Site icon 24NYT

Danske mink lider igen: Nye billeder viser mink smurt ind i blod og betændte bidsår

Nye billeder fra dansk minkfarm viser blandt andet mink med bidsår og blod i pelsen. Afsløringen kommer efter, at danske minkavlere for ganske nylig genoptog produktionen. Nu må regeringen handle, lyder det fra dyreværnsorganisationen Anima. 

Dansk minkfarm 2023

Billeder fra dansk minkfarm viser blandt andet dyr med følgende skader: Voldsomt betændt bidsår omkring øjet, dyr indsmurt i blod fra snuden og langt ned af maven og dyr ude af stand til at rejse sig. Billederne dokumenterer også stereotyp adfærd.

Minkavlerne skulle aldrig have haft lov til at genoptage produktionen, lyder det fra Anima:

“Det er jo fuldstændig grotesk, at man allerede igen kan dokumentere skandaløse forhold på danske minkfarme. Det understreger bare, at mink i bur er og bliver uforsvarligt, og at avlerne aldrig skulle have haft lov til at genetablere det mareridt, de kalder et erhverv”, udtaler Joh Vinding, direktør i Anima.

Danmark modarbejder EU-forbud mod pels
Billederne stammer fra den hidtil største undersøgelse af pelsproduktion i Europa. Offentliggørelsen af materialet, som stammer fra farme i Danmark, Finland, Polen, Spanien, Letland og Litauen, sker kort før EU-Kommissionen skal tage stilling til borgerforslaget Fur Free Europe. 52.178 danskere har skrevet under på initiativet, der i alt nåede 1,5 mio. underskrifter.

Fødevareminister, Jacob Jensen, har tidligere i år modsat sig sådan et forbud, men det må nu stå klart for regeringen, at et forbud er det eneste rigtige, mener Anima:

“Ved at spænde ben for et EU-forbud gør regeringen sig ansvarlig for, at pelsdyr i hele EU fortsat må lide frygteligt. Jeg synes vores minister bør kaste et grundigt blik på de nye billeder og spørge sig selv, om han virkelig kan stå på mål for dem”, udtaler Joh Vinding, direktør hos Anima.

20 europæiske lande, inklusive 15 EU-lande, har allerede indført forbud. Der avles dog stadig omkring 10 millioner pelsdyr årligt i Europa. Der er i Danmark 4 minkfarme med dyr ifølge det centrale husdyregistrering (CHR).

Exit mobile version