HN Group A/S i Billund begyndte fredag aften produktionen af ansigtsvisirer til sundhedsvæsenet.
Virksomheden kan producere 25.000 styks i døgnet dvs. 175.000 styks på en uge – og HN Group A/S forventer, at de i løbet af kort tid kan tredoble produktionskapaciteten.
Ambitionen er først og fremmest at efterkomme den danske efterspørgsel på værnemidler, men dernæst er det også planen at hjælpe udlandet.
Fremstillingen af de mange ansigtsvisirer er sket i et tæt samarbejde med folieproducenten Sky-Light i Varde og salgsselskabet Hounisen Laboratorieudstyr fra Skanderborg.
”Vores samarbejde rummer mange af de helt rigtige kompetencer i forhold til produktion og distribution af det konkrete værnemiddel. Vores motivation er stor, og vi synes, at det giver god mening på flere niveauer at tilbyde vores hjælp i fællesskab,” fortæller CEO Henrik Nicolajsen, HN Group A/S.
Thomas Drustrup, adm. direktør i brancheorganisationen Plastindustrien, udtaler:
”Jeg er virkelig imponeret af, hvordan flere og flere danske plastvirksomheder bidrager til at fremskaffe værnemidler. HN Group har eksempelvis startet en produktion af ansigtsvisirer op fra bunden, mens andre bruger deres internationale netværk til at få andre værnemidler til Danmark. Industrien vil meget gerne medvirke til, at sundhedspersonalet får adgang til de fornødne værnemidler, der nedsætter smitterisikoen.”
HN Group er ISO 13485 medicocertificeret. Virksomheden er specialiseret i teknisk plastproduktion, hvor de sprøjtestøber og thermoformer temner til bl.a. industrielle virksomheder og medicobranchen. Derudover er HN Group medlem af brancheorganisationen Plastindustrien.