De skatteyderfinansierede danske masseuniversiteter er ikke lærdomskraftcentre, men store pølsefabrikker, der forkynder socialdemokratismen og velfærdsideologien. Uddannelseskvaliteten på masseuniversiteterne er lav, fordi fokus er på at få så mange halvstuderede røvere som muligt igennem systemet ved at sænke uddannelsesniveauet og beståelseskravene.
80 pct. bør ikke optages på universiteterne
De danske universiteter er blevet ødelagt af, at man i årevis har optaget fagligt svagt funderede ansøgere, som hverken har begavelse, basale kundskaber eller selvdisciplin til at gennemføre et universitetsstudium. Antallet af optagne studerende på de videregående uddannelser er steget fra 21.922 i 2005 til 33.936 i 2020. Den voldsomme tilgang af uegnede studerende har skabt en uddannelsesboble, der drives af den udbredte opfattelse af, at mere og mere middelmådig uddannelse er udtryk for velfærdsstatens succes.
Eftersom universiteterne optager flere og flere fagligt uegnede studerende, bruger de et helt semester på at lære de studerende noget, som de burde have med fra gymnasiet. Ifølge eksperter bør 80 pct. af de unge, der kommer fra gymnasiet, ikke optages på universiteterne. På tværs af uddannelserne er frafaldet blandt alle landets førsteårsstuderende derfor typisk omkring 14 pct. På flere uddannelser er frafaldet typisk omkring 30 pct. i snit.
De studerende evner ikke matematik og føler sig svigtet af gymnasiet, når det kommer til matematikundervisning. På CBS dumper ca. 2.000 førsteårsstuderende matematisk screening en uge efter studiestart. Faktisk dumper så mange, at næsten hele årgange må tage supplerende kurser i matematik for at kunne følge med i undervisningen.
Af en spørgeskemaundersøgelse blandt mere end 10.000 førsteårsstuderende, der er foretaget af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), svarede 23 pct. af de studerende, at de i høj eller i nogen grad ”ofte er flov over, at de ikke kan tilegne mig selv simpelt stof på uddannelsen”. Hver fjerde studerende begynder altså sit studieliv med en oplevelse af utilstrækkelighed og af at burde vide mere, end tilfældet er.
Fagligheden har trange kår
Den politiske koalition, som i Danmark har indgået alle aftaler om uddannelse og forskning, er besat af spørgsmålene om lighed og social mobilitet. Universiteterne bruges derfor som et middel til at løfte socialpolitiske målsætninger. Den sociale ingeniørkunst, der praktiseres på universiteterne, har medført, at universiteternes dagsordenen sættes af mennesker, der ikke har noget at gøre med klassiske, akademiske traditioner. Det får konsekvenser for uddannelsernes kvalitet og indhold og dermed også for de studerendes og samfundets vidensniveau, idet man i jagten på lighed er nødt til at sænke de faglige krav for at få alle med.
De faglige krav til studerende på universiteterne og dermed kvaliteten i uddannelserne har været faldende over en årrække. Omfanget af pensum er faldet og der er gået inflation i karaktergivningen, så der gives relativt højere karakterer for en relativt mindre krævende præstation som følge af et væsentligt reduceret pensum. Tidligere var pensum langt mere omfangsrigt. I dag består det typisk af en pensumliste, som man skal igennem. Dermed ved man som studerende, at pensum ligger inden for en pensumliste. Altså skal man ikke opsøge andre kilder og bøger som før, da pensum var bredt defineret.
Hver tredje kandidatstuderende har mindre end ti timers undervisning om ugen. Et timetal på omkring ti timer om ugen betyder, at forventningerne til de studerende er, at de selv tilrettelægger mellem 28 og 30 timers selvstudium om ugen, før de kommer op på, hvad der svarer til et fuldtidsstudium. Timetallet på de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser er under 10 timer om ugen. Det gælder bl.a. populære uddannelser som jura, statskundskab og sociologi. De studerende på pædagogisk psykologi er med otte timer dem, der får færrest ugentlige undervisningstimer. Forkvinden for Danske Studerendes Fællesråd, Julie Lindmann, mener, at nogle uddannelser er “tæt på at knække sammen”. ”Det er vildt, det her. Vi har bare accepteret løbende nedskæringer, lave timetal og faldende niveau på uddannelserne. I dag kan man gå igennem statskundskab på Københavns Universitet uden at få en eneste mundtlig eksamen. Kvaliteten på vores uddannelser styrtdykker, og regeringen ser bare til”, sagde hun til Berlingske.
