Site icon 24NYT

Dansk Folkeparti i København: Bedre hjælp til børn i sorg gik igennem

Debatindlæg af Finn Rudaizky, medlem af Borgerrepræsentationen for DF og Cecilie Winther Kristensen, 1. suppleant til Borgerrepræsentationen for DF og Folketingskandidat for DF i Københavns Omegns Storkreds.

Der er ca. 200 børn og unge fra København som står på en venteliste til at få et behandlingstilbud fra foreningen Børn, Unge og Sorg som yder professionel hjælp og støtte til børn og unge der har mistet en nærtstående. Der er dermed op til et års ventetid, før barnet eller den unge kan komme i behandling.

Det er alt for lang tid for den enkelte at vente midt i en livskrise. Derfor er vi i Dansk Folkeparti meget glade for at Børn, Unge og Sorg har fået fordoblet deres tilskud i 2023. Det vil finansiere ansættelse af to fuldtidspsykologer hos Børn, Unge og Sorg, og så vil ventelisten være væk.

Børn, Unge & Sorg yder en professionel hjælp til børn og unge, hvis forældre eller søskende er alvorligt syge eller døde. Det er smertefuldt når en man elsker bliver alvorligt syg eller dør. De pårørende og efterladte kan få en oplevelse af, at livet går i stykker. Med Børn, Unge og Sorg kan man nå at forebygge, at sorgen udvikler sig på en måde, så det ender i alvorlig mistrivsel og den sorgramte får problemer med at fungere i hverdagen og passe skole, job og sociale relationer.

Det Nationale Sorgcenter arbejder for at sorg ikke skal ødelægge livet – både gennem forebyggelse og behandling.

Exit mobile version