De danske boligpriser steg 15 procent fra første kvartal 2020 til første kvartal 2021. Det er næsten tre gange så meget som gennemsnittet af EU-landene. Kun Luxembourg havde større prisstigninger i samme periode.
Boligpriserne stiger, og det gør de ikke kun i Danmark. Alligevel havde Danmark de næsthøjeste prisstigninger i EU i 2020.
Det viser de nyeste tal fra det internationale boligprisindeks House Prices Indeks (HPI), som opgøres af medlemslandene og offentliggøres af EU’s statistikorganisation Eurostat.
I første kvartal 2021 steg boligpriserne med 6,1% i EU i gennemsnit sammenlignet med samme kvartal året før. Det er den højeste årlige stigning for EU siden tredje kvartal 2007. I Danmark steg priserne i samme periode med 15,3 pct.
”Boligpriserne steg markant i Danmark fra 1. kvartal 2020 til 1. kvartal 2021 sammenlignet med de resterende EU-lande. Kun Luxembourg havde større prisstigninger. Lande, som vi normalt sammenligner os med, havde mindre stigninger end Danmark. For eksempel steg boligpriserne i Sverige med 7,2 pct. i perioden, mens Norge havde stigninger på 9,7 pct.,” siger Jakob Holmgaard, der er fuldmægtig i Danmarks Statistik.
Figur 1: EU-harmoniserede boligprisindeks i EU-lande samt andre udvalgte lande, årlig procentvis ændring fra 2020K1 til 2021K1
Note: Ovenstående viser EU-lande, gennemsnittet for EU + EFTA-landene Island, Norge og Schweiz. Grækenland er som det eneste EU-land ikke med i opgørelsen, men til beregning af EU-aggregatet (EU-27) beregner Eurostat et skøn for Grækenland baseret på oplysninger fra den nationale centralbank. Kilde: Eurostat database.
Faktaboks: Boligprisindekset (House Price Index, HPI)
- Boligprisindekset viser prisændringer på boligejendomme købt af husholdninger (lejligheder, huse, rækkehuse, sommerhuse), både nybyggede og eksisterende, uafhængigt af deres endelige brug og uafhængigt af deres tidligere ejere.
- Boligprisindekset beregnes i regi af det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks.
Kilde: Eurostat.
Boligpriserne steg mest i Luxembourg
EU-landet med de største stigninger fra 1. kvartal 2020 til 1. kvartal 2021 var Luxembourg med stigninger på 17 pct.
”Stigningen i Luxembourg hænger især sammen med lokale markedsforhold, såsom høj boligefterspørgsel, lavt boligudbud, stigning i befolkningstallet samt stor købekraft blandt befolkningen,” siger Jakob Holmgaard.
Cypern havde som det eneste land et fald i boligpriserne i perioden, mens lande som Spanien, Rumænien, Italien og Slovakiet så stigninger på 1-2 pct.
Udviklingen i boligpriserne i Danmark har længe været højere end i EU
I årene umiddelbart efter finanskrisen fra 2010 til 2013 fulgtes udviklingen i de danske boligpriser pænt ad med EU-gennemsnittet. Men det ændrede sig:
”Siden 2013 er de danske boligpriser steget mere end EU-gennemsnittet. Specielt under COVID-19 er de danske boligpriser steget markant mere end i EU-gennemsnittet”, siger Jakob Holmgaard.
Figur 2: EU-harmoniserede boligprisindeks i EU og Danmark, indeks (2010 = 100)
Kilde: Eurostats database
Antallet af bolighandler steg i mange lande
En anden måde at belyse situationen på boligmarkedet under COVID-19 på er ved at se på antallet af bolighandler. Her viser tallene fra Eurostat også en øget aktivitet.
Eurostat opgør kun antallet af bolighandler for 12 EU-lande. Antallet af boligtransaktioner steg i 9 ud ad 11 lande i 1. kvartal 2021 sammenlignet med 1. kvartal 2020. Polen har endnu ikke har indset data for 1. kvartal 2021.
Antallet af handler faldt kun i Slovenien (-11,2 pct.) og Irland (-6,9 pct.) i 1. kvartal 2021 sammenlignet med 1. kvartal 2020, mens Irland, Portugal, Ungarn, Luxembourg, Bulgarien, Finland og Frankrig oplevede stigninger i perioden. Stigningerne var størst i Belgien med 54,1 pct. og i Danmark med 47,5 pct. sammenlignet med samme kvartal året før.
”Danmark og Holland havde som de eneste af landene stigninger i antallet af transaktioner i alle fire kvartaler i 2020 sammenlignet med året før, mens Slovenien og Belgien havde fald i alle fire kvartaler i 2020 sammenlignet med året før,” siger Jakob Holmgaard.
Belgien ændrede reglerne for beskatning af realkreditlån i januar 2020, og det kan ifølge Eurostat delvist forklare stigningen i 4. kvartal 2019 efterfulgt af et kraftigt fald på 29,3 pct. i første kvartal 2020. Den årlige stigning på 54,1 pct. i første kvartal 2021 er også relateret til det meget lave tal for første kvartal 2020.
Tabel 1: Udvikling i antallet af boligtransaktioner, årlig procentvis ændring i forhold til samme kvartal året før. Sorteret efter udviklingen i 2021Q1
Anm. Eurostat opgør antallet af bolighandler for 12 EU-lande, dog har Polen endnu ikke indsendt data for 2021Q1.
Kilde: Eurostats database
Læs mere om udviklingen på det danske boligmarked i 2020 her.
Forskellig sæson i boligsalget blandt udvalgte EU-lande
Ud af de 12 lande, som har leveret data om antallet af transaktioner, er der forskel på i hvilket kvartal boligsalget topper, når vi kigger på gennemsnittet for perioden fra 2015-2020.
Salget er ofte højest i enten andet, tredje eller fjerde kvartal. I Danmark, Finland, Frankrig og Ungarn er salget højest i andet og tredje kvartal. I Irland, Luxembourg, Nederlandene, Portugal og Slovenien er salget højest i fjerde kvartal. Kun i Polen topper salget om vinteren i 1. kvartal.
Se andelen af boligtransaktioner i figuren herunder:
Figur 3: Andel boligtransaktioner for hvert kvartal, gennemsnit 2015 – 2020.
* Gns for 2016 – 2020.
** Gns for 2017 – 2020.
Kilde: Eurostats database.