DANSKE VIRKSOMHEDER TAGET SOM GIDSLER I UKRAINEKRIGEN

Der er mode i alt. Også i politik, og det er derfor, at der er diktaturer, den danske regering ønsker at fedte for og andre, den ønsker at straffe. Da Nazi-tyskland besatte Danmark i 1940, blev besættelsesmagten mødt af en krybende og slesk dansk regering, der var villig til alt for at gøre sine nye herre og mester tilfreds.  Industrirådets ledelse var udpræget anglofil og modsatte sig enhver forbindelse med tyskerne. Regeringen ønskede derimod et omfattende og gnidningsløst samarbejde med værnemagten og truede danske virksomheder med afbrydelse af råvareleverancer og inddragelse af næringsbreve, hvis de ikke leverede til tyskerne. Regeringen organiserede endda de forhadte kapacitetsudvalg, der havde til opgave at presse danske virksomheder til maksimal kapacitetsudnyttelse for at sikre den størst mulige strøm af fødevarer, industriprodukter og byggematerialer til de tyske kunder. Danmark blev således Tysklands næststørste handelspartner (efter Italien) under hele besættelsen.

I årtierne efter blev erhvervslivet tvunget til at deltage i skiftende sanktioner mod udvalgte regimer. Det var Sydafrika, Irak, Chile og Burma, men de blodige diktaturer i Sovjetunionen, Kina, Iran og Saudi-Arabien blev friholdt for danske sanktioner uanset hvilke grusomheder, de præsterede.  Nu er den gal igen med Ukrainekrigen. Her oplever vi et hykleri og en dobbeltmoral af asiatisk vælde. Putins overfald på Ukraine har udløst en tordenbyge af sanktioner fra de vestlige lande omfattende finans, transport, beslaglæggelser og handel. Danske virksomheders engagementer i Rusland lægges for had i pressen og de sociale medier støttet af politikerne. Førende danske virksomheder har af frygt for den accelererende tilsvining i pressen kastet håndklædet i ringen og standser nu alle kommercielle aktiviteter i Rusland.

 Det gælder A.P. Møller, Jysk, B&O, LEGO og flere andre. Det er altså umoralsk at sælge varer til russiske forbrugere, der jo næppe kan lastes for Putins hensynsløse overfald på Ukraine. Derimod er det åbenbart etisk forsvarligt fortsat at købe ubegrænsede mængder af energi fra Rusland til tårnhøje priser, som finansierer hele felttoget mod Ukraine. Danmark har langtidskontrakter om energileverancer indtil 2030, som regeringen har tænkt sig at overholde. Tyskland får fortsat uden afbrydelser 50 procent af sit forbrug af naturgas fra Rusland, som opretholder alle leverancer af olie, kul og naturgas til EU uden konsekvenser af aktionen mod Ukraine. 

USA har på præsident Bidens ordre reduceret så meget af sin energiproduktion, at man ikke mere er selvforsynende, men må importere 600 000 tønder olie om dagen fra Rusland til en pris på over 100 $ pr. tønde, altså en profit til Putin på 600 millioner $ hver evige eneste dag. Til trods for de pålagte finansielle restriktioner er der sjovt nok sikret russerne betalingskanaler i $ og EURO for leverancerne. Hertil kommer leverancer af russisk naturgas til USA, der i 2021 havde en værdi på 7,3 milliarder $ (STATISTA). Disse enorme energileverancer fra Rusland til EU og USA forbliver fuldstændig uantastet uanset, hvor mange ukrainske lig, der flyder i gaderne.

Man siger nok, at krigens første offer er sandheden. Men det næste offer er den sunde fornuft. Hvordan kan man lade amerikanske og europæiske skatteydere finansiere hele det blodige felttog mod Ukraine, og så på den anden side håne og kritisere danske virksomheder for at handle med deres russiske kunder? Skal russiske diabetespatienter fratages deres Novo-insulin? Skal Rockwool standse produktionen af energibesparende isoleringsmateriale til russiske hjem? Og må den russiske arbejder ikke mere nyde en fyraftenspilsner fra Carlsberg? Der må sættes en stopper for, at medier og politikere tager sagesløse danske virksomheder som gidsler som en del af deres hykleriske og virkningsløse sanktionspakker, som aldrig får Putin til at aflyse sit erobringstogt. Danske virksomheder skal ikke inddrages i politik. Erhvervslivet skal kunne handle med alle, overalt til alle tider. 

Krigsførelse er ikke et kommercielt, men udelukkende et politisk ansvar.