bliver udsat for grov vold i hjemmet. Nye tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet viser, at det i 2018 krævede i gennemsnit 34 underretninger, før et muslimsk barn under seks år blev anbragt. For etnisk danske børn var antallet i gennemsnit 8 underretninger.

Migranters retskrav på en permanent bolig blev afskaffet med paradigmeskiftet. Men i hovedstadsområdet var der i sept. 2019 mindst syv kommuner, hvor indvandrervenlige embedsmænd fortsat tilbød permanente boliger til migranter.

Obstruktionen er også udbredt i regionerne, hvor indvandrervenlige embedsmænd undlader at opkræve penge fra migranter, der i henhold til dansk lov selv skal betale for tolke. I 2019 kom det frem, at fire ud af fem regioner modarbejdede lovgivningen og opkrævede ikke penge fra patienter, der har fået hjælp fra en tolk.

Det kan man da godt forstå – det er jo synd for Suleima og Mohammed.

Udlændingepolitikken er blevet til et perifert emne

I valgkampen i 2022 har udlændingepolitikken været overraskende fraværende. Ikke et eneste parti i valgkampen har fremlagt et troværdigt udspil til, hvordan man kan undgå, at Danmark gradvist bliver til et mere opdelt, mere multireligiøst og mere multikulturelt samfund med et forøget konfliktniveau som konsekvens.

Årsagen hertil er, at der i de seneste år er opstået en bred konsensus blandt størstedelen af Folketingets partier om de grundlæggende principper i dansk udlændingepolitik. Udlændingepolitik er røget ned af vælgernes dagsorden, for såvel de røde som de blå vælgere har købt politikernes fortælling om, at Danmark fører en benhård udlændingepolitik, der er stram nok.

Ifølge Mattias Tesfaye (S) har den stramme udlændingepolitik sejret sig selv ihjel. ”Min egen oplevelse er, at der jo altid findes dem, der råber, at venstrefløjen er landsforrædere, og at højrefløjen er racister. Men der findes 60 måske endda 70 procent på midten i den danske befolkning, der går ind for det, jeg kalder en stram, ikke en skør udlændingepolitik. Vi har fået etableret den udlændingepolitiske midte. Og det er jeg faktisk ret stolt af”, sagde Tesfaye til Berlingske i januar 2022.

LÆS OGSÅ:  Nedskæringer i 8 ud af 10 svenske kommuner: indvandring får skylden

I forhold til det muslimske problem har den socialdemokratiske regering ikke bidraget til en løsning og en ny ”regering hen over midten” vil heller ikke gøre en forskel. Folketingsvalget i november 2022 vil således ikke ændre ved, at Danmark langsomt bliver til et mere opdelt, mere multireligiøst og mere multikulturelt samfund.

For kendsgerningerne og tallene taler deres tydelige sprog. Islam går sin sejrsgang i Danmark, antallet af muslimer stiger støt, integrationen er en fiasko, det danske samfund islamiseres efter salamimetoden og befolkningen polariseres i forhold til etnicitet. Det midtsøgende flertal i den danske befolkning og et indvandrervenligt Folketing er garanter for, at denne udvikling vil fortsætte.

Det er kun muslimer der er problemet

I den udlændingepolitiske debat i Danmark bruger man flittigt begrebet ”ikkevestlige indvandrere”. Formålet er at skjule de reelle konsekvenser af den muslimske indvandring for danskerne ved at blande den problematiske indvandrergruppe, muslimerne, sammen med de øvrige uproblematiske indvandrergrupper. Virkeligheden er, at det ikke er alle ikkevestlige indvandrere, der er lig med problemer. Blandt de ikkevestlige er f.eks. højt specialiserede og flittige indere, kinesere, vietnamesere, filippinere og andre.

