Dansk virksomhed dømt for at sælge falske høretelefoner

Af Anette Pedersen

Daily Media ApS (tidligere Downtown DK ApS) er i dag idømt en bøde på 50.000 kr. for som mellemmand at have solgt høretelefoner, som lignede Apple Airpods så meget, at de krænkede Apples registrerede design.

Virksomheden er samtidig dømt for at have solgt falske Beats by Dr. Dre høretelefoner. Retten konfiskerede tillige et udbytte på 275.000 kroner.

Virksomheden formidler gennem salgsportalen, www.downtown.dk, salg af produkter for en lang række samarbejdspartnere, som leverer de solgte produkter direkte til kunden.

Dommen er den første af sin slags, hvor en formidler bliver holdt ansvarlig for de kopiprodukter, som de reklamerer for.

»Dommen sender et tydeligt signal om, at man også som formidler af varer har et ansvar for ikke at krænke immaterielle rettigheder, hvis man har haft en aktiv rolle i salget – f.eks. ved markedsføring – og at man derfor ikke blot kan sende ansvaret videre til leverandøren. Det er vigtigt, idet forbrugerne handler i tiltro til, at de varer, som de køber på hjemmesider som fx www.downtown.dk, er ægte og ikke krænker immaterielle rettigheder,« siger Christian Raaholt Hahn, der er er anklagerfuldmægtig i National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK.

Sagen startede ved modtagelsen af en række anmeldelser fra en dansk repræsentant for Apple, som mente, at de produkter, der blev solgt på www.downtown.dk krænkede deres registrerede varemærker og design.

National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK
Sagen er ført for retten af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som er etableret fra den 1. januar 2022.
NSKs formål er at bekæmpe kompleks organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet, og etableringen af den nye enhed betyder, at opgaver fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, de to regionale efterforskningsfællesskaber i henholdsvis Øst- og Vestdanmark, Grænsecenter Øresund og det Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet fremover er forankret i NSK. Derudover er store dele af de opgaver, der tidligere blev løst i Rigspolitiets Politiområde, overført til NSK, herunder National Kriminalteknisk Center og National Cyber Crime Center (NC3).

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)