USA vil om få uger slå dørene op for en officiel amerikansk repræsentation i Grønland.
De amerikanske diplomater kommer ikke tomhændede til Nuuk. Konkret har regeringen i Washington afsat yderligere 12 mio. dollar svarende til 82 mio. kr. til initiativer i Grønland.
Det nye millionbeløb skal gå til en række støtteordninger, der samtidig skal styrke USA’s diplomatiske profil i Grønland.
Det omfatter ifølge Berlingskes kilder penge til udvikling af erhvervslivet, engelskundervisning, legater til uddannelse og midler til rådgivning af det grønlandske selvstyre om bl.a. råstofudvinding.
Flere danske politikere er rasende på amerikanerne, idet de betragter økonomisk støtte til Grønland som et snigløb mod rigsfællesskabet og en helt uacceptabel opførsel for en nær allieret, men danskernes raseri kan USA med ambassadør Carla Sands i spidsen være flintrende ligeglad med.
For sagen er den, at nationalt tunnelsyn og navlebeskuelse forhindrer de rasende danske politikere i at fatte, at USA og Danmark har en fælles strategisk interesse i at sætte en stopper for Kinas og Ruslands militære opbygning i Arktis, og at det reelt er USA, og ikke Danmark, der garanterer Grønlands tilknytning til Danmark.
Hertil kommer, at Danmark reelt har fastholdt det grønlandske samfund i social armod, børnemishandling og druk.
USA kan ganske enkelt ikke acceptere, at småstaten Danmark skal have lov til at modarbejde stormagtens militære strategi. Kan USA ikke få lov til at overtage Grønland, kan USA bruge andre metoder til at skaffe sig indflydelse i Grønland – og det er netop det, amerikanerne er i gang med.
Skiftende amerikanske ambassadører i Danmark har i øvrigt forsøgt at skabe en forståelse hos grønlænderne for, at der faktisk er en fremtid uden for Danmarks kontrol og indflydelse. USA opfordrer de grønlandske politikere – direkte og indirekte – til at forstå, at frigørelse er mulig og ønskelig. Grønlænderne bør ikke – ifølge amerikanerne – tvivle et sekund på, at frigørelse kan lade sig gøre.
Reaktionen fra danske politikere viser endnu en gang, at danskerne lider af udenrigspolitisk storhedsvanvid, som ikke er afpasset med Danmarks størrelse og tyngde på den politiske arena.
Bundlinjen er, at småstaten Danmark ikke kan have en selvstændig kurs, som underminerer USA’s sikkerhedspolitiske interesser i Arktis. Derfor nytter det ikke, at danske politikere puster sig op og laver slag i luften, som om Danmark var en stormagt og kunne diktere, hvad USA skulle gøre.
André Rossmann