De ikkevestlige, som der er problemer med, er muslimske indvandrere fra MENAPT-landene (Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet). Det er denne gruppe, der er overrepræsenteret i arbejdsløsheds- og kriminalitetsstatistikkerne. F.eks. havde kvindelige indvandrere og efterkommere fra MENAPT-lande i 2018 en beskæftigelsesfrekvens på 41,9 pct., mens kvinder fra lande som Thailand eller Vietnam havde en beskæftigelsesfrekvens på 61,6 pct. Tilsvarende blev 4,6 pct. af unge mænd fra MENAPT-lande dømt for en straffelovsovertrædelse i 2018, mens tallet for de øvrige ikke-vestlige var 1,8 pct. Der er også en markant overrepræsentation af kvinder fra Mellemøsten og Nordafrika på krisecentrene. ”I Danmark har vi ikke rigtig problemer med folk fra Latinamerika og Fjernasien. Personer fra Thailand, Filippinerne, Vietnam eller Kina bør i virkeligheden ikke interessere integrationsministeren, for når vi taler om integrationsudfordringerne, er der kun problemer med personer fra Mellemøsten og Afrika”, har Mattias Tesfaye sagt til Berlingske.

I erkendelse heraf har S-regeringen besluttet at udarbejde en særlig statistik for nemlig denne gruppe, dvs. personer i Danmark med mellemøstlig og nordafrikansk baggrund. Det er dog blevet ved løfter. Danmarks Statistik har efterfølgende meldt ud, at antallet af de herboende muslimer ikke kan oplyses, da der af tekniske årsager ikke er mulighed for særkørsler, der isolerer muslimer fra MENAPT-landene. At det er teknikken, der er i vejen, er en absurd bortforklaring i et land, som er nr. 1 i verden inden for offentlig digitalisering. Forklaringen er ganske enkelt den, at man fra politisk hold fortsat har interesse i at nedtone det muslimske problem og tale integrationsproblemerne ned. Og derfor vil man ikke ofre de ressourcer, der skal til, for at omlægge produktionen af opgørelser og fremskrivninger i Danmarks Statistik, så der kan laves særkørsler for muslimer fra MENAPT-landene.

Politikernes stramninger er et fupnummer

Forud for folketingsvalget i 2015 lovede Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg ”straksopbremsning”. Venstre vandt valget og dannede en etpartiregering, men den bebudede straksopbremsning blev ikke gennemført. Da de mange flygtninge og migranter nåede den danske grænse i 2015, lod Løkke og Støjberg dem rejse ind i Danmark. ”Straksopbremsningen” forhindrede altså ikke en markant stigning i antallet af asylansøgere, som i 2015 satte rekord med i alt 21.316 ansøgere ifølge tal fra Danmarks Statistik.

Mens der i 2015 var ca. 264.000 muslimer i Danmark, er dette tal som følge af Venstres, Konservatives, Liberal Alliances og DF’s ”stramme” udlændingepolitik i perioden 2016-2019 steget til 320.000, en stigning på 21 pct. Og eftersom ca. 85 pct. af de danske vælgere stemmer på partier, der er imod, at man helt stopper den muslimske tilstrømning til Danmark, vil masseindvandringen fra MENAPT-landene fortsætte. Fremskrives udviklingen baseret på de seneste fem års gennemsnit, vil der være ca. 550.000 muslimer i Danmark i 2040, dvs. en stigning på 60-70 pct. i forhold til i dag.

I 2018 lancerede statsminister Mette Frederiksen (S) et udspil ”Retfærdig og realistisk” med det formål at genvinde ”kontrollen” med den muslimske tilstrømning til Danmark. Og det skulle ske inden for konventionernes ramme, lød det. Vejen dertil var ifølge socialdemokraterne et loft over indvandringen fra ikkevestlige lande samt asyllejre i tredjelande. Tre år senere er intet af det blevet til noget endnu. Hverken loftet eller asyllejrene er etableret af regeringen.

Mens politikerne forsøger at lulle befolkningen ind i en falsk tryghed ved at henvise til, at deres symbolpolitiske ”stramninger” har reduceret antallet af asylansøgere i Danmark i forhold til EU-gennemsnittet, er megatrenden på udlændingeområdet fortsat, at antallet af muslimer stiger langsomt, men støt.

Ifølge tallene fra Udlændinge- og Integrationsministeriet fik 2.750 muslimske migranter i 2017 asyl og permanent ophold i Danmark. I 2018 – 1.652. I 2019 – 1.783. Og i 2020 – 600. I alt 6.715.

Antallet af familiesammenføringstilladelser i 2017, 2018, 2019 og 2020 var henholdsvis 7.015, 4.601, 3.222 og 3.770. I alt 18.608.

