Danskerne elsker deres offentlige velfærdssektor

Coronavirussen har vendt op og ned på dansk politik, og for regeringen er det mestendels positivt, skriver Amalie Lyhne i Berlingske.

Før krisen stod regeringen i en svær situation, hvor der skulle leveres på de mange dyre valgløfter, men coronakrisen betyder, at valgløfterne kan udskydes.

Klimaminister Dan Jørgensen har henlagt forårets forhandlinger om de såkaldte klimahandlingsplaner, og regeringen har udarbejdet en liste over alle de lovforslag, som bliver udskudt på grund af coronakrisen.

Blandt de love, der er udskudt, er velfærdsloven med det blinde fokus på, at borgernes velfærd er lige med offentlige velfærdsydelser.

24NYT: Velfærdssektoren har udviklet en kultur, som definerer kvaliteten af en velfærdsydelse som lig med, hvor mange ressourcer der bruges på at levere den.

Alle partier i Folketinget sætter øgede offentlige udgifter lig med bedre kvalitet. Hele den blå blok synger med på kravet om mere skattefinansieret velfærd. I velfærdssektoren definerer man derfor ganske logisk værdien af output som værende lig med værdien af input. Bruger man f. eks. 1 mia. kr. ekstra på folkeskolen, får man automatisk en ekstra værdi på 1 mia. kr. i form af bedre uddannede elever.

Når politikerne og velfærdssektoren sætter lighedstegn mellem velfærd og en mægtig offentlig sektor, er det fordi befolkningen gør det. Danskerne har nemlig en konsensus om, at sundhedsvæsen, skoler, daginstitutioner og ældrepleje skal være spærret inde i et offentligt monopol. Selv blandt vælgerne i den blå blok foretrækker 72 pct., at det offentlige tager sig af velfærden i Danmark.

Cepos fik op til kommunalvalget i 2017 Norstat til at lave en rundspørge blandt spidskandidaterne om, hvorvidt de ønskede flere private daginstitutioner. På tværs af partierne var det blot 28 pct., der ønskede flere private eller selvejende daginstitutioner. Selv blandt Venstres spidskandidater var det blot 33 pct., der ønskede flere private institutioner.

Velfærdssektorens monopolstilling gør, at de velfærdsydelser, som monopolet leverer, bliver unødvendigt dyre. Og kvaliteten af det, der leveres, bliver stadigt ringere. Men det er velfærdssektoren fuldkommen ligeglad med, for forbrugerne / borgerne ikke har andre steder at gå hen, og er derfor nødt til at finde sig i den lave kvalitet til den høje pris. Sådan er det i alle socialistiske lande.