Dansk klimapolitik er signalgivning og planøkonomisk rod

FN’s klimapanel, IPCC, offentliggjorde mandag sin sjette rapport, som er en gave til de klimatossede danske politikere og medier. De får nemlig igen en kærkommen lejlighed til at oppiske en dommedagsstemning og diske op med flotte hensigtserklæringer og dækningsløse klimaløfter.

Dommedagstrusler og syndflodsfrygt, der som bekendt er velegnede til at skabe ”folkestemninger”, har igennem tiderne været brugt og misbrugt til at markedsføre religiøse og politiske bevægelser.

I 1989 udgav FN således en ekspertrapport, der fastslog, at verden kun havde 10 år til at standse den globale opvarmning, hvis ikke polerne skulle smelte, havet stige og oversvømme bl.a. Bangladesh, hvilket ville fordrive 90 mio. mennesker, mens USA’s frugtbare hvedebælte ville blive tørkeramt. Det skete som bekendt ikke, men både før og efter 1989 har vi ved flere lejligheder hørt, at nu går Jorden under om 10 år.

Også i dag hører vi (f.eks. Bjarne Corydon i dagens Børsen og den professionelle klimaalarmist Lars Henrik Aagaard i dagens Berlingske), at det er sidste udkald for jordkloden og absolut sidste chance, hvis vi vil forhindre katastrofen.

Ifølge Berlingske støtter danskerne fortsat op om det ambitiøse danske klimamål, selvom de ikke mener, at målet er realistisk, oplyser Berlingske. 69 pct. er således meget eller forholdsvis enige i den danske 70-procents målsætning, mens kun 20 pct. erklærer sig uenige i målsætningen. Samtidig anser et flertal på 56 pct. (herunder 73 pct. af de blå vælgere) målsætningen for værende urealistisk.

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen er ”meget glad for den brede opbakning” til hans klimapolitik. I 2019 har han åbent erkendt, at han ikke ved, hvordan man kan indfri de ambitiøse klimamål i regeringens forståelsespapir. Det ved klimaministeren stadigvæk ikke her i august 2021, men det giver ham ikke søvnløse nætter, for ministeren ved, at de dumnaive danske klimatosser måler ham på det, han siger og lover, og ikke på det, han gør og leverer. ”Danskerne er meget idealistiske. De kan godt se, at 70 pct. er meget ambitiøst og ikke noget, vi lige gør. Alligevel bakker de op”, siger den glade  klimaminister til Berlingske. Hvor heldig kan man være.

Det egentlige formål med Danmarks ambitiøse klimamål er ikke at redde klimaet, idet alle er enige om, at den danske reduktions effekt på klimaet er uden betydning. Nej, for Danmark er formålet med 70-procent-målsætningen at blive et foregangs- og inspirationsland på klimaområdet, som hele verden lytter til andægtigt og med beundring. I den oppustede danske selvforståelse er danskerne nemlig Guds udvalgte grønne folk.

Helt nede på jorden er virkeligheden den, at der er to veje til at nå klimamålet, nemlig en planøkonomisk og en markedsøkonomisk. Den sidstnævnte indebærer en ensartet klimaafgift, som følger princippet om, at ”forureneren betaler”, og som helt klart er den samfundsmæssigt mest effektive og billigste løsning. Den markedsøkonomiske vej har regeringen imidlertid fravalgt, da den ville betyde et regulært blodbad i flere brancher med store sociale og økonomiske konsekvenser til følge.

I stedet har regeringen valgt en planøkonomisk løsning med et enormt puslespil af forbud, påbud, tilskud, subsidier, puljer, symbolske tiltag og mere regulering. Den planøkonomiske model betyder, at omkostningerne ved regeringens klimapolitik bliver langt højere, end de behøver at være.

Som andre problemer kan klimaudfordringerne løses med sund fornuft og markedsøkonomi, der siden tidernes morgen har været den mest potente drivkraft bag menneskehedens udvikling. I Danmark har politikerne imidlertid valgt at løse klimaudfordringerne ved hjælp af religiøst hysteri, klimaalarmisme og falleret planøkonomi.

André Rossmann