Danmarkspremiere: Ny actionpark i Københavns

Lørdag den 6. oktober åbner australske BOUNCE sin første danske trampolin- og parkourpark i shoppingcentret Field’s. Kæden har mere end 28 arenaer på verdensplan og afholder over 30.000 børnefødselsdage om året.

Som den første af sin slags i Danmark, åbner BOUNCE nu en gigantisk actionpark i storcentret Field’s. BOUNCE, der oplever stor interesse for premierebilletterne, har mere end 60 sammenkoblede trampoliner, Skandinaviens vildeste forhindringsbane og wallrunning og parkourfaciliteter, der skal få pulsen op og sommerfugle i maven hos både børn, unge og voksne.

– Vi tror meget på det danske marked. Placeringen er valgt, da vi mener, at Field’s er Danmarks bedste shoppingcenter. Det er let at komme til og fra centret, og der er mennesker i bevægelse hele dagen. Vi tror desuden, at danskerne er nysgerrige og åbne for nye aktiviteter og muligheder for motion, siger Daniel Dersén, der er direktør i BOUNCE Scandinavia.

BOUNCE er fyldt med trampoliner, der med de polstrede kantpuder gør adrenalinjagt og actionsport tilgængeligt for et bredt publikum. Blandt kædens mest populære aktiviteter er høvdingebold, trampolin tumble tracks og airbags. Den ny park i København byder også på BOUNCEs ‘super tramps’ – en kæmpe trampolin, som giver ekstra højde og følelsen af at svæve.

Inspiration fra Ninja Warrior

Blandt trumfkortene hos BOUNCE i Field’s er den såkaldte X-Park, der er en forhindringsbane inspireret af tv-programmet Ninja Warrior, hvor trimmede atleter dyster om at klare vilde forhindringer på den hurtigste tid. Derudover har parken også et stort Freerun-område til parkourentusiaster og andre, som vil teste wallrunning, forfine deres teknik eller lave vilde stunts.

LÆS OGSÅ:  Udlændinge franarrede kontanter fra frisør

– København har mange parkourentusiaster, så vi tror på, der bliver stor interesse for vores aktiviteter. Samtidig er træning på trampolin en af de allerbedste træningsformer. Det er low-impact-træning, der er skånsom mod kroppen og beviseligt forbedrer både knogler, muskler og kondition. 10 minutter på trampolinen modsvarer 30 minutters løb, siger Daniel Dersén.

BOUNCE stammer fra Melbourne i Australien og har siden 2012 taget verden med storm. Der eksisterer i dag mere end 28 BOUNCE-parker på verdensplan, og kæden afholder cirka 30.000 børnefødselsdage om året. Der ligger i forvejen tre parker i Skandinavien i henholdsvis Stockholm, Gøteborg og Malmø. I Stockholm havde BOUNCE det første år over 400.000 besøgende på tværs af aldersgrupper. Det samme forventer Daniel Dersén at se i København.

– Vi er overbeviste om, at vores succes skyldes, at både børn, unge og voksne får lyst til at smide hæmningerne, være aktive og have det sjovt sammen, når de besøger os. Folk kan rigtig godt lide muligheden for at få et adrenalinkick som i flere actionprægede sportsgrene, uden det nødvendigvis inkluderer det hårde konkurrenceelement, mener Daniel Dersén.

Rammer målet rent

Actionparken er placeret på Plan 2 i Field’s ved siden af centrets store restaurantområde. Center Manager Thomas Thomsen er begejstret for, at BOUNCE åbner sin første danske park i Field’s.

– Field’s skal tilbyde mere end shopping – vi skal være en oplevelsesdestination af høj klasse. Med en actionpark som BOUNCE, ni topmoderne biografsale, adskillige restauranter, et indendørs skydiving center på vej og vores mange internationale brands differentierer vi os tydeligt blandt vores konkurrenter, siger Thomas Thomsen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)