I forvejen har universiteterne i årevis oplevet, at kravene til skriftlige opgaver er gradvis blevet nedsat. Kravet til de specialer, som kandidatuddannelserne afsluttes med, var tidligere ca. 100 sider, men er faldet til 60. Almindelige skriftlige opgaver, der tidligere kunne være for eksempel 25 sider, er blevet sænket til halvdelen eller en tredjedel. Sidstnævnte er nu så korte, at de ofte ikke kan indeholde andet end referat af, hvad andre måtte have skrevet. Konsekvensen er, at man nu ofte ser studerende på sidste år, som reelt kun i forbindelse med et bachelorprojekt skal lave en større, selvstændig, skriftlig opgave.
Den faldende uddannelseskvalitet kan også ses på det faldende sprogniveau, såvel i dansk som fremmedsprog. Skriftlige opgaver indeholder flere meningsforstyrrende fejl, hvor en sætning enten ikke bliver forstået af den studerende eller på en helt anden måde, end afsenderen havde tænkt sig. Det går også tilbage med formuleringsevnen – både skriftligt og mundtligt. Samtidig er niveauet faldende, når det gælder det, man kalder korrekthedsgraden. Underviserne mener, at sprogproblemerne opstår i folkeskolen og bliver forstærket i gymnasiet. Det siger sig selv, at uden de nødvendige faglige færdigheder kan eksamensbeviset nemlig hurtigt blive reduceret til et stempelkort til to år på dagpenge, uden udsigt til beskæftigelse inden for ens uddannelsesfelt.
Universiteterne rammes med jævne mellemrum af nye udokumenterede pædagogiske teorier, som vinder gehør blandt røde reformpædagoger og embedsmænd. Resultatet er nedtoning af faglighed til fordel for tant og fjas som f.eks. det nye fag ”Beyoncé, køn og race”, som er lanceret på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. 75 studerende begyndte på faget i september 2017. Politikerne havde nemlig bestemt, at Danmark havde brug for 75 universitetsuddannede Beyoncé-eksperter.
Mange videnskabelige medarbejdere mangler enten eksamen eller danskkundskaber. Ifølge en intern undersøgelse på KU’s juridiske fakultet er 16 pct. af de tilmeldte specialvejledere ikke jurister. De er f.eks. sociologer, historikere, filosoffer, antropologer, statskundskabsfolk, lingvister eller andet. Det er i sig selv overraskende, at et juridisk fakultet har en så stor andel faste videnskabelige medarbejdere, der slet ikke har den juridiske eksamen, som fakultetet selv producerer. Det svækker kvaliteten af specialerne, idet de studerende ikke kan få den sparring, de har brug for. Hertil kommer, at ca. halvdelen af specialvejlederne er udlændinge. Det siger sig selv, at studerende i fag som formueret, strafferet, procesret og medieret ikke nødvendigvis er godt hjulpet af en udenlandsk jurist, som hverken taler dansk eller har indgående kendskab til dansk lovgivning.
Kvalitet handler om taxameterpenge
Universitetsledelserne er mere optaget af at optimere institutionernes økonomi end at varetage samfundets interesser, for taxametertilskud til universiteterne bevilges på baggrund af antallet af færdiguddannede dimittender. Fokus på universiteterne er derfor ganske logisk på at få så mange halvstuderede røvere igennem så hurtigt som muligt ved at sænke beståelseskravene og give relativt højere karakterer for en relativt mindre krævende præstation som følge af et væsentligt reduceret pensum. Studerende, der ikke egner sig til universitetet, skubbes igennem systemet, om end det så betyder, at de skal have fjerde- og femtegangs eksamensforsøg til fag, som de i flere omgange ikke har bestået.
På universiteterne har opfattelsen af kvalitet ikke noget at gøre med det faglige niveau. Københavns Universitet har f.eks. udarbejdet et ”kvalitetssikringssystem”, hvor kvaliteten bl.a. måles ved antallet af optagne studerende, hvor hurtigt de kommer igennem, og hvor mange der må droppe ud af hver eneste uddannelse. Har det økonomiske konsekvenser at dumpe studerende, undlader man at gøre det. Risikerer et højt pensum at øge frafaldet, reducerer man pensummet. Den nuværende taxametertakst er et absolut minimum for bare at levere en nogenlunde acceptabel kvalitet af undervisningen.
