Danmarks uhelbredeligt syge sundhedsvæsen (2022)

I det socialistiske Danmark er der massiv konsensus om, at kun offentlige institutioner kan varetage sundhedsydelser på forsvarlig vis. Den offentlige sundhedssektor drives derfor som socialistisk monopol-økonomi. Det virkede imidlertid ikke før 1989 i DDR og resten af Østblokken, og det kommer heller aldrig til at virke i Danmark.

Danmark hører til de lande, der bruger flest penge pr. indbygger på sundhedsområdet. Danmark er nr. 7 i verden, når det gælder udgifter til sundhedsvæsenet, men langt nede på listen, når det gælder sundhedsvæsenets resultater. De offentlige sundhedsudgifter i Danmark udgjorde i 2020 8,9 pct. af BNP. Det er det fjerde højeste udgiftsniveau blandt alle EU-lande kun overgået af Østrig, Tjekkiet og Frankrig. Samtidig er antallet af sengepladser på hospitalerne et af de laveste i EU, hvor gennemsnittet ligger på 4,6 senge pr 1.000 indbyggere mod 2,6 senge i Danmark. 45-58 pct. af lægerne er overlæger, mens overlægeandelen på sammenlignelige udenlandske sygehuse er nede på 20-31 pct. Og antallet af sygeplejersker i forhold til indbyggertallet er i Danmark næsten dobbelt så højt som EU-gennemsnittet. Alligevel klages der over mangel på sygeplejersker i sundhedsvæsenet.

Planøkonomisk sundhedsvæsen kan ikke effektiviseres

Det danske sundhedsvæsen er presset i bund på alle fronter, hvilket skyldes strukturelle udfordringer eller – med andre ord – sundhedsvæsenets politisk styrede indretning, meget dårlige politiske prioriteringer, dårlig organisering og ledelse, et omfattende bureaukrati med mange ledelseslag og ineffektiv ressourceudnyttelse. Bureaukratiet spænder ben for brug af sundhedsdata og dermed effektivisering. Teknologien til digitalisering rammer sjældent de kliniske behov. Sundhedsplatformen er et godt eksempel på et fejlslagent projekt. Den psykiatriske behandling er underfinansieret og lider under personalemangel. Jordemødrene og sygeplejerskerne er udbrændte og forlader deres fag. Forskning og pseudoforskning tager energi og økonomi fra patientbehandlingen. Personalemanglen er markant, ikke mindst fordi ineffektive og tidsrøvende IT-systemer samt uendelige dokumentationskrav flytter lægen/sygeplejersken fra patienten til computerskærmen. Danmark er endt i en situation, hvor der hvert eneste år bruges flere penge på det offentlige sundhedsvæsen, men hvor servicen og kvaliteten ikke følger med.

Det danske sundhedsvæsen er i sin grundstruktur planøkonomisk og minder meget om sovjetisk planøkonomi, hvor man fastsætter nogle produktionsmål uden hensyn til, hvorvidt det, der produceres, også er det, forbrugerne vil have. Sundhedsvæsenets strukturelle opbygning resulterer i en silo-tænkning med tre adskilte systemer: sygehusene, kommunerne og de praktiserende læger. De tre adskilte systemer resulterer i adskilte indsatser, der har svært ved at prioritere sammenhæng, samarbejde og opmærksomhed om de øvrige dele af behandlingen.

Hertil kommer de planøkonomiske overenskomster, dvs., de offentlige overenskomstforhandlinger, hvor den offentlige fagbevægelses velbeslåede top møder op og lægger arm med politikere, som aldrig har penge nok med. Den armlægning resulterer i ekstremt detaljerede overenskomster, der lægger landets offentlige sygehuse i en spændetrøje både med løn og arbejdsopgaver, så lokale ledere i ringe grad kan lede og fordele arbejdet med udgangspunkt i den virkelighed, de står midt i. Offentligt ansatte får ca. samme løn uanset, hvor godt, eller skidt, de gør det, og borgerne bliver taberne, fordi overenskomsterne centraliserer beslutninger og fjerner lokalt ansvar. Og når overenskomsterne centraliserer beslutninger, og der ikke er nogen særlig stor interesse for at gøre tingene til den bedste pris, er markedsmekanismerne, der er den bedste måde at fordele ressourcer på, fuldstændig sat ud af kraft. Som erstatning har man så regler, regler og masser af regler.

De danske hospitaler styres af fem regioner med femdobbelt administration og femdobbelt politikerstyring. Selv om regionerne bruger skatteydernes penge, har de vigtigere hensyn at tage end hensynet til patienterne og skatteyderne. Da de selv er sygehusejer, har de en stærk egeninteresse i selv at levere sundhedsydelserne på trods af, at disse kunne fås bedre og billigere på private hospitaler og klinikker. Af ideologiske og pekuniære årsager forhindrer regionerne derfor en udvikling, hvor de får konkurrence. For at forhindre, at kvaliteten af sundhedsydelser i forskellige hospitaler og kommuner kan sammenlignes, skjuler regionerne tal, der viser udgiftsniveauet pr. patient og resultaterne af sundhedsindsatsen. Det resulterer i, at man i Danmark har meget lidt dokumentation af den positive effekt af de mange milliarder, som de offentlige sundhedsydelser koster. Og eftersom regionerne har monopol på viden om, hvordan sundhedsvæsenet fungerer, er der ingen, der kan modsige dem, når de påstår, at tingene ikke kan gøres anderledes, at ressourcerne ikke kan udnyttes bedre, og at ydelserne ikke kan innoveres, men at der tværtimod er brug for flere penge og ansatte.

Det eneste, som de fem regioner i det planøkonomiske sundhedsvæsen er villige til at acceptere, er små forbedringer af eksisterende ydelser inden for den eksisterende forretningsmodel, organisatoriske ramme og overordnede paradigme. Det som de ikke vil acceptere, er nye produktionsformer og organisatoriske rammer, som kan levere sundhedsydelser markant bedre og billigere. Regionernes kulturelle forståelse er nemlig, at innovation ikke handler om at gøre tingene billigere, men dyrere. Og derfor har regionerne meget lidt incitament til radikal innovation. Hvert år får sundhedssektoren tilført flere penge, men resultatet er hver gang, at danske sundhedsydelser bliver dyrere, men ikke bedre.

