Dansk model skyldes ikke en dyd, men nødvendighed

I Børsen den 10. juli udtrykker Niels Lunde medlidenhed med det stakkels Storbritannien, der snart vil få ”populisten” Boris Johnson som konservativ formand og premierminister:

Det er som at se en katastrofe i slowmotion, når man iagttager britisk politik. Tre år efter folkeafstemningen, hvor et lille flertal stemte for, at Storbritannien skal forlade EU, har landet stadig ingen plan for, hvordan det skal ske. 

Vi må indstille os på flere tumultariske scener i det britiske parlament, som har vist sig ude af stand til at løse en national udfordring. 

I et velfungerende demokrati taler man sig til rette med hinanden, finder en bæredygtig løsning, som et politisk flertal kan se sig selv i, og forklarer sine vælgere, at når man leder et demokratisk land, så tager vinderen ikke det hele”, skriver Niels Lunde.

Niels Lundes begejstring for det ”velfungerende danske demokrati” kan ikke undre, fordi i dansk selvforståelse er Danmark det bedste land i verden med en unik samfundsmodel, som nærmest er et kunstværk. Vi er simpelt hen de bedste, og andre lande inkl. Storbritannien burde lære at gøre som vi.

Den såkaldte danske model, hvor man taler sig til rette med hinanden og går på kompromis, skyldes imidlertid ikke en dyd, men nødvendighed.

Det, der adskiller den danske politiske praksis fra mange andre demokratier, er, at partierne og politikerne trods politiske uoverensstemmelser er nødt til at samarbejde.

Valgsystemet betyder, at det er umuligt for et enkelt parti at danne flertal og regering uden at basere sig på en koalition af partier eller på støtte fra partier uden for regeringen. For alle partier gælder det derfor, at ønsker de at få deres politik gennemført, skal de gå på kompromis.

Evnen til at samarbejde samt indgå og overholde politiske aftaler på basis af varierende flertalskombinationer er derfor et helt afgørende element i den danske model.

Nødvendigheden af samarbejde og ordholdenhed betyder, at de fjendtligheder, som man oplever i andre lande, er temmelig begrænsede i Folketinget.

Konsensusmentaliteten, der gennemsyrer det politiske liv i Danmark, gør, at folketingspolitikerne ikke er uforsonlige politiske modstandere, men gode arbejdskolleger, der hygger sig sammen i Snapstinget.

Virkeligheden er, at de fleste lande uden for den fædrelandsbegejstrede danske boble har valgsystemer og spilleregler, som fremmer modsætningsforhold, og som svækker behovet for samarbejde og tillid mellem partierne. Og hvor det for vinderen gælder om at tage det hele.

Storbritannien er et godt eksempel på et land, hvor valgsystemet skaber et stærkt parlamentarisk flertal bestående af blot et parti, som kan gennemføre sin egen politik uden hensyn til andre partier.

Det danske demokrati skyldes ikke en dyd, men ganske enkelt et valgsystem, der tvinger politiske modstandere til at samarbejde. Det burde Børsen have forklaret sine læsere i stedet for at kritisere det britiske parlament og lufte sin afsky for den ”populistiske” Boris Johnson.

André Rossmann

Kommentarer