Dansk modstandskamp mod nazismen er en myte

Der er i Danmark etableret en fortælling om modstandskampen mod Hitlers brutale krigsmaskine som en fælles folkelig front, men det er en myte, skriver journalisten Adam Holm i Berlingske.

Fortællingen er groft sagt som følger:

Modstandsmændene sprængte fabrikker og jernbaneskinner i luften for at genere tyskerne mest muligt, det politiske system og embedsværket sloges for at fastholde det danske samfund så demokratisk og antinazistisk, som forholdene tillod, og befolkningen som helhed, med undtagelse af de lumpne landsforrædere og tarvelige tyskertøser, gav Værnemagtens repræsentanter den kolde skulder og sang fædrelandskærlige sange, mens de bar strikhuer i det britiske luftvåbens farver.

Denne fortælling er falsk og fortegnet. De, som satte sig til modværge i den yderste time, skal tælles i nogle få tusinde, primært kommunister og nationalkonservative. Det var dem, de Moskvatro og ultrapatrioterne, der af forskellige grunde tog den ulige kamp op, da det gjaldt.

Der var ikke noget ”vi” i kampen mod tyskerne. Der var et ”dem”, og de var reduceret til en håndfuld, der blev sammenlignet med nutidens terrorister.

Det betyder ikke, at den danske befolkning ønskede tyskernes tilstedeværelse, eller at deres glæde i befrielsessommeren var forstilt. Det er blot en påmindelse om, at de færreste faktisk satte sig til modværge.

Som nation lagde vi os ned og forsøgte at få det bedste ud af den værst tænkelige situation.