Den danske fondsforvalter Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) vil opføre 125 kæmpestore landvindmøller i Teruel-provinsen i Spanien, som ifølge UNESCO har et af Europas unikke landskaber. I Spanien beskyldes CIP for at ødelægge miljøet og naturen, skriver Berlingske.
”I juli godkendte det spanske ministerråd opførelsen, der snart kan påbegyndes. Men Teruel Existe er villige til at gå rettens – og pressens – vej for at få projektet stoppet. Ifølge organisationen er CIP i færd med at begå en ’forbrydelse mod miljøet’, da opførelsen af de 125 vindmøller vil betyde, at over to millioner træer skal fældes.
CIP’s energiprojekt vil ifølge Teruel Existe ’påvirke’ naturparken Maestrazgo, der er én af 213 såkaldte UNESCO Global Geoparker, som ifølge FN markerer enestående geologiske landskaber i hele verden.
’Vi mener, at det er en stor selvmodsigelse, at en virksomhed, der bryster sig af bæredygtighed og miljøbeskyttelse, planlægger at ødelægge et landskab med stor biodiversitet’, udtaler rådgiveren David Piquer fra Teruel Existe i en e-mail til Berlingske”.