I perioden 2017-2020 har Danmark således importeret 25.323 nye muslimske indvandrere. Hertil kommer de muslimske børn, der måtte være født i omtalte periode, samt kvoteflygtninge. Udlændingestyrelsen har oplyst, at Danmark i 2022 skulle modtage 500 flygtninge, der ville få opholdstilladelse og blive sendt ud til kommunerne, hvor de skulle have en bolig og et hav af andre skatteyderfinansierede velfærdsydelser.

Et indvandringsloft har ingen gang på dansk jord

Peter Starup fra Syddansk Universitet, der er lektor i udlændingeret og en af Danmarks førende juridiske eksperter inden for udlændingelovgivningen, kalder det ”falsk varebetegnelse”, hvis politikerne giver indtryk af, at man kan kontrollere indvandringen inden for konventionerne. ”Politikerne lover gang på gang mere, end de kan holde i udlændingepolitikken. En ’straksopbremsning’ er ikke bare urealistisk, men decideret uladsiggørlig inden for den gældende lovgivning. I hvert fald hvis man vil overholde konventionerne. Det har simpelthen ingen gang på jorden”, siger Starup til Berlingske.

Dansk udlændingepolitik er ikke så stram, som danskerne tror. Stramningerne har nemlig ikke ændret fundamentalt på udlændinges rettigheder i Danmark. I henhold til den gældende udlændingelov har udlændinge fortsat retskrav på asyl og familiesammenføring. Det har gentagne stramninger ikke ændret på. Politikerne har skærpet kravene for familiesammenføring og forringet vilkårene for asylansøgere, men ikke frataget dem den grundlæggende ret til ophold i Danmark.

Hvis tusindvis af ikkevestlige udlændinge i morgen søgte asyl i Danmark, ville de alle få asyl, hvis de ellers blev vurderet asylberettigede af myndighederne. Og de ville også alle med tiden have krav på familiesammenføring fra hjemlandet. Det forhindrer den stramme udlændingepolitik ikke”, siger Peter Starup.

Med stramningerne har man fra politisk hold lavet modforanstaltninger, som skulle gøre det mindre attraktivt at søge mod Danmark og gøre krav på de rettigheder. Hensigten har været at imødegå dette videst muligt inden for konventionernes ramme via afskrækkelse. Men man har ikke frataget asylansøgere og andre udlændinge retten til ophold i Danmark.

LÆS OGSÅ:  Så mange muslimer kan Paludan-forslag sende ud af Danmark

I dag er det konventionerne, der styrer indvandringen og udsendelsen af udviste udlændinge. Man kunne dog udfordre konventionerne og fortolkningen af dem, hvis der var politisk vilje hertil, men Danmark er ikke kommet langt i den proces. ”Storbritannien har forsøgt sig med et udrejsecenter. Men det endte i en pinlig situation for den britiske stat, hvor man prøver at eksekvere en udsendelse til Rwanda, men bliver standset midt på landingsbanen på grund af konventionerne. Når Storbritannien ikke kan, så kan vi heller ikke. Det bliver i hvert fald meget svært”, siger Peter Starup.

De store ændringer er, at Danmark har strammet op på kravene til familiesammenføring, udvisningsreglerne og inddragelse af opholdstilladelser. Et loft over indvandringen er helt udelukket, fordi man ikke kan fratage de herboende indvandrere retten til familiesammenføring, da det ville være i strid med konventionerne. Danmark kan med andre ord ikke bestemme over antallet af indvandrere fra ikkevestlige lande uden at bryde konventionerne.

Virkeligheden er, at politikerne oversælger stramningernes reelle betydning for tilstrømningen. Men det er et fupnummer, for reelt har Danmark udtømt mulighederne for stramninger inden for konventioners ramme. Alligevel forsøger man fra politisk hold at bilde danskerne ind, at man gør en hel masse hele tiden.

Hård retorik og afskrækning af asylansøgere

Når mulighederne for udlændingepolitiske stramninger er udtømt inden for konventionernes rammer, er den eneste strategi, Danmark kan forfølge, en kombination af hård retorik, vilkårsforringelser for muslimerne i Danmark samt afskrækning af potentielle asylansøgere gennem mediekampagner.