Dårlig organisering og ledelse

Arbejdstilrettelæggelsen på sygehusene halter, personalet udnyttes ikke godt nok og det kniber også med det såkaldte LEON-princip (laveste effektive omkostningsniveau), der betyder, at man skal anvende det lavest uddannede, men fuldt kvalificerede personale. Radiografer og radiologer kunne f.eks. udføre flere opgaver og frisætte lægelige ressourcer, men det gør de ikke.

Læger og sygeplejersker beskriver et næsten kafkask system, hvor der spildes millioner af timer på bureaukrati. Behandlingsforløbene er brudt op i faglige og organisatoriske domæner, der forsvares af de respektive ”kongeriger” – med store tab i vidensdeling og omkostningseffektivitet til følge. Dårlig organisering og ledelse på sygehusene er årsagen til, at sygeplejerskerne er demotiverede og utilfredse, føler sig overbelastede og kræver en højere løn. Sundhedsvæsenet præges af inkompetence og manglende evne til at innovere og tænke nyt. Assistance fra udlandet er en mulighed, men regionerne er ikke meget for privat eller udenlandsk hjælp.

En overlæge udtaler til Berlingske: ”I de mere end 40 år, hvor jeg har været overlæge i systemet, er jeg aldrig en eneste gang stødt på analyser, der gik ud på at lette sygeplejerskers og lægers arbejde, så de kan klare flere patienter pr. dag. Der er således ingen forklaring på, hvorfor en læge for 20 år siden kunne se 20 patienter på en formiddag, mens det nu tager en hel dag at se fem patienter. Kan man forestille sig en privat virksomhed, som aldrig bestræber sig på at rationalisere sin produktion? Den ville hurtigt gå fallit”.

Hospitalsvæsnet lider fortsat under ledelsesprincipper, man udviklede og anvendte under den småmarxistiske bølge fra 1970’erne og 1980’erne, og kører med såkaldt delt ledelse, hvilket betyder, at en overlæge og en oversygeplejerske skal enes om alt. Der er ingen private firmaer, som har delt ledelse.

Der udføres langt flere tjek og kontroller i dag end i 2009, fordi dem højere oppe i hierarkiet bruger de mange tjek til at snyde systemet, så deres respektive afdelinger når deres produktivitetsmål. For når statistikken siger, at der er flere ”patientkontakter”, fremstilles dette som et tegn på et effektivt sygehusvæsen. Patienterne oplever imidlertid en anden virkelighed. Ved mange ”patientkontakter” får man to minutter med en læge, der konstaterer, at man kan sit cpr-nr., og sender én ud for at få en tid om nogle uger. Så er ventetidsreglerne overholdt. Og man får 7,5 pct. flere ”patientkontakter”. Man ”sminker” statistikkerne ved at indkalde patienter til ”patientkontakter”, der stort set er overflødige, og man spilder dermed medarbejdernes tid. Patienternes tid er derimod ”gratis”. Hvis man brokker sig, er man bare forkælet, får man at vide. Men meget få patienter klager. De opgiver.

Manglende sammenhæng i behandlingen

Borgerne i Danmark skal opleve en endnu bedre og mere sammenhængende offentlig service”, skrev Lars Løkke Rasmussen om sin strukturreform. Især det sidste er ikke sket. Der mangler stadig sammenhæng i behandlingen mellem praktiserende læge, sygehus og kommunen. 66 pct. af danskerne mener ikke, at de forskellige dele af sundhedsvæsenet hænger godt nok sammen, og mange oplever at blive tabt i systemet, f.eks. når de bliver udskrevet fra hospitalet, men stadig ikke er raske. Mange patienter oplever at falde mellem to eller endda flere stole i sundhedsvæsenet. Mere end hver fjerde giver samarbejdet bundkarakter, nemlig fra 0-3 på 10-punktskalaen. Det er også tankevækkende, at over halvdelen af de danske læger og sygeplejersker ikke forventer, at de vil opleve et optimalt samarbejde mellem sygehusets afdelinger, hvis de selv skulle blive indlagt. Deres forventninger til samarbejdet er dermed lavere end befolkningens.

På hospitalerne er der en høj grad af faglig stolthed og ansvarlighed inden for hver enkelt faggruppe, men der mangler en rød tråd, der binder fagligheden sammen. Patienter udspørges om de samme ting igen og igen vedrørende cpr-nr., medicin, sygdomsforløb osv. af læger og sygeplejersker. Man får planer, som indebærer fysioterapi, men planen følges ikke, og man får ikke at vide hvorfor. Der tages fortsat blodprøver, selv om man har fået at vide, at det, man skal have taget blodprøverne for, er afklaret. Hjemsendelsen sker ofte abrupt og uden fyldestgørende information om væskeindtagelse. Selv om fagligheden er stor på hospitalerne, mangler der en rød tråd, som sikrer konsistens mellem, hvad der meldes ud til patienten af forskellige afdelinger og faggrupper.

10 pct. af de tusinder og atter tusinder patienter, der hvert år udskrives efter behandling på danske sygehuse, oplever at blive genindlagt inden for 30 dage, fordi regioner, kommuner og praktiserende læger arbejder for dårligt sammen og er uenige om, hvornår patienterne er færdigbehandlede og kan udskrives. De ender derfor som svingdørspatienter og kastebolde, som ingen griber, fordi der mangler sammenhæng i indsatsen. Titusinder af skrøbelige ældre indlægges på hospitalet igen og igen på grund af væskemangel, forstoppelse, blærebetændelse og andre lidelser, som burde være håndteret på plejehjemmene eller i hjemmeplejen ude i kommunerne.

Pseudoarbejde uden gavn for patienterne

Sygehusafdelingerne er i den grad overadministrerede. Overlægerne beskriver en virkelighed, hvor der er masser af læger, sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale, der er travlt beskæftiget med opgaver uden relevans for patientbehandlingen.

