En langt større del af debatten omkring institutioner og barsel burde handle om, hvad børnenes behov er, skriver Eva Selsing i Berlingske.
“Mor, der er uerstattelig for sit barn og absolut erstattelig for enhver arbejdsgiver, får at vide alle steder fra, at hun skal prioritere sig selv og arbejdet over børnene. Resultatet er ikke dyb lykke, men brud, hvor der bør være tæt forbundethed. Fravær, hvor der bør være nærvær. Ondt i maven. Og en mærkelig nytolkning af mor-barn-relationen, hvor den opofrende ikke længere er mor, men den lille. Godt er det ikke for os mennesker.
Vi bør i det mindste være ærlige og sige, hvad det koster, når vi sætter hård ideologi og mammon over de smås trivsel. For det er præcis, hvad vi gør. Prisen for alt dette betales af de små. Men naturligvis også af kvinderne selv”.
24NYT: I det socialistiske Danmark sikrer man, at børnene er tilpas afrettede, så de i fremtiden kan blive produktive og veldresserede skatteborgere, der kan finansiere fremtidens velfærdsstat. Derfor skal de i institution fra de er helt små. I Danmark er børn derfor ikke bare børn. De er først og fremmest fremtidens humane kapital, som forældre producerer til gavn for hele samfundet. Og derfor begynder små børn i gennemsnit i dagpleje, når de er 9,7 måneder, og i vuggestue, når de er 10,7 måneder gamle.
De unge forældregenerationer mener ikke, at det er deres ansvar at opdrage deres egne børn. Børneopdragelsen er derfor udliciteret til staten, til lærerne, og til pædagogerne, alt imens forældrene har travlt med at realisere sig selv. Prisen betales først og fremmest af børnene, som mistrives på grund af en alt for vidtgående institutionalisering.