Resultatet er, at når rådgiverbranchen vurderer de nyuddannede, er tilbagemeldingen, at de mangler kompetencer og forretningsforståelse, og evner ikke at bruge deres viden fra studiet i en erhvervskontekst. Knap 30 pct. af virksomhederne siger, at de nyuddannede mangler kernefaglig viden. Det gælder bl.a. ingeniører, jurister og kandidater fra handelshøjskolerne. Tre ud af fire rådgivende virksomheder inden for alt fra arkitektur til IT oplever i forbindelse med ansættelse af nyuddannede det, der bliver omtalt som ”problemer med dimittendernes kompetencer”.
Ifølge en undersøgelse foretaget af DI Rådgiverne er Rambøll blot en af mange rådgivervirksomheder, der oplever ”problemer med dimittendernes kompetencer”. Undersøgelsen afslører, at 74 pct. af de virksomheder, der har deltaget i undersøgelsen, oplever sådanne problemer. Det er ikke mindst nyuddannedes forretningsforståelse eller såkaldte kernefaglige kompetencer, det kniber med. Således svarer 64 pct. af disse virksomheder, at der er problemer med forretningsforståelsen, mens 29 pct. oplever problemer med unges kernefaglighed.
Overgangen fra studielivet på et universitet og til job er langt fra altid let. Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Studieundersøgelser. 42 procent af de nyuddannede finder overgangen svær. Blandt dem er det hver fjerde, der mener, at de simpelthen mangler relevante kompetencer. Eller at de ikke rigtig kan bruge det, som de har lært på deres uddannelse. Mange har svært ved at forklare arbejdsgivere, hvad de egentlig kan.
Danmark oversubsidierer universitetsuddannelser
Den danske uddannelsesstøtte – SU – er verdens mest generøse og tilskynder uddannelsesvalg, der fører til begrænsede jobmuligheder. Danmark ligger i top seks i OECD, når det gælder offentlige udgifter til højere uddannelse i forhold til bruttonationalprodukt (BNP). I andre lande betaler staten typisk mindre og de studerende mere selv. I Danmark oversubsidierer man altså uddannelse.
Der er i Danmark en udbredt opfattelse, at mere subsidieret uddannelse er altid at foretrække, fordi uddannelse øger den økonomiske vækst, men det er ikke rigtigt. Det er sandt, at uddannelse gør de studerende mere produktive på arbejdsmarkedet, så bruttonationalproduktet vokser. Men højere produktivitet vil også medføre, at kandidaterne får højere løn senere i livet. I det omfang gevinsten tilfalder den studerende selv, er der ingen god grund til at give subsidier oveni. Nøjagtig som der ikke er nogen god grund til at subsidiere andre former for kapital, hvor afkastet tilfalder ejeren. Hvis gevinsten ved at uddanne sig blot ender med at give den studerende højere løn – eller højere livsværdi i det hele taget, er der ikke et samfundsøkonomisk argument for, at staten bør betale.
Tilhængerne af at oversubsidiere uddannelse påstår også, at uddannelse ikke kun bør handle om kroner og øre, fordi det giver værdi at blive klogere mennesker. Igen er svaret det, at uddannelse naturligvis handler om meget andet end penge. Men det bør ikke føre til den konklusion, at andre mennesker bør betale for det.
De studerende uddannes til ledighed
I Danmark mangler der kobling mellem universitetsuddannelserne og de kompetencer, som arbejdsmarkedet efterspørger. Masseuddannelsen i Danmark fører til faldende akademiske standarder på universiteterne og en skolegørelse af noget, der burde være selvstudium for voksne og motiverede mennesker. Det fører dels til, at folk med erhvervsuddannelser som f.eks. HK’ere presses ud af akademikere mange steder på arbejdsmarkedet, og dels til, at der opfindes enormt mange meningsløse opgaver og jobfunktioner i primært den offentlige sektor.