På selv små afsnit med 16 senge findes der en ledelsesgruppe bestående af tre sygeplejersker og to læger. De ledende overlæger, oversygeplejersker, afdelingssygeplejersker, deres souschefer og diverse udviklingssygeplejersker ser i dag stort set ikke patienter, men er beskæftiget med at deltage i møder, gennemføre lederuddannelser (op til seks års varighed) og seminarer uden den ringeste betydning for patientbehandlingen.

Yngre læger, som vil gøre sig forhåbninger om at opnå en uddannelsesstilling til speciallæge, er i dag i en række specialer tvunget til at give sig i færd med et ph.d.-studium af tre-fire års varighed – ofte fornuftigt forlænget af et par barselsperioder. På grund af fem-seks års fravær til oftest ret ligegyldig forskning opnår de først i en meget sen alder en erfaring i behandling af patienter, der tillader selvstændig varetagelse af patientforløb i afdelingernes sengeafsnit og ambulatorier. Man kunne med fordel fjerne to tredjedele af alle ph.d.-forløb uden, at den seriøse forskning ville tage skade og som gevinst opnå en stejl læringskurve for yngre læger i behandlingen af patienter og dermed flere års speciallægetid til nytte for patientbehandlingen.

Arbejdskemaerne på sygehusafdelingerne demonstrerer fint, hvad lægerne beskæftiger sig med. Flere og flere læger har ”administrative” dage, hvor tiden går med forskning, der ofte munder ud i publikationer med begrænset videnskabelig betydning, men som tjener til afbrænding af penge fra forskningsfonde. Det kan også være planlægning af ”inspektormøder” til pseudomonitorering af uddannelsesmiljøer, uddannelsessamtaler om ”de syv lægeroller” med dertil hørende logbog, afsnitsledelse, it-optimeringsdage inkl. fortvivlede forsøg på at redde Sundhedsplatformen og deltagelse i luftige projekter og diverse administrative arbejdsgrupper.

Sygeplejefaget med sygeplejevicedirektører, ledende oversygeplejersker, afdelingssygeplejersker, afdelingssouschefer, udviklingssygeplejersker, sygeplejeforskere, kvalitetssikringssygeplejersker mv. bidrager beskedent til den daglige drift, men er ekstremt omkostningstungt. Især mange unge, dygtige og engagerede sygeplejersker plejer deres karriere ved at forsvinde fra patientarbejdet for at give sig i kast med besynderlige videreuddannelser og aldrig vender tilbage til et fornuftigt arbejde med patienter. Der er ansat en hær af sygeplejersker, der med et herligt ord betegnes »privattøjssygeplejersker«. De ses sjældent i hospitalsuniform, som er påkrævet ved patientkontakt. De varetager en række funktioner som udviklingssygeplejersker, kvalitetssikringssygeplejersker, sygeplejeforskere mv., der bidrager beskedent til den daglige drift.

Reformer uden gevinster for patienterne

Mette Frederiksens socialdemokratiske regering har relanceret den tidligere regerings plan om oprettelse af 21 sundhedsfællesskaber omkring hvert akutsygehus, dog med bevarelse af regionerne og endnu mere administration og bureaukrati, skriver fire læger i Berlingske. ”Bureaukratiet kommer til at vokse voldsomt, for nu kommer der tre ekstra udvalg omkring hver af de 21 sundhedsklynger. Udvalgene består overvejende af borgmestre og regionsrådsmedlemmer, og disse udvalg skal lave flere sundhedsaftaler, samarbejdsaftaler og principper, der kræver et kæmpe administrativt apparat bagved. Ved siden af dette administrativt tunge nye system er der jo stadig regionerne, som i hverdagen skal styre nogle af de samme ting. Så det er svært at få øje på gevinsten for patienterne. Systemet bliver lidt mere koncentreret på nogle toppolitikere og lidt mere uigennemskueligt og administrativt tungt. Det er patienterne, der taber igen, fordi midlerne fra behandling nu igen skal gå til mere administration”.

KL og regionerne har besluttet at vise handlekraft, tage sagen i egen hånd og gennemføre ”en markant effektivisering af sygehusvæsenet”. Men – sagen er den, at den ”markante effektivisering” ikke betyder, at der i sundhedsvæsenet er indført en ny patientrettet forretningsmodel, nye organisatoriske rammer, nye arbejdsrutiner eller innovation. Nej, den betyder, at flere og flere sundhedsfaglige opgaver er blevet skubbet over til kommunerne. Sagt på jævnt dansk er sundhedsvæsenet blevet ”effektiviseret” ved, at man har sendt aben videre til de kommunale plejehjem. Facit er, at nu er det plejehjemmene, der er sat under pres, da de slet ikke er gearet op til den slags opgaver.

Systemet kan ikke rationaliseres og effektiviseres grundet den overflødige og omkostningstunge ledelseslag af sygehusansatte, som efterhånden har etableret sig tungt i sygehusvæsenet. For disse læger og sygeplejersker er en flot karriere og gode lønninger ikke knyttet til patientbehandling, men derimod til varetagelse af en lang række andre funktioner, som på ingen måde bidrager til arbejdet på stuegang eller i ambulatoriet. De sidder tungt på monopolet og afviser ethvert forsøg på at konkurrenceudsætte sundhedsvæsenet for at beholde deres privilegier.

Man skal heller ikke forvente, at sygehusvæsenets faglige organisationer, Dansk Sygeplejeråd eller Lægeforeningen, kan være behjælpelige med at effektivisere sygehusvæsenet. Begge organisationer har som mantra, at der vedvarende skal tilføres flere ressourcer til sundhedsvæsenet uden skyldig hensyntagen til den samlede samfundsøkonomi. Kendetegnende for Lægeforeningen har desuden i mange år været, at en formandspost i samme forening har været et springbræt til videre karriere i den administrative verden, som man jo derfor nødig skulle have lagt sig ud med i sit hidtidige virke.