Et eksempel på vilkårsforringelser for muslimerne er De Konservatives forslag om at stramme reglerne omkring tildeling af dansk statsborgerskab. Forslaget, der skulle stramme vilkårene for at opnå det røde pas, ville i realiteten blot genere de herboende muslimer, som i forvejen har arbejds- og opholdstilladelse i Danmark, og som i forvejen har et dansk pas, enten konventionspas eller fremmedpas. Der findes heller ikke nogen evidens for, at der i de muslimske parallelsamfund skulle være rift om danske statsborgerskaber.

Et andet eksempel er Venstres forslag om arbejdspligt for indvandrerne. Alle udlændinge, som kommer til Danmark, skulle fra første dag mødes med et krav om at uddanne sig eller arbejde. Inger Støjberg har kommenteret Venstres udspil således: ”Jamen, det er da også et ganske fint lille udspil. Alle kan blive enige om, at flere skal i arbejde. Det gør ingen skade. Selv De Radikales Sofie Carsten Nielsen var ude at omfavne det. Hvis jeg fik ros for et udlændingeudspil fra Sofie Carsten Nielsen, ville jeg være bekymret”.

Samtidig skyder politikerne konsekvent forslag, der har til formål at løse den muslimske udfordring og bremse Danmarks islamisering, ned. Siden 2016 er der f.eks. fremsat beslutningsforslag om at forbyde:

  • brug af markante religiøse symboler for elever og undervisere i folkeskolen
  • religiøs hovedbeklædning på kørekorts-fotografi
  • bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner
  • opførelse af minareter ved moskeer
  • muslimske bønnekald
  • Masjid Al-Faruq-moskeen på Nørrebro
  • at offentligt ansatte bærer religiøs hovedbeklædning på arbejde
  • at der bæres islamisk tørklæde i offentlige institutioner
  • at der anvendes halalcertificeret kød i offentlige institutioner
  • der gives tilskud til friskoler, der er baseret på islamiske værdier

Ingen af disse beslutningsforslag er blevet vedtaget, og i de fleste tilfælde har kun ganske få folketingsmedlemmer stemt for forslagene.

Når Folketinget vedtager en lov, der gør det muligt at flytte asylbehandlingen til Rwanda eller inddrage opholdstilladelser for de herboende syrere, er der ikke tale om reelle udlændingepolitiske stramninger, men kommunikationskampagner, der har til formål at afskrække potentielle asylansøgere fra at søge asyl i Danmark.

Den socialdemokratiske regering har heller ikke lagt skjul på formålet med Rwanda-loven: ”Hvis du søger asyl i Danmark, vil du vide, at du bliver sendt til et land uden for Europa, og derfor håber vi, at folk vil stoppe med at søge asyl i Danmark”, har S-integrationsordfører Rasmus Stoklund forklaret. Ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen, professor i flygtningeret ved Københavns Universitet, har Rwanda-loven ingen praktisk betydning, men alene ved meddelelsen om, at man kan blive sendt til Rwanda, kan der opnås en afskrækkelseseffekt.

I 2021 har der raset en mediedebat om at fratage syriske flygtninge deres opholdstilladelser og sende dem hjem til Syrien. Men reelt er der få syriske migranter, der har fået frataget deres opholdstilladelse, og på grund af Danmarks manglende aftale med Syriens Assad kan ingen af dem sendes hjem med tvang. Men alene signalet om, at man vil gøre det, har en vis afskrækkende effekt, og nogle få syrere har faktisk forladt Danmark af frygt for at blive sendt hjem til Syrien. Forhold som migranternes alder, tilknytning til personer, der bor i Danmark, manglende tilknytning til hjemlandet og andre bånd til Danmark er blandt de forhold, der gør det ekstrem svært for udlændingemyndighederne at inddrage en opholdstilladelse.

Det samme gælder de herboende afghanere. En tvangsmæssig hjemsendelse af afghanerne ville nemlig kræve, at Danmark indgår en hjemsendelsesaftale med Taleban-regimet.
Danmark nægter imidlertid at samarbejde med Taleban i Afghanistan. Det har derfor kun symbolsk værdi og ingen effekt, at regeringen inddrager opholdstilladelserne for de afviste afghanere. De hober sig op på landets udvisningscentre og alt tyder på, at de på samme måde som de afviste syrere får lov til at blive i Danmark permanent.

