Dansk Folkeparti vil have standset tilskud til Ungdomshuset på Dortheavej i København, efter at Ungdomshuset officielt, i går aftes, inviterede til fejring af Ritt Bjerregaards død. Under parolen “Så er vi kvit, Ritt” blev der inviteret til baraften mellem klokken 19.00 -01.00. Selve invitationen var med dødningehoveder.
Dansk Folkeparti’s medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Finn Rudaizky, vil have standset københavnske skatteborgeres tilskud til Ungdomshuset på Dortheavej. “Ungdomshusets fejring af Ritt Bjerregaards død er så usmagelig, at vi ikke kan give penge og tilskud til den slags ulækre fester”, siger Finn Rudaizky.
“Det strider jo også fundamentalt mod Københavns Kommunes værdigrundlag om respekt, tolerance og værdighed. DF så helst, at man med omgående varsel smækkede kassen i og smed Ungdomshusets ledelse helt ud af huset på Dortheavej”, fortsætter Finn Rudaizky.
“Efter den makabre fest i Ungdomshuset, ser jeg ingen anden mulighed end, at vi omgående drøfter det i Borgerrepræsentationen”, understreger Finn Rudaizky.