Ulighed i sundhedsvæsenet

Danmark ligger i bunden, når det gælder social ulighed på sundhedsområdet. Det danske sundhedsvæsen halter bagefter i Nordeuropa, og sundhed samt levealderen i Danmark hænger tæt sammen med længden af uddannelse og indkomst. Uligheden gennemsyrer det danske sundhedsvæsen fra vugge til grav ifølge en stor rapport fra Statens Institut for Folkesundhed. Patienter får, alt afhængigt af hvad de fejler, forskellig behandling og opmærksomhed i det danske sundhedssystem. Det skulle ellers være ens og lige for alle.

I Danmark findes der fem selvstændige hospitalsvæsener – ét i hver region. Og derudover i virkeligheden også 98 forskellige kommunale sundhedsvæsener. Det betyder, at hvis man kommer ud for en trafikulykke, får man hurtigere hjælp af ambulancen, hvis man bor på Mols, end hvis man bor på Møn. Og når man bliver udskrevet til genoptræning, er det ikke sikkert, man får samme mulighed for hjælp og genoptræning, som ens kusine i nabokommunen ville få. Det er ens postnummer, der afgør ventetiden. Nogle kommuner har under halvt så mange sygeplejersker ansat per 1.000 ældre som andre kommuner. I de 10 kommuner, hvor der er længst mellem sygeplejerskerne, er der ansat 4,4 pr. 1.000 ældre borgere over 65 år. I de 10 kommuner med flest lyder det på 10,5 sygeplejersker per 1.000 ældre. Sygeplejedækningen er tyndest i områder, hvor der bor mange ældre, og hvor der er en høj andel af mennesker med psykosociale udfordringer.

Politikerne og hospitalslederne har skabt et sundhedsvæsen, der på mange parametre opfylder ressourcestærke borgeres og patienters behov. Det betyder øget spillerum for stærke patientforeninger på bekostning af en gennemtænkt og retfærdig fordeling af ressourcerne. De mindre ressourcestærke borgere lades alt for ofte i stikken. Der er patientgrupper, som der ikke er nogen særlig indsats overfor, og der er mange oversete lidelser i sundhedsvæsenet. Der er en uretfærdig og skjult prioritering. Når én patienttype prioriteres af politikerne og får flere penge, så må andre patienter samle regningen op, da ressourcerne jo er begrænsede.

Undersøgelser viser, at der er store forskelle på kvaliteten af kræftudredning blandt patienter, der ikke er henvist til en kræftpakke, alt efter hvor de bor i landet. Har lægen mistanke om, at patienten har kræft, men symptomerne er ikke tydelige nok til, at patienten kan blive henvist til en kræftpakke, så er det ikke lige meget, hvor i landet patienten bor. På landsplan er det blot 60 pct. af lungekræftpatienterne, som bliver opereret rettidigt i forhold til anbefalingerne i pakkeforløbet for lungekræft. Der er også stor forskel fra region til region på, hvor stærkt det går. I Region Syddanmark bliver helt op til 88 pct. af patienterne behandlet inden for tidsfristerne, mens det blot er 49 pct. i Region Nordjylland og 38 pct. i Region Sjælland. Det er urimeligt, at ens mulighed for komme i behandling afhænger af, om man bor i Randers eller Rødby.

Ifølge en analyse fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) bor 1,8 mio. danskere, svarende til 30 pct. af Danmarks befolkning, i lægedækningstruede områder. Et lægedækningstruet område betyder, at der er problemer med at sikre praktiserende speciallæger til alle borgere. Det er faktisk sådan, at cirka 126.000 danskere i 2021 stod uden egen læge. Det skaber længere ventelister, der rammer skævt og skaber mere ulighed i sundhed. Det bliver nemlig de mest syge og dem uden sundhedsforsikring, der må vente længst.

Personalemangel presser sygehuse

År efter år skriver medierne om personalemangel i sygehusvæsenet. Beretningerne om mangel på sygeplejersker, jordemødre, social- og sundheds- assistenter og -hjælpere, og flere steder også speciallæger, ruller ind uge for uge. Patienter må se deres planlagte operationer aflyst med det resultat, at behandlingen af borgerne bliver dårligere og dårligere. I 2019 har 60 pct. af de 1.823 overlæger, der har deltaget i en undersøgelse, svaret, at de jævnligt er nødt til at aflyse planlagte operationer, behandlinger og konsultationer, fordi der mangler personale. Af dem fortalte næsten halvdelen, at det sker hver uge.

Kostbart udstyr som scannerne, strålekanoner og andet avanceret apparatur, som ikke mindst er indkøbt til at styrke kræftbehandlingen, står ubrugte hen på sygehusene i store dele af døgnet – selv om der er patienter, der står i kø og har behov for at blive undersøgt og behandlet. Årsagen er bl.a., at der mangler specialister til at benytte apparaturet, og at kapaciteten generelt udnyttes for dårligt. Desuden er der store forskelle mellem kræftafdelingerne på, hvor mange timer apparaturet er i brug, og hvor mange patienter de er i stand til at tage sig af.

Rekordmange alvorligt hjertepatienter får aflyst og udsat store livreddende operationer, fordi der er problemer med kapaciteten på landets største hjertecenter på Rigshospitalet. I nogle måneder er det helt op til mellem hver tredje og hver fjerde operation, der aflyses, og i 2017 var der i alt 308 patienter, som med kort varsel oplevede at få aflyst og udskudt store bypassoperationer, hvilket svarer til ca. 15 pct. af det samlede antal operationer på hjertecentret. Syge med hjertesvigt suser ind og ud af hospitalerne i hovedstadsområdet og sendes frem og tilbage mellem eget hjem og forskellige afdelinger, selv om det skaber utryghed og usikkerhed hos alvorligt syge patienter. Antallet af patienter med hjertesvigt, der må genindlægges akut, stiger derfor 30 dage efter at de er blevet udskrevet.

Bispebjerg Hospital mangler 18 ud af 39 anæstesisygeplejersker. På Roskilde Hospitals fødeafdeling er 60 pct. af speciallægestillingerne ubesatte, mens det samme gælder 40 pct. af jordemoderstillingerne. På Rigshospitalet står 25 operationslejer tomme, og 118 sengepladser er lukkede. Det nye supersygehus i Gødstrup, der blev indviet i 2022, har allerede lukket hver 10. seng på grund af personalemangel, ligesom man netop har lukket akutklinikken i Lemvig og reduceret åbningstiden for akutklinikken i Holstebro. Og sådan kunne man blive ved.