Sager som udlicitering af asylbehandling til Rwanda og undersøgelser af forholdene i Syrien med henblik på at inddrage syrernes opholdstilladelser er symbolpolitiske paradenumre, som udelukkende bruges til partipolitisk positionering. Partierne er nemlig udmærket klar over, at vælgerne bedømmer dem på deres hensigtserklæringer og ikke på det, de reelt gør.

Det er derfor kun symbolpolitiske ”stramninger” og hård retorik, der er tilbage i dansk udlændingepolitik, og disse bruges til at få Danmark til at fremstå som et uattraktivt og uvelkomment land – helst mindre attraktivt end Tyskland og Sverige. Det handler med andre ord om at skabe indtrykket af, at Danmarks udlændingepolitik er meget stram, selv om den i realiteten ikke er det.

Samtlige de symbolpolitiske ”stramninger”, som danskerne hele tiden præsenteres for, har det til fælles, at ingen af dem bryder den onde spiral, som Danmark lider under. Det er nemlig svært at se, hvordan partiernes udspil kan gøre Danmarks muslimske problem mindre. De kan ganske vist genere de herboende muslimer, og det er fint, men de vil hverken reducere muslimsk tilstrømning til Danmark, indføre totalt asylstop eller sætte gang i udvisninger, hjemsendelser og repatriering. Og der er ingen danske eksperter, der tror på, at politikerne kan vende udviklingen.

LÆS OGSÅ:  Asylansøgere med Corona har fri adgang til Danmark

Dansk udlændingepolitik efter valget i 2022

Virkeligheden er, at de islam- og muslimvenlige folketingspartier, som repræsenterer ca. 85 pct. af de danske vælgere, ikke kan forventes at vedtage udlændingepolitiske tiltag, som kan udfordre EU, FN og konventionerne, og at de lempelige regler, der gælder for muslimer fra MENAPT-landene, bliver opretholdt. Sådan var det i 2019, og sådan vil det også være efter folketingsvalget i 2022. Der er ingen i Danmark, der har nogen illusioner om, at politikerne vil vende udviklingen og sende de ca. 320.000 muslimer, der bor her i landet, hjem. Det løb er kørt.

Ifølge Brian Arly Jacobsen, der er en hyppigt anvendt religionsforsker fra Københavns Universitet, vil der om 18 år være 534.000 muslimer i Danmark, svarende til en stigning på mellem 52-66 pct. i forhold til i dag. Kombinationen af den fortsatte muslimske tilstrømning, familiesammenføringerne og muslimernes høje fødselsrate betyder, at antallet af muslimer i Danmark vil vokse til 770.000 i 2050 svarende til ca. 12 pct. af befolkningen. Det skønner det anerkendte Pew Research Center. Det siger sig selv, at så stor en andel muslimer i så lille et land som Danmark er ødelæggende for sammenhængskraften og trygheden i samfundet. Man begynder allerede at kunne skimte Mellemøsten forude.

Strammerne er ved at bløde op

Blandt de tre indvandrerkritiske partier, DF, NB og Danmarksdemokraterne, er troen på, at et opgør med konventionerne er en realistisk mulighed, ved at svinde ind.

Morten Messerschmidt fra DF har således ved flere lejligheder beskyldt Danmarksdemokraterne for, at de ikke ønsker et opgør med menneskerettighedskonventionen og andre internationale konventioner, der står i vejen for den udlændingepolitik, som DF ønsker. Men Dansk Folkeparti vil heller ikke gå planken ud på konventionerne. Messerschmidt sagde tidligere på året til Avisen Danmark, at det ville være et “meget centralt krav” for at kunne støtte en blå regering at få løfter om, at den vil sætte gang i en proces mod en løsere tilknytning til konventionen. I dag bruger Messerschmidt ikke længere ordet “krav”: ”Nej, det er et ønske for DF. Det er et meget væsentligt ønske. Men er det klart, når det ikke er noget, der er flertal for, så er det noget, der skal arbejdes på”, siger han.

Også Nye Borgerlige er villige til at gå på kompromis i forhold til konventionerne. Den 6. aug. 2022 bragte Politiken således en artikel med en meget sigende overskrift: ”Vermund er klar til at gå på kompromis: Hvis det er ufravigeligt for de andre, at konventionerne skal overholdes, så finder man en løsning inden for det”.