Både politikere og erhvervslivet har i flere år haft stort fokus på at tiltrække studerende til STEM-uddannelserne, der er betegnelsen for uddannelser indenfor naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik, men det er aldrig lykkedes, fordi de unge søger massivt hen imod humaniora. Uddannelsessnobberiet får nemlig de unge til at klumpe sig på kun fire uddannelser: medicin, psykologi, jura og statskundskab. Til gengæld flygter de fra velfærdsfag, hvor man uddanner sig til folkeskolelærer, sygeplejerske, pædagog og socialrådgiver. I forhold til mange andre EU-lande er der i Danmark derfor færre studerende, der læser på STEM-uddannelser. Således går 20 pct. af de studerende i Danmark på en STEM-uddannelse, mens gennemsnittet i EU er 27 pct. og i et land som Finland op mod 35 pct.
Magister-pølsemaskinen avler en masse humanister, der ikke kan bruges på arbejdsmarkedet. Der er eksempler på studier, hvor 50 pct. ikke finder arbejde med et virkefelt inden for det studium, de har taget en uddannelse på. En del af de akademikere, der ikke kan få arbejde, ender med at få et arbejde, der ikke er akademisk. Det sker typisk ved, at de fortrænger den arbejdskraft, der typisk er organiseret under HK. Det er udtryk for en voldsom overuddannelse, at man som ”pseudo-HK’er” har gået fem år på universitetet.
Ifølge OECD bestrider flere og flere nyuddannede danske kandidater HK-job, der kræver beskeden uddannelse. I 2018 var antallet af kandidater uddannet i perioden 2015-2017 fra RUC og Københavns Universitet, der var i HK-job, hhv. 18,4 pct. og 14,3 pct. De øvrige universiteter i Danmark oplever samme problem. Samfundet bruger således enorme ressourcer på at uddanne kandidater, som erhvervslivet ikke kan bruge.
Da Danmark uddanner mennesker til job, der ikke findes på arbejdsmarkedet, er hver femte dimittend fra de lange videregående uddannelser i København ledig i mindst seks måneder et år efter endt studium. Aalborg topper med 35 pct. København er den by, der har flest ledige akademikere såsom egyptologer, nærorientalske arkæologer og kandidater i anvendt filosofi, som samfundet ikke har brug for.
I 2010 var hver tiende i dagpengesystemet dimittend. I dag står de nyuddannede for en fjerdedel af alle dagpengemodtagere. I 2021 fik en dimittend, der ikke var forsørger, 13.815 kr. om måneden i dagpenge, mens en forsørger fik 15.844 kr. om måneden. En nyuddannet fra universitetet kan således gå fra en SU-sats på 6.000 kr. til en dimittendsats på ca. 13.815 kr. og blive så rig, at det er nærliggende at ”tage en slapper” efter endt studium på skatteydernes regning. Det medfører, at nyuddannede udnytter systemet og er meget kræsne med, hvilke job de er villige til at tage. De går i flere år og venter på drømmejobbet, mens de faktisk burde være villige til at tage et ufaglært job bag kassen i Netto. Det er et klart symptom på den socialistiske velfærdsstats forfald, at så mange nyuddannede er arbejdsløse, selv om langt de fleste kunne få et job lynhurtigt. Det er også spild af samfundets ressourcer.
Akademiker-eliten kunne dog ikke drømme om at forringe vilkårene for sine ledige børn. For eliten er enig om, at det kun er rimeligt, at kassedamen i Netto skal betale skat for, at elitens ledige akademiker-børn kan få dimittenddagpenge, fordi de opfatter de ufaglærte job som lavprestigejob. Akademiker-eliten synes med andre ord, at det ville være synd for deres unger, der har fået verdens højeste SU og en skattefinansieret universitetsuddannelse, at tage et job, som mange andre danskere må tage.
I nov. 2019 sagde direktøren for museet M/S Søfart, Ulla Tofte, til Berlingske: ”Universiteterne har optaget for mange kandidater, ikke mindst på humaniora. Der bliver uddannet for mange. Og der bliver også uddannet for dårligt. Som aftager af cand.mag.’er må jeg sige, at hele magister-pølsemaskinen har avlet en masse sløje humanister, der ikke kan bruges til noget. Universiteterne optog så mange, som man overhovedet kunne, fordi politikerne belønnede universitetet for at få dem igennem systemet. Politikerne belønnede ikke for at producere den rigtige type uddannelse. De har alene haft fokus på kvantitet og antallet af beståede årsværk. Hele diskussionen om, hvad en uddannelse skal rumme, både kvalitativt og i forhold til arbejdsmarkedet, er der ingen, der interesserer sig for”.