I 2021 blev 43 pct. af alle opslåede sygeplejerskestillinger ikke besat, og næsten hver anden sygeplejerskestilling står nu ubesat eller er besat af anden faglighed. Mens 4.996 i 2019 søgte ind på uddannelsen til sygeplejerske, var det i 2022 blot 3.342. Som om det ikke er nok, resulterede den politiske målsætning fra 2020 om 1.000 ekstra sygeplejersker på sygehusene i 2021 i blot 211 flere sygeplejersker ved udgangen af 2021. Det stort anlagte løfte om 1.000 sygeplejersker har lidt en krank skæbne.

De elendige forhold i sygehusvæsenet betyder, at sygeplejersker i tusindvis forlader faget og dropper job på sygehusene, der står tilbage med mange ubesatte stillinger og tvinges til at lukke senge ned og parkere stadig flere patienter på ventelister. Over 5.000 sygeplejersker (svarende til 11 pct. af de beskæftigede sygeplejersker) bestrider i dag job uden for faget, og flugten væk fra sundhedsvæsenet har taget yderligere fart på det seneste efter den forgæves strejke hen over sommeren 2021. I øjeblikket forlader mange sygeplejersker deres job i Danmark og rejser op til sygehuse i Norge, hvor de får betalt fly, høj løn og gratis logi. Manglen på nøglemedarbejdere tvinger nu et af landets største hospitaler til at betale læger for at udføre opgaver, der normalt ligger hos sygeplejersker – til en tårnhøj overtidsbetaling.

Personalemanglen i sundhedsvæsenet er de seneste få år voldsomt intensiveret. Det er en destruktiv spiral, der er i gang. De, der er tilbage i sundhedsvæsenet, skal bære en stadig større byrde for at dække hullerne. Ikke bare i form af overarbejde og øget travlhed, men også ved opgaveglidning mellem faggrupper og et presset arbejdsmiljø, der lider uden faste kolleger. Mens der er en udpræget mangel på såkaldte ”varme hænder”, viser en opgørelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, at antallet af ”kolde hænder” – det administrative personale i sundhedsvæsenet – er vokset med 29 pct., fra 6.832 fuldtidsbeskæftigede i 2007 til 8.784 fuldtidsbeskæftigede i 2017. Det er især antallet af akademikere og chefer, der er steget i perioden. Antallet af administrative akademikere er i regionerne vokset med hele 137 pct. siden 2007, mens antallet af chefer er vokset med 33 pct.

En del af forklaringen på den udbredte personalemangel findes i de overenskomster, som Lægeforeningen har sikret deres medlemmer. De danske offentligt ansatte hospitalslæger har en arbejdsuge på 37 timer, hvor man i de øvrige EU-lande maksimalt arbejder 48 timer. Timer som i mange tilfælde overskrides. Hospitalslæger i Danmark har opnået favorable afspadseringsregler for vagttjenester og især søndage og helligdagsvagter. Ledelsen af de enkelte afdelinger kæmper med planlægning af vagter, dækning af ikke planlagt fravær, hvor overenskomster også spænder ben med strikse restriktioner for, hvor ofte vagten må holdes, overholdelse af hviletiden osv. Ydermere kommer der krav fra yngre læger om muligheden at kunne gennemføre deres speciale på deltid. Der findes ikke en overenskomst i andre EU-lande, der er så gavnlig for offentligt ansatte læger som den danske.

Ventetider for syge vokser kraftigt

De lange ventetider til operationer har igennem årene været en konstant plage. I 2022 begyndte ventetiderne i sundhedsvæsenet igen at buldre i vejret. Den gennemsnitlige ventetid for patienter, som har modtaget behandling inden for somatikken – det vil sige for fysiske sygdomme – er vokset til aktuelt 44 dage, et kraftigt hop siden starten af 2020, hvor tallet lå nede på 31 dage. Det er dog kun gennemsnitstal, og der er således patienter, som har måttet vente endog meget længe på deres behandling. Man skal her være klar over, at det ofte handler om patienter, som har stærke smerter. Når de skal vente, går det ud over deres helbred og livskvalitet, ligesom de mister deres funktionsniveau.

Det er i mange år gået hurtigere med at få patienter ind på operationsstuen, men i 2018 er ventetiden begyndt at stige. Mens ventetiden på en sygehusoperation var i 2007 på 60 dage, var den i 2017 faldet til 42 dage. Men i 2018 måtte patienterne vente 43 dage, og dermed er ventetiden steget for første gang i flere år. I fjerde kvartal af 2018 steg ventetiden fra 40 til 45 dage. Der er i øvrigt abnorme forskelle fra region til region på ventetider til en stribe operationer. I mange tilfælde kan forskellen være op til 100 eller 200 dage – og nogle gange endnu større.

I Region Midtjylland er hundredvis af patienter blevet behandlet for sent på grund af lange ventetider og mangel på kapacitet. Konsekvensen har været, at det har været nødvendigt at gennemføre et uforholdsmæssigt stort antal amputationer af patienters ben ved hofte, lår, knæ eller underben. Skønnet er, at op mod 50 patienter i Region Midtjylland om året kan have fået amputationer, som kunne være undgået, hvis de i tide havde fået en forebyggende operation.

