Siden Danmarks indtræden i EF i 1973 har danskerne haft ry som tøvende og modstræbende europæere – og Danmark som et lunkent og fodslæbende EU-land. Den dag er det derfor sådan, at når man spørger diplomater i alle EU-lande, hvilke andre EU-lande deres land foretrækker at samarbejde med, er der ingen, der nævner Danmark som det land, de ville henvende sig til, hvis de søgte opbakning til en sag.
Et stort flertal af danskerne støtter EU-samarbejdet. Men når EU vil udvide det og fylde mere på, så deles danskerne pr. tradition i to næsten lige store lejre. De er på samme tid varme EU-tilhængere og skeptiske over for suverænitetsafgivelse.
Danmark er på grund af sine permanente EU-forbehold ikke med i kernen af Europa, hvor de store linjer tegnes. Danmark fik i 1993 fire EU-forbehold, men forsvarsforbeholdet blev afskaffet ved en folkeafstemning i 2022. De resterende forbehold betyder, at Danmark står uden for det europæiske samarbejde om euroen og dele af EU’s retspolitik. De danske forbehold sætter Danmark uden for indflydelse i en lang række spørgsmål om EU’s fremtid. Og når der i EU skal dannes alliancer, ser de øvrige EU-medlemmer bort fra Danmark.
Selv om Danmark ikke længere er EU-skeptisk, allokerer landet meget begrænsede ressourcer til at varetage sine diplomatiske relationer i EU. Målt på antallet af udsendte diplomater til Bruxelles, er det kun Luxembourg og Malta, der er mindre repræsenteret end Danmark.
Det er kun lidt over tre år siden, at Danmark var en af hovedaktørerne i den såkaldte ”sparebande” sammen med Sverige, Holland og Østrig, som indædt forsøgte at forhindre, at EU’s milliardstore budget skulle øges for at finansiere dolce vita i de sydeuropæiske EU-lande.
Men nu har tonen i den grad ændret sig. I oktober 2023 blev EU-landenes stats- og regeringschefer enige om at finde ekstra 50 mia. euro, godt 373 mia. kr., som skulle øremærkes til Ukraine. Det bakkede SVM-regeringen fuldt og helt op om.
EU fylder i dag meget mere end tidligere. Det er derfor et paradoks, at danskerne er mere tilfredse med EU end nogensinde før. Forrige søndag priste Ludvig Goldschmidt fra Enhedslisten i et læserbrev i Berlingske de nye regler om øremærket barsel til mænd og sluttede sin hyldest til orlovsreglerne af med ordene: ”Vi skal være glade for, at vi har et EU, der nogle gange kan hjælpe os på vej, når det danske folketing ikke selv er progressivt nok”. Ja, det er nye tider. Indtil for to år siden gik Enhedslisten officielt ind for en dansk udmeldelse af EU. I Folketinget er det kun DF i dag, der er modstandere af EU.
Når danskerne i dag er megaglade for EU, skyldes det ikke politisk klogskab. Valgforsker og professor ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen mener, at danske vælgere har det med at reagere infantilt – følelsesmæssigt og spontant. ”Da danskernes opbakning til EU steg omkring Brexit, var det kun en nervøs reaktion på det kaos, som Brexit havde udløst. Danske vælgere er nemlig ikke politisk indsigtsfulde. De reagerer spontant på udefrakommende begivenheder. F.eks. steg opbakningen til NATO voldsomt umiddelbart efter Putins invasion af Ukraine”, sagde Kasper Møller Hansen til Berlingske.
Mens danskerne er megaglade for deres union, er situationen anderledes i resten af EU. Her mener befolkningerne, at udviklingen i EU går i en forkert retning. Nationalkonservative partier vinder derfor frem, og ved valget til EU-Parlamentet forventes der en markant højredrejning i mange lande.
I alle europæiske parlamenter bliver højrefløjen styrket. I Belgien, Frankrig, Holland, Italien, Polen, Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn og Østrig står højrefløjen til at blive størst, mens højrefløjspartier bliver næst- eller tredjestørst i Bulgarien, Estland, Finland, Letland, Portugal, Rumænien, Spanien, Sverige og Tyskland. Det er virkelig markant, og de to højrefløjsgrupper i EU-Parlamentet, ID og ECR, står til en gigantisk fremgang.
Det er altså kun danskerne, der er megaglade for EU. Men bundlinjen er, at i det store politiske billede er småstaten Danmark med sine 6 mio. EU-glade indbyggere et marginalt land. På europæisk plan er danskernes store glæde for EU derfor irrelevant og uden praktisk betydning.
André Rossmann