Danske universiteter rangerer lavt i global sammenhæng
Hvert år udarbejder magasinet Times den prestigefyldte rangliste ”World University Ranking”, hvor universiteter fra hele verden bedømmes og rangordnes på en lang række parametre såsom undervisning, forskning, universitets indflydelse, det internationale udsyn og samarbejde med erhvervslivet. Magasinet indsamler bl.a. oplysninger om studerendes trivsel og resultater, forskningens ry og antallet af internationale studerende og lektorer på det givne universitet.
På verdensranglisten for 2022 er Københavns Universitet placeret som nr. 96, Aarhus Universitet som nr. 104 og DTU som nr. 185. Aalborg Universitet og CBS ligger i spændet mellem 201-250 og SDU ligger i spændet mellem 251-300. I europæisk sammenhæng er det påfaldende, at 33 europæiske universiteter rangerer højere end KU, som er nr. 34, mens Aarhus Universitet er nr. 39 og DTU nr. 86.
Det er påfaldende, at de fleste topuniversiteter på ranglisten er i modsætning til de skatteyderfinansierede danske masseuniversiteter små, privatejede, selvstændige og konkurrenceorienterede. De har god økonomi og er fritaget snævre og kortsigtede politiske hensyn samt krav om at indgå i den sociale ingeniørkunst. De holder med andre ord fokus på forskning og forskningsbaseret undervisning i stedet for at skulle øge den sociale lighed, rette op på skæve kønsbalancer o.lign. Da topuniversiteterne er ikke-politiske og fondsejede, er de fritaget for stram statslig styring med alt hvad den indebærer af indrapporteringer, procedurer og kontrol. Og i stedet for at løse socialpolitiske opgaver fokuserer topuniversiteterne på at fremme en præstationskultur, hvor det er evnen og viljen, der tæller. Hvor flid og anstrengelse bliver opmuntret og resultater belønnet.
Danmark er på tredjepladsen blandt OECD-lande i forhold til, hvor mange offentlige midler der anvendes på uddannelse. Politikerne har imidlertid valgt at bruge en stor andel af sin samlede investering i uddannelse på grundskolen. Det betyder, at Danmark på det videregående uddannelsesområde anvender færre midler i forhold til BNP end både OECD- og EU-gennemsnittet. Faktisk kommer Danmark ind på en 25.-plads blandt OECD-landene.
Ses der på midler brugt pr. studerende, er situationen endnu mere markant – for ikke bare ligger Danmark under EU- og OECD-gennemsnittet, men også under samtlige de lande, Danmark normalt sammenligner sig med. I Danmark offentliggjorde tænketanken DEA i 2021 en række internationale kvalitetsindikatorer for de videregående uddannelser. Også DEA’s kvalitetsindikatorer viser, at Danmark har en meget lav international placering, hvad angår kvaliteten af de videregående uddannelser.
RUC er suverænt nummer sjok
Blandt de danske universiteter er Roskilde Universitet (RUC) suverænt nummer sjok. RUC’s studerende har nemlig efter endt uddannelse ekstra svært ved at få arbejde, og dimittendledigheden er højere end for de andre universiteter.
Den manglende evne til at uddanne kandidater, der kan få et job, er en af årsagerne til, at RUC har svært ved at tiltrække studerende. Mens søgningen til universiteterne steg med 8 pct. i 2020, faldt den på RUC med 5 pct. Adgangskravene er slappe, et eksamenssnit på 4,5 er nok til at blive optaget på RUC’s samfundsvidenskabelige basisuddannelse. Til sammenligning skulle man have 10,6 for at blive optaget på statskundskab ved Københavns Universitet.
At RUC leverer sjask både hvad angår forskning og undervisning har resulteret i, at RUC i Times World University Ranking 2022 har en placering i spændet mellem 601-800. Ikke overraskende var hver tredje kandidat uddannet mellem 2015-2017 fra RUC i 2018 ansat i et klassisk HK-job som sekretær, tjener, sælger, regnskabsassistent o. lign.
Universiteterne har i 2022 fået færre ansøgere. Det er dog særligt RUC, som de unge fravælger. Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet har ingen videregående uddannelsesinstitutioner i år oplevet et så markant fald i antallet af ansøgere på 1.-prioritet i forhold til 2019 som RUC.
