Danmark er ikke et diktatur, men det begynder at smage lidt af fisk, skriver forfatteren Mads Brügger i Berlingske.
På rekordtid er vores mest grundlæggende frihedsrettigheder blevet afviklet, og det til lyden af taktfaste bifald og sangvinsk jublen – for danskerne er nemlig slet ikke så vilde med demokrati, som vi går og bilder os ind. Væk er retten til at forsamle sig, borte er bevægelsesfriheden, og det var lige på nippet til at ejendommens ukrænkelighed også blev sløjfet. Hvad det sidste angår, er det sikkert kun et spørgsmål om tid, før det stemmes igennem, at staten alligevel gerne må trænge ind i folks hjem uden en dommerkendelse.
Tilbage er så ytringsfriheden, og hvad med den? Jeg kan tage fejl, men det aner mig, at tiden snart vil komme, hvor det vil blive besluttet at sætte det frie ord på pause for en stund – selvfølgelig med en solnedgangsklausul, så ingen aner uråd.
For at overleve som menneske i et diktatur er det nødvendigt at mestre dobbelttænkningens ædle kunst. Samtidig med at man udmærket ved, at det danske velfærdssystem er helt til hundene, skal man også vide at det danske velfærdssystem er verdens bedste, og man skal være parat til at benægte det faktum, at vores hospitaler kører på pumperne. Man skal vide at to plus to giver fem, og man skal virkelig tro på det.
Dr. Brostrøm er et fint eksempel på, hvor hurtigt danskerne har lært at mestre kunsten at tænke dobbelt. Selv om det er helt ude i det åbne, at dr. Brostrøm var direktør for Sundhedsstyrelsen, mens advarslerne fra WHO om pandemiens fremmarch væltede ind ad alle tilgængelige kanaler, har danskerne intet problem med, at dr. Brostrøm ignorerede alle disse advarsler og først handlede, da det var for sent.
Vi har heller ingen problemer med, at dr. Brostrøm har valgt at ignorere WHO’s anbefalinger om, hvordan man nedkæmper epidemien og i stedet forfølger sine egne bizarre strategier. Danskerne genkender nemlig det danske i at tænke, at man er meget bedre til at nedkæmpe en epidemi end WHO er, for Danmark er verdens bedste land, og vi kan ikke bruge erfaringerne fra Sydkorea, Taiwan og Singapore til noget. Denne idiotiske kålhøgenhed er i øvrigt typisk for de fleste diktaturer.