Site icon 24NYT

Dansk turisme er på vej tilbage efter nogle hårde år med corona

51 mio. kr. til lokale og tværgående turismeprojekter sættes nu i søen af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Foto: Jesper Voldgaard

Efter nogle hårde år for dansk turisme er de udenlandske gæster så småt på vej tilbage. Og dansk turisme har faktisk klaret sig bedre end vores nordiske nabolande, viser ny analyse.

Ligesom andre lande har Danmark de seneste år oplevet et fald i antallet af udenlandske turister grundet corona. Men hvor de nordeuropæiske lande i gennemsnit fik ca. 70 procent færre besøg i 2020, så oplevede Danmark et fald på ca. 44 procent.

Det viser den årlige statusanalyse for turismens udvikling og konkurrenceevne.

For selvom corona satte en stopper for mange aktiviteter i 2021, var der fortsat mange danskere og tyskere, der nød deres ferie i det danske sommerland. Faktisk steg antallet af danske overnatninger fra 2020 til 2021 med hele 5,8 mio., hvilket er hele 26 pct. eller 7,1 mio. flere danske overnatninger end i 2019. Samtidig lykkedes det trods corona at få mange tyske turister til at holde ferie i Danmark.

Erhvervsminister Simon Kollerup:

”Corona ramte de danske turisme-virksomheder hårdt, og derfor er det godt, at endnu flere danskere har fået øjnene op for Danmark som ferieland. De mange sommerhusgæster har været afgørende for vores kystturisme, men vi er selvfølgelig ikke i mål, før de udenlandske gæster også vender tilbage til byerne. Derfor har vi for nylig lanceret en stor genopretningsplan for hovedstadens turisme, så vi også i fremtiden kan stå klar med de bedste og mest bæredygtige tilbud.”

‘Statusanalysen udgives af det Nationale Turismeforum.

Exit mobile version