Danmarks twittende pseudointellektuelle er gået amok i hadske angreb på USA’s præsident, Donald Trump.
At svine amerikanske præsidenter til er ellers en stolt dansk tradition. I de danske medier blev Ronald Reagan i sin tid omtalt som en skydegal cowboy og George W. Bush var dum og reaktionær.
Den danske J Streets repræsentant, Adam Holm, skriver således i dagens Berlingske, at siden præsidenten indtog Det Ovale Kontor, har han vist, at han er ”storskrydende, selvovervurderende, selvisk, skruppelløs og optræder abnormt”.
I samme avis skriver Liberal Alliancens Henrik Dahl, som af uransagelige årsager går for at være ”intellektuel”, om ”Trump-fascismen”, som han sidestiller med Islamisk Stat (sic!).
Sammenligningen er helt hen i vejret, for Trump ikke er fascist, og trumpismen er hverken fascisme eller Islamisk Stat.
Det er blevet populært at sammenligne vor tid med 1930’erne og nutidens nationalkonservative med 1930’ernes fascister, men det er en falsk analogi.
Hitler og Mussolini forsøgte nemlig at udbrede deres ideologi og styreform ved hjælp af krig, erobring og massemord. Nutidens nationalkonservative, hvad enten det drejer sig om Trump, Marie Le Pen eller Viktor Orbán, har derimod ingen ambition om at besætte fjerne lande, påtvinge dem en bestemt styreform eller ideologi, endsige gøre det ved hjælp af massevold og krig.
Trump ønsker faktisk, at USA skal blande sig mindre i verden, ikke mere, og de nationalkonservative vil ikke demokratiet til livs, men mener, at det ikke fungerer, som det burde.
Skal man svine nogen til, så associerer man vedkommende med nazister. Alt hvad der kunne klæbes på Donald Trump og hans stab af forbindelser til nazisme, neo-nazisme og racisme har i de 4-5 sidste år kørt i de venstreorienterede medier – også de danske.
I Information skrev en af avisens kommentatorer: ”Donald Trump er ikke Adolf Hitler, men hans evne til at få sine tilhængere til at overskride den ene anstændighedsgrænse efter den anden lader ikke Hitlers tilsvarende evner meget efter”. Skribenten var en tidligere venstreorienteret revolutionær, der ikke havde noget imod politisk vold.
Det er faktisk ikke Trump, men techgiganterne som Facebook, Google, Twitter mv., der udgør den virkelige trussel imod demokratiet, for hvis de ikke bringes under politisk kontrol, sætter kun fantasien grænser for, hvad den venstreorienterede, totalitære stat kan finde på at bruge techgiganterne til, også selv om vi formelt stadig vil have en fri presse, en retsstat og regelmæssige valg.
Tilbage til geniet fra Liberal Alliance. Han er ikke intellektuel, men en ynkelig pseudointellektuel propagandist, som er ude på at svine Trump til. Så enkelt er det.
André Rossmann