Og så er der Danmarksdemokraterne, der fortsat kører på det image, som Inger Støjberg har fået som den udlændingepolitiske strammer, der ville forhindre barnebrude. Partiet har ikke formuleret sin udlændingepolitik endnu og skriver blot på sin hjemmeside, at ”Der er næppe nogen, som er i tvivl om, hvad Danmarksdemokraterne mener om udlændinge- og retspolitik”. Mange vælgere tager det som udtryk for, at Støjberg er en superstrammer, der stiller skrappe krav til muslimerne.

Det fremgår dog ikke af det næste afsnit på Danmarksdemokraterne hjemmeside, hvor det står: ”Når man kommer til Danmark som udlænding, så skal man indrette sig efter vores kultur og vores samfund. Generationer før os har lagt fundamentet af de frihedsrettigheder og det samfund, vi lever i nu. Oven på det fundament kan man så bygge sit eget liv. Man kan bare ikke slå hul på fundamentet. Det skal stå tindrende klart for enhver, der kommer til Danmark”. Et smukt og velment budskab, men virkeligheden er, at det er danskerne, der indretter sig efter det muslimske mindretal. Og for nu at parafrasere Inger Støjberg kunne man sige: ”Jamen, det er da også en ganske fin og blid formaning. Alle kan blive enige om, at de skal indrette sig. Det gør ingen skade”.

Stramningerne er blot snubletråde

Udlændingepolitikken i Danmark er rent show og symbolpolitik. Der afgives udlændingepolitiske valgløfter uden at undersøge, hvad der teknisk og politisk kan lade sig gøre. Flere af de mest højprofilerede løfter om udlændingestramninger falder tungt til jorden ved et enkelt opslag i diverse konventioner, som Danmark er bundet af.

Danmark har på kort tid undergået drastiske forandringer. Indvandringen udløser spændinger og konflikter om, hvordan det muslimske mindretal skal håndteres. Islam har sneget sig ind i alle afkroge af det danske samfund. Hver dag aftvinger det muslimske mindretal små indrømmelser. Grænserne flyttes stille og roligt. Der bliver gjort mere og mere plads til muslimske normer, krav og ønsker. Danskerne tilpasser sig for at imødekomme muslimsk levevis.

Muslimsk indvandring suger samtidig energi ud af den danske befolkning. På kort tid er det lykkedes for det muslimske mindretal i Danmark at stjæle samfundets dagsorden. Det mentale fokus herhjemme er rettet mod islam, asyltal, integration, muslimsk terror, radikalisering og lignende emner uden relevans for Danmarks fremtidsudvikling.

Set i det lange perspektiv er det danske samfund låst fast på en kurs, som vil resultere i betydelige forskydninger i befolkningens sammensætning med vidtgående konsekvenser for landets økonomi, kultur, samhørighed og sammenhængskraft. Men i stedet for at gribe fat om nældens rod, gennemfører politikerne små stramninger af symbolsk karakter. Set i det lange perspektiv er disse stramninger blot små snubletråde. De sinker den uheldige udvikling en smule, men stopper den ikke. Langtidseffekten af denne udvikling vil først blive kendt om 30-40 år, men en ting er der ingen tvivl om: Danske børn kommer til at leve i et helt andet Danmark end ”det Danmark, som den ældre generation kender”.

Hvorom alting er: Der bliver ikke noget nybrud i dansk udlændingepolitik efter folketingsvalget i 2022, fordi der ganske enkelt ikke kan strammes mere. Danmark er nemlig bundet af EU, FN og de indgåede internationale konventioner og er for længst gået til stregen. Det er derfor kun symbolpolitiske ”stramninger”, hård retorik og tomme valgløfter, der er tilbage.

Bundlinjen er, at de herboende muslimer vil fortsætte med at være en kæmpe økonomisk byrde for det danske samfund. Finansministeriets fremskrivning fra maj 2018 står fortsat ved magt: Prisen for indvandring er 33-36 mia. kr. netto (ca. 90 mio. brutto) om året – og den vil være uændret frem til 2100. Det siger sig selv, at hvis der var hold i politikernes påstand om, at indvandringspolitikken og integrationen er en succes, ville succesen have ført til en gradvis reduktion i statens udgift til muslimsk indvandring. Men det er ikke sket – og vil ifølge Finansministeriet ikke ske i dette århundrede.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)