Der er flere forklaringer på de færre ansøgere til RUC. For det første fravælges RUC, fordi der er blevet et større karrierefokus blandt unge. De fravælger RUC grundet de høje ledighedstal. Ifølge Dansk Erhvervs egne tal er ledigheden i 2020 for 2018-dimittender fra RUC på 20 pct. Af alle videregående uddannelser har kun Designskolen Kolding og Det Kongelige Danske Kunstakademi ifølge Dansk Erhverv en højere dimittendledighed end RUC.
En anden forklaring er løn. Dansk Erhverv når frem til, at 18,1 pct. af samtlige RUC-dimittender arbejder til en såkaldt kvu-løn, mens det samme gælder for kun 2,5 pct. af DTU-dimittender. Kvu-løn svarer til en løn for en dimittend med en kort videregående uddannelse.
Danske akademikere er EU’s dummeste
Antallet af danskere ansat i EU-Kommissionen er faldet fra ca. 500 i slutningen af 00’erne til nu blot ca. 350, og tendensen til markant færre danskere ses tilsvarende i andre internationale organisationer, f.eks. i Den Europæiske Investeringsbank, EIB, i Luxembourg, hvor de nyansatte er i gennemsnit 37 år gamle og kommer typisk fra et job i den private finansielle sektor – men sjældent fra Danmark. Medarbejderstaben i EIB er fordoblet siden 2010, og man planlægger at investere 1000 mia. euro i klimaprojekter i 2030. Men antallet af danske medarbejdere ligger bomstille på 30. Danmarks ejerandel af EIB ville snarere tilsige, at banken skulle have 100 danskere ansat.
I Danmark mener man, at det lave antal danskere i EU-systemet skyldes EU-Kommissionens rekrutteringsmodel og ansættelsesprøver, de såkaldte concours, som i dansk optik er ”gammeldags og ude af trit med de moderne kompetencer, vi lægger vægt på i Danmark”. En concour indeholder en række logiske computertests, der kan minde om en intelligenstest fra Mensa. En af undskyldningerne for danskernes manglende succes er, at der er tale om en prøveform, der er fremmed for dansk skoletradition, og som afvikles under tidspres. Det er denne prøve, der sorterer så godt som alle danskere fra.
Virkeligheden er, at der er en tæt sammenhæng mellem det lave antal danskere i EU-systemet og det danske uddannelsessystems forfald, herunder det totale fravær af generel, akademisk dannelse. Tidligere insisterede man i Danmark på, at en række problemstillinger, kunstnere, tænkere, kritiske årstal og begivenheder mv. skulle være paratviden, når man har modtaget en videregående uddannelse. Men i dag accepterer både universitetsledelser og politikere et videns- og abstraktionsniveau hos dimittenderne, som er lavere end den standard, der gjaldt for 20-30 år siden.
Selv om Danmarks uddannelsessystem er i dyb krise, anlægger de fædrelandsbegejstrede danske politikere, embedsmænd og opinionsdannere et nationalt tunnelsyn, hvor uddannelsessystemets deroute forsvinder helt fra deres synsfelt. Som f.eks. næstformand for DJØF Privat, Henrik Funder, som i et interview med Børsen har udtalt, at ”grundet vores fantastiske uddannelsessystem og hele den almene dannelse og viden, det bygger på, har vi som danskere en fantastisk logisk sans, som vi er verdensmestre i”.
I EU, hvor alle akademikere skal bestå en concour for at blive ansat i EU’s institutioner, har man et andet syn på danskernes logiske sans. I perioden 2010-2014 har kun fire danskere bestået prøven. Der har faktisk været flere år, hvor ingen danskere har bestået, selv om mange forsøgte. I EU-systemet, hvor man kræver solid faktuel viden og ikke holdningsbaseret plidderpladder, er danske kandidater kendt som EU’s dummeste.
Så nu for at hjælpe de halvstuderede akademikere, som produceres af Danmarks masseuniversiteter, har professorerne Jens Blom-Hansen og Daniel Finke ved Aarhus Universitet lancereret et kursus, så kandidatstuderende kan målrette og forberede sig til EU’s ansættelsesprøver. Det bliver uden tvivl en succes, eftersom ”danskerne har en fantastisk logisk sans, som de er verdensmestre i”.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)