Danske robot-investorer skyder millionbeløb i robot til rens af skibspropeller

Thomas Visti og Ralf Astrup investerer i dansk robotstartup. SubBlue Robotics automatiserer en farlig og monoton opgave for erhvervsdykkere. Realiseringen af en fjernstyret propelpoleringsrobot får stor opbakning fra DFDS og flere internationale rederier samt og økonomisk støtte fra Den Danske Maritime Fond. Branchen øjner store gevinster i et forbedret arbejdsmiljø, sparet tid i havn og ikke mindst en betydelig reduktion i forbruget af klimabelastende bunkerolie som følge af renere propeller.

“SubBlue Robotics har angrebet en særdeles interessant niche for automatisering i shippingbranchen. Det er en højaktuel problemstilling, som SubBlue Robotics prøver at løse, hvor vi både kigger ind i store energibesparelser og sikkerhed. Og så må jeg sige, at stifterne besidder en helt ekstraordinær drivkraft. Jeg glæder mig til, at Ralf Astrup og jeg forhåbentlig kan bidrage til virksomhedens vækstrejse,” siger SubBlue Robotics nye investor Thomas Visti, ejer af Visti Unlimited og tidligere medejer af danske robotsucceser som MiR og Universal Robots.

To danske investorer ville ikke gå glip af muligheden for at investere i verdens første undervandsrobot, som kan polere skibspropeller. Thomas Visti og Ralf Astrup har nu grebet muligheden for at blive medejere af SubBlue Robotics med en sjettedel af virksomheden hver især.

SubBlue Robotics har angrebet en særdeles interessant niche for automatisering i shippingbranchen. Det er en højaktuel problemstilling, som SubBlue Robotics prøver at løse, hvor vi både kigger ind i store energibesparelser og sikkerhed. Og så må jeg sige, at stifterne besidder en helt ekstraordinær drivkraft. Jeg glæder mig til, at Ralf Astrup og jeg forhåbentlig kan bidrage til virksomhedens vækstrejse, siger Thomas Visti, ejer af Visti Unlimited og tidligere medejer af danske robotsucceser som MiR og Universal Robots.

Den netop indskudte kapital skal finansiere de allersidste faser af produktudviklingen af en fjernstyret robot, der dykker ned og sætter sig fast på skibspropeller med helt op til 10 meter i diameter, hvorfra robotten polerer korrosion og begroninger væk.

LÆS OGSÅ:  Blue Ocean Robotics er kåret til Europas suverænt bedste robotvirksomhed i kategorien “Professionelle servicerobotter”

I dag bliver alle kommercielle skibspropeller poleret manuelt af erhvervsdykkere 1-2 gange årligt for at spare bunkers. Samtidig forbyder flere havne dykkerne at arbejde i havnene med det resultat, at skibene ofte må ligge for anker uden for havne under propelpolering og afvente gunstige vejrforhold.

Millioner i brændstofbesparelser

Inspirationen til SubBlue Robotics og propelpoleringsrobotten opstod, da firmaets ene stifter Don Fischer var elev i rederiet Torm og iagttog udfordringen med vedligeholdelse af energieffektive skibspropeller. Han besluttede at udvikle en robotløsning.

Efter at have uddannet sig i både mekanik, automation og finansiering var han klar til bogstaveligt talt at søsætte SubBlue Robotics i samarbejde med ingeniør Michael Blom Hermansen. Sideløbende med seks års produktudviklingsarbejde har stifterne været i tæt dialog med både erhvervsdykkere og rederier for at imødekomme deres ønsker til en sikrere, hurtigere og grønnere løsning på propelpolering med en god driftsøkonomi.

Når poleringer bliver automatiseret med robotter og menneskelige risici dermed elimineres, kan SubBlue Robotics bringe poleringen tilbage ind i de mest brugte havne verden over. Med robotten kan redere få poleret propellen, imens de losser/laster. Propelpolering skal gøres så enkelt og let tilgængeligt, at frekvensen af polering kan øges til et mere ideelt niveau på eks. 3-5 gange årligt. Jo mere blank propellens overflade er, jo højere bliver energieffektiviteten. Et rederi vil med robotrensning af propeller kunne spare mellem en halv og halvanden million kroner årligt per skib på udgiften til bunkerolie samt eliminere 8-12 timers forlænget havnekald. Denne beregning baserer sig endda på det lavere prisniveau på $450, som skibsbrændstof havde før Ukraine-krigen. For øjeblikket er prisen på bunkerolie fordoblet til $900 per ton, konstaterer CEO i SubBlue Robotics, Don Fischer.

LÆS OGSÅ:  Robotter og kodning udløser pris til to natur- og tekno-logilærere

Den færdige løsning fra SubBlue Robotics vil blive leaset til serviceselskaber i den maritime sektor, der også har engageret og bidraget med kravspecifikationer til den lovende robot. Markedet for løsningen tæller på verdensplan cirka 60.000 kommercielle skibe.

Vores robot anvender intelligens til at føle sig selv frem over propellens overflade, selv i dårlig sigtbarhed. De avancerede algoritmer efterligner dykkernes øje til hånd koordination af polerskiven, og robotten opnår derfor en polering, der er mindst ligeså god som en erfaren og frisk dykker. Vores robot bliver dog ikke træt og arbejder let om natten. Robotten består af en ROV (Remotely Operated Vehicle) og en op til tre meter lang undervands-robotarm, som vi selv har udviklet både hardware og software til. Vi har afsat hele det kommende år til videreudvikling og fintuning, for vi ved godt, at driftsstabilitet fra dag 1 er alfa og omega i den maritime sektor, siger CTO Michael Hermansen, SubBlue Robotics.

Den Danske Maritime Fond støttede allerede i 2019 og igen i 2020  iværksætterne med early stage seed funding, ligesom DFDS og andre rederier har mødt SubBlue Robotics med åbne arme i deres mission.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)