Blandt byggefolkene er der frustration og ulmende vrede, der handler om social dumping. Meldingen fra bygningsarbejderne er, at deres løn er sådan set ok, men at de er bekymrede for polakkerne. Det skriver Børsen.
Lige siden EU blev udvidet mod øst i 2004, har etnisk danske håndværkere følt sig presset af østeuropæiske fagkolleger, som rask væk arbejder 50-60 timer om ugen, har få sygedage, aldrig skal hente børn og tager sig til takke med lav løn.
Udfordringen er nemlig set med fagbevægelsens øjne, at mange østeuropæere kun arbejder for mindstelønnen eller lidt over. De fleste etnisk danske bygningsarbejdere får imidlertid lønninger, som ligger 30-40-50 pct. over mindstelønnen.
Det giver et stort løngab mellem de “billige” østhåndværkere og de “dyre” danske håndværkere, som i gennemsnit tjener 34 pct. mere end deres polske kolleger.
Byggefolkene frygter, at når den næste økonomiske krise kommer og håndværksmestrene skal til at skille sig af med folk, er det de ”dyre” danskere, der bliver sendt ud i arbejdsløshed, præcis som tilfældet var i kølvandet på krisen i 2008.
24NYT: Siden 2004 er antallet af medarbejdere i Danmark fra Østeuropa mere end tidoblet. Fra knap 5.000 fuldtidspersoner i 2004 til ca. 66.000 fuldtidspersoner i 2018, herunder ca. 27.000 polakker.