Sygehusene er nedsparede og samspilsramte

De danske sygehuse er nedsparede, overadministrerede og samspilsramte. Hver gang nogen kigger sygehusdriften efter i sømmene, så åbenbares et grimt billede af inkompetent driftsledelse, hvor kapitalapparat og personale slet ikke udnyttes optimalt. Patienter på flere af hovedstadens store hospitaler behandles i bygninger, der nærmest er ved at falde fra hinanden og er i så ringe tilstand, at det går ud over behandlingen og påvirker patientsikkerheden. På to af regionens flagskibe, Rigshospitalet og Herlev Hospital, er bygninger og anlæg så nedslidte, at der jævnligt opstår nedbrud og driftsstop i f.eks. elevatorer, som er helt centrale for driften af hospitalerne, samt svigt i systemer, der bl.a. forsyner patienterne med ilt. Ventilationsanlæggene er nedslidte og giver et dårligt indeklima for patienter og personale. Ligeledes kæmper hospitalerne med utætte og stoppede afløb, stort vandspild, dryppende haner, gamle toiletter og i det hele taget ”udtjent sanitet”, som giver store hygiejneproblemer og ”fare for smittespredning” samt gør det svært at gøre ordentligt rent.

Utætte vinduer, gamle skannere og fire mand på samme stue med toilet på gangen i stedet for flotte enestuer. Forskellen på de nye supersygehuse og de 80 pct. landets gamle, udtjente hospitaler er til at få øje på. 80 pct. af de danske sygehusbygninger har ikke fået ekstra midler som de nye kvalitetssygehusbyggerier. En stor del af dem er over 50 år gamle, har ikke været holdt meget ved lige og forfalder. Hospitalerne i hovedstadsområdet har også problemer med vandrør, der springer og giver risiko for skimmelsvamp.

IT-systemerne virker ikke

Digitaliseringen på danske sygehuse er på alles læber og alle taler den op, men virkeligheden er, at talrige og halvdårlige IT-systemer i sundhedsvæsenet ikke taler sammen og forvirrer personalet i stedet for at lette dets arbejdsgange. Sundhedsvæsenet mangler et samlet brugervenligt it-system for hospitalssektoren i hele landet således, at man kunne afskaffe den meget kritiserede amerikanske Sundhedsplatform (SP), som har reduceret produktiviteten og øget ventelisterne på hospitalsafdelingerne betydeligt i Region Sjælland og Hovedstadsregionen.

Med indførelsen af SP i 2016 demonstrerede regionerne klart, hvor galt det går, når magt og indsigt ikke følges ad. SP er et amerikansk it-system, som har vist sig helt fejlplaceret og inkompatibelt med dansk virkelighed. I bogen ”Destruktiv digitalisering” beskrives hele forløbet for denne fejlinvestering præget af ønsketænkning, gætværk, fejlvurderinger og en helt urealistisk businesscase. Der var hverken lydhørhed eller velvilje til at erkende, at SP var en katastrofe både for de ansatte, men også for patientkontaktens kvalitet, behandlingssikkerheden og for undervisning, rekruttering og indberetninger til de nationale databaser og til registerforskningen.

Politikerne og IT-branchen fremkommer med en masse fantasifulde visioner om, at telemedicin, kunstig intelligens, personlig medicin og brug af big data snart vil være hverdagen. Håbet er at kunne frigøre hænder, spare tid og sikre langt bedre behandlinger for den enkelte. Men lægerne har ikke lært, hvordan de skal bruge big data og kunstig intelligens. De er ikke trænet i, hvordan man giver svære beskeder over telefonen, eller hvordan man diagnosticerer hudsygdomme og vurderer sårstatus over FaceTime. De ved ikke, hvordan de kan vurdere brugbarheden af de forskellige apps, wearables og dataprogrammer. Politikere og fagfolk har store forventninger til, at nye teknologiske landvindinger skal løse udfordringerne, men uden at man endnu har udviklet de konkrete nødvendige teknikker og ikke kender hverken tidshorisonterne eller økonomisk omfang. Det varer derfor længe, før visionerne bliver til virkelighed.

Behandlingsgarantien uden garanti

Under behandlingsgarantien har alle ret til behandling inden for 30 dage. I praksis betyder det, at patienter med milde skavanker ofte prioriteres foran patienter med svære, betydende lidelser. Ikke fordi de har mere brug for det. Men fordi de har ret til det. I sundhedsvæsenet behandles patienterne nemlig ikke ud fra en lægelig prioritering af, hvor der er mest gavn for patienterne, men efter hvem der har mest ret på papiret.

Under behandlingsgarantien har alle patienter i Danmark ret til hurtig behandling enten på et offentligt eller privat hospital, hvis ventetiden er for lang på et offentligt sygehus. Det offentlige fratager imidlertid patienter deres behandlingsret, idet det offentlige sygehusvæsen af politiske årsager ikke vil indgå de nødvendige samarbejdsaftaler, så patienterne kan henvises til privathospital med henblik på rettidig behandling.

Det skal her fremhæves, at rettidig behandling ikke er ensbetydende med helbredende behandling. Ifølge Lægevidenskabelige Selskaber og Danske Patienter bruger sundhedsvæsenet formuer på medicin og behandlinger, der ikke virker eller ligefrem skader patienterne. Der tilbydes i dag langt flere behandlinger end tidligere. Det lyder jo godt, men det er faktisk her, at sundhedsvæsenet har udviklet sig i en uhensigtsmæssig retning. Sundhedsvæsenet tilbyder nemlig alt for meget, uden at vide om det er til gavn for patient og samfund. Man giver for meget medicin til patienterne uden at have sikkerhed for, at medicinen virker. Man udreder alt for ofte patienterne med blodprøver, CT- og MR-scanninger, kikkertundersøgelser og EKG uden at have sikkerhed for, at undersøgelserne gør gavn. Man opererer alt for ofte patienter, uden at man med sikkerhed ved, om operationerne er gavnlige. Man har alt for længe gjort for meget uden at have videnskabens ord i ryggen. Og det på trods af, at overflødig udredning og behandling i den grad kan skade patienterne. Undersøgelser viser, at op mod 90 pct. af de behandlingstilbud, man har i sundhedsvæsenet, er uden klar dokumentation for gavn. Og det skønnes, at omkring 20 pct. af det, man gør, er overflødigt eller direkte skadeligt.

