Forudsætningen for at staten kan være stærk og effektiv er, at den holder op med at spilde tid og kræfter på opgaver, som andre end staten, f.eks. familierne, civilsamfundet og markedet, burde tage sig af. At staten spreder sig over et væld af opgaver, giver os ikke en stærk stat, men en opulent og rundtosset stat, der har mistet fornemmelsen for det væsentlige, og som løser en foruroligende stor del af opgaverne halv- til hel-dårligt, skriver den tidligere direktør for CEPOS, Martin Ågerup, i Berlingske.
”Tænk bare på urimeligt lange ventelister til sygehusene, byggeskandalerne vedr. supersygehuse, ejendomsvurderingerne, udbytteskandalen, kaos i psykiatrien, Britta Nielsen-sagen, diverse IT-skandaler, Skatteministeriets EFI-system, kræftskandaler, plejehjemsskandaler, den fejlslagne folkeskolereform, minkskandalen, forsvaret, der ligger i ruiner osv.
Velfærdsstatens oppustethed er et resultat af det samfundssyn, jeg kalder velfærdssocialismen, som ser alle problemer som politiske. Det skaber en knopskydning, hvor velfærdsstaten hele tiden får tilført nye opgaver, den ene mere irrelevant end den anden. Hvis et problem, velfærdsstaten er blevet sat til at løse, består, drages der aldrig den konklusion, at velfærdsstaten ikke kan løse problemet og derfor skal holde op med at forsøge. Tværtimod tilsiger velfærdssocialistisk tænkning, at årsagen til problemets fortsatte eksistens må være, at velfærdsstaten hidtil har gjort for lidt for at løse det og derfor skal gøre mere.
I mellemtiden brokker politikerne sig over, at de har alt for travlt. Det var der en enkel løsning på: Koncentrerer jer om det væsentlige”.