Uværdig behandling af syge mennesker

Der er noget helt galt i sundhedsvæsnet, og det handler ikke blot om økonomi og ressourceudnyttelse, men kultur. ”Den forråelse, jeg møder blandt de ansatte, kan ikke kureres med penge”, skrev en tidligere sygeplejestuderende i Berlingske med henvisning til en episode på Sjællands Universitetshospital. ”En lægesekretær står i døråbningen, og en sygeplejerske sidder ved en computer, da en anden kommer ind på kontoret og udbryder: ’Hold kæft, ham Mogens på stue 52 er godt nok klam. Nu er det tredje gang, han skider i bukserne. Da der var stuegang, og jeg gik forbi sammen med lægen, lå han og pressede mere lort ud’. Hun laver en grimasse, der får hendes kolleger til at grine højt”.

Selvom økonomi selvfølgelig er en medvirkende årsag til et nedslidt system, forklarer den ikke den menneskelige forråelse. Den forklarer ikke manglen på dannelse, fraværet af respekt og ligeværd i mødet med patienter. Det danske sygehusvæsen er et råddent system med en rådden kultur og respektløs opførsel. En stor del af sygeplejeuddannelsen foregår i praktik, og de studerende opflaskes med den rådne kultur. Det skaber grobund for, at kulturen både opretholdes og videregives.

Problemerne i psykiatrien er mange, og de er kendte: Behandlingsudbuddet kan ikke følge med efterspørgslen, der mangler sengepladser, syge patienter bliver udskrevet og genindlagt, og indsatserne hænger ikke sammen. Psykiske lidelser tegner sig for 25 pct. af den samlede sygdomsbyrde i Danmark med massive samfundsmæssige omkostninger til følge – ikke mindst i form af produktionstab. I takt med nedlæggelsen af de store psykiatriske hospitaler fra midten af sidste århundrede skete der en ”udskrivelse til lokalsamfundet”. Samtidig forværres både behandling og omsorg løbende, fordi adskillige tusinde sengepladser er nedlagt. Patienterne tilbydes bo-institutioner, som stadig forringes, egne boliger med for lidt støtte og stor ensomhed, eller de er helt faldet ud og hutler sig igennem som hjemløse på herberger, forsorgshjem eller for nogles vedkommende ligefrem på gaden. De har ofte et misbrug, høj selvmordshyppighed og en livslængde, som er 20 år kortere end andre. Nogle omtales i pressen på grund af voldelig kriminalitet, som ofte går ud over deres familie, naboer eller offentlige omsorgspersoner.

Halvdelen af arbejdstiden på landets psykiatriske akutmodtagelser bliver brugt på patienter med misbrugsproblemer. Selv om psykiske sygdomme og misbrug bør behandles samtidigt, bliver den patient, der udskrives, kastebold mellem to systemer: misbrugsbehandling i kommunen og psykiatrisk behandling i regionen. Man har i årevis forsøgt at få de to systemer til at spille sammen, men uden resultat. I sidste ende går det ud over patienterne.

Uværdig overbelægning på danske sygehuse er en anden gammel traver. Udbredt overbelægning fortsætter med at plage patienter og personale trods klare politiske løfter. Ældre, skrøbelige patienter samt syge børn og kvinder er i store tal henvist til at ligge på gangene, på propfyldte stuer eller i skyllerum, hvor de behandles og passes af fortravlede medarbejdere, som har svært ved at nå alle deres opgaver og risikerer at begå fatale fejl.

Ældre, der er færdige med deres behandling, parkeres i en sygehusseng. Det er ikke alene et problem for de patienter, som ligger og venter på at komme hjem eller få anvist plejehjemsplads, men også for sygehusene, der har brug for sengene på de medicinske afdelinger. Ifølge de seneste opgørelser tilbringer flere tusinde patienter årligt tilsammen omkring 40.000 dage på hospitalerne, efter at de faktisk er blevet færdigbehandlet og erklæret raske. Det svarer til, at der hver eneste dag året rundt er 110 senge, der fyldt op med patienter, som ikke burde være der. Myndighederne er i 2017 begyndt at fifle med belægningstal. I deres målinger ændrer de på definitionen på overbelægning for at få problemerne til at fremstå mindre alvorlige.

Patienter nægtes ny medicin

Danmark har fået et medicinsk prioriteringsråd, Medicinrådet, som kan nægte patienter ny medicin, der skønnes at være for dyrt i forhold til effekten. Formålet er at få dæmpet de hastigt voksende medicinudgifter, som presser økonomien i sundhedsvæsenet og har tvunget regionerne ud i flere sparerunder. Rådets fokus på økonomien overskygger ofte fagligheden og har i nogle tilfælde betydet, at nogle patienter ikke har fået adgang til en ny medicin, som ville have gavnet dem. I 2018 traf Patienterstatningen en afgørelse, der slår fast, at man kan sige nej til medicinsk behandling af dødstruede patienter, der lider af en sygdom, som er dyr at behandle. Det er stik imod velfærdssamfundets vision om, at der ikke kan sættes en maksimumpris på danskernes sundhed.

Kvinder med HER 2-positiv metastatisk brystkræft, en særlig aggressiv form, hvor sygdommen spreder sig til andre organer, og som har en høj dødelighed, bruger formuer på medicin, som det offentlige ikke tilbyder. Der er kommet en lovende behandling med et nyt præparat, Enhertu, som i undersøgelser har vist sig at kunne give patienterne et længere liv end ved andre behandlinger. Præparatet er godkendt af de europæiske lægemiddelmyndigheder og er taget i brug i en række lande. Men herhjemme har Medicinrådet afvist at anbefale det som standardbehandling, og derfor bliver det ikke tilbudt til kræftpatienter på de offentlige sygehuse i Danmark. I stedet henvender kvinder med metastatisk brystkræft sig til et privathospital i Aarhus, som tilbyder behandlingen, der skal gives hver tredje uge over en længere periode – til en pris af 60.000-70.000 kroner pr. gang.

Samtidig med, at patienter nægtes ny medicin, spildes der enorme mængder af eksisterende medicin for milliarder af kroner. Der er et massivt mørketal på dette område, idet man i Danmark mangler et samlet overblik over, hvad medicinspild koster, og hvad vi i stedet kunne få for pengene.

Patienter rammes af alvorlige lægefejl

Tusindvis af danske patienter rammes af så alvorlige fejl og utilsigtede hændelser under deres behandling i sundhedsvæsenet, at de får skader, som ender med at koste dem livet. Af de mellem 50.000 og 60.000 mennesker, der dør i Danmark om året, dør ca. 1.200-3.000 af skader under deres indlæggelse. Mange læger og andre sundhedspersoner bliver hvert år meldt til politiet af Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi de mistænkes for bl.a. grov forsømmelighed, blufærdighedskrænkelse og brud på tavshedspligten. Årligt indrapporteres 180.000 lægefejl som utilsigtede hændelser. Der blev i 2021 år rapporteret mere end 11 pct. flere fejl i sundhedsvæsnet sammenlignet med året før, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse. ”I alt blev der rapporteret 326.416 såkaldt utilsigtede hændelser i 2021. Året før lød tallet på 293.113 hændelser. Cirka 60 pct. af hændelserne omhandler medicinfejl. Det kan for eksempel være, at en patient ikke får sin medicin, eller at doseringen er forkert”.

Flere hundrede efterladte har de senere år fået tilkendt store erstatninger, fordi deres ægtefæller, forældre eller andre nære slægtninge er døde efter fejl og utilsigtede hændelser i forbindelse med behandling i det danske sundhedsvæsen. I alt tilkendte man i 2017 750 mio. kr. i erstatning. Heraf 691 mio. kr. for behandlingsskader og 56 mio. kr. for lægemiddelskader. Flere efterladte kunne få en økonomisk kompensation på op til flere millioner kroner for deres tab, hvis de var klar over, at det er muligt at få erstatning. Samtidig snydes hundredvis af fejlbehandlede patienter for den erstatning, som de ellers har krav på, fordi personalet har for travlt til at hjælpe dem med at få anmeldt sagerne eller er blevet bange for at blive mødt med sanktioner på grund af fejlen.

Frit valg uden valgmuligheder

Selv om der i det danske sundhedsvæsen teoretisk er frit valg, er valgmulighederne begrænsede. Problemet med det frie valg i Danmark er, at kommunerne og regionerne har en særstilling på sundhedsområdet, som gør, at de reelt holder private aktører ude af markedet – også selv om de private aktører er bedre og billigere. Eftersom regionerne både bestiller behandlinger og driver sygehuse, der foretager behandlingerne, har de en dobbeltinteresse i at “købe ind” hos sig selv i stedet for at gøre brug af privathospitaler. Og det gør de stort set altid. Dette forklarer, hvorfor privathospitalernes markedsandel stadig udgør blot 1,25 pct. af markedet. På sundhedsområdet kan danske privathospitaler ifølge Cepos udføre standardiserede behandlinger til omtrent halvdelen af, hvad omkostningerne er i det offentlige. Alligevel lader regionerne privathospitalerne udføre kun 1,25 pct. af alle behandlinger.

Der har historisk både i den politiske verden og i medarbejderorganisationer været en betydelig skepsis over for privathospitaler, der har været anklaget for at score kassen på at udføre ”lette” indgreb, mens de offentlige sygehuse kæmper med at håndtere de svære og komplekse forløb med kronisk syge og ældre medicinske patienter. I 00’erne var der indædte politiske slagsmål, hvor daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen blev hårdt kritiseret for at overbetale private hospitaler og for at holde ”gyldne haner” åbne alt for længe for overførsel af alt for store beløb fra de offentlige kasser til den private sektor. Senest har der været megen debat om nøglemedarbejdere på offentlige sygehuse, ikke mindst intensivsygeplejersker, der er begyndt at forlade jobbet i store tal til fordel for bedre arbejdsforhold og lønninger på privathospitalerne. Man glemmer, at privathospitalerne udgør en buffer og giver en fleksibilitet, som er en kæmpe gevinst for patienterne og sundhedsvæsenet, og som man kan trække på, når der er krise. Skulle det offentlige selv etablere denne kapacitet, vil det blive dyrere.

Det er således i teorien, at der er frit valg i Danmark. Reelt frit valg kræver nemlig tre grundlæggende betingelser. Dels at der er noget at vælge imellem, hvilket kræver fair vilkår for private udbydere. Dels at borgerne kender til valgmulighederne, og dels at man økonomisk har mulighed for at vælge en anden sundhedsløsning end den offentlige. Disse tre betingelser opfyldes meget sjældent. Og i alle de tilfælde, hvor danskerne selv skal betale for at vælge det, som de synes er bedst, har de grundlæggende det store problem, at de skal betale to gange. Både for den offentlige løsning, som tilbydes for deres egne skattekroner, og den private, som de rent faktisk bruger. Det betyder en uretfærdig ulighed, da ikke alle har råd til at betale dobbelt.

Private sundhedsforsikringer

At der er et behov for en privat sygehussektor, tydeliggøres bedst ved det forhold, at næsten 50 pct. af alle danskere, primært de velstillede danskere på A-holdet, nu har en privat sundhedsforsikring. Formålet er at få hjælp fra private læger, fysioterapeuter, kiropraktorer, psykologer, hjemmehjælpere og andre faggrupper, når helbredet begynder at svigte, springe ventelisterne over eller sikre sig en behandlingsmæssig fordel på anden vis. I perioden 2013-2017 er antallet af private sundhedsforsikringer steget med 23 pct. 2,3 mio. danskere kan nu komme uden om køen til det offentlige og blive behandlet på et privathospital eller en privatklinik med en forsikringspolice i hånden, fordi det offentlige sundhedssystem ikke leverer varen.

Den sociale slagside i det planøkonomiske danske sundhedssystem bliver mere og mere udpræget. Bag velfærdsstatens facade deles befolkningen mere og mere op i et A- og B-hold. A-holdet er de heldige borgere, der har et fast vellønnet arbejde og råd til sundhedsydelser i luksusklasse. B-holdet er de lavtlønnede 50 pct. af befolkningen med usikker tilknytning til arbejdsmarkedet samt personer, der er varigt ude af arbejdsmarkedet. De må nøjes med et skrabet sygehusvæsen og discount-sundhedsydelser for de fattige.