Danskerne holdes i mørke om prisen for indvandring

I dagens Berlingske sætter Rune Lund og Poya Pakzad, begge fra EL, spørgsmålstegn ved de 33 mia. kr. netto pro anno, som muslimsk indvandring koster det danske samfund. Efter deres opfattelse er de 33 mia. kr. ikke et faktum, men en påstand, som ”ukritisk viderebringes” af den ikke nærmere definerede ”højrefløj”. Lad os minde læserne om, at tallet stammer fra Finansministeriets fremskrivning af udgifterne til indvandring, som blev præsenteret i 2018. Det er altså ikke noget, som ”højrefløjen” fandt på.

Lund og Pakzad skriver, at det koster penge at modtage folk i nød. Dette kan man kun være enig i. Muslimsk indvandring, som der er tale om i deres kronik, har imidlertid intet at gøre med ”folk i nød, der flygter fra krig og forfølgelse”. De mennesker, der kommer til Danmark, er økonomiske migranter, som drømmer om en bedre fremtid i Europa. De krydser flere sikre lande, inden de når frem til den danske grænse, hvor de får lov til at ansøge om asyl. Der er således tale om omfattende ”asylshopping”, hvor mange migranter målrettet går efter at få sagen behandlet i Danmark, fordi de vurderer, at det er i Danmark, at de har størst mulighed for at opnå opholdstilladelse. I 2017 og 2018 fik hhv. 2.199 og 2.538 personer således permanent ophold i Danmark.

Udgiften til muslimsk indvandring er ”en omkostning, som vi både har råd til, og som vi er villige til at betale for”. Ja, som et af de rigeste lande i verden har Danmark naturligvis råd til at forsørge en muslimsk minoritet, som sidder parkeret derhjemme på tårnhøje sociale ydelser foran TV-kanalen Al-Jazeera. De 33 mia. kr. er imidlertid penge, der går fra etniske danskeres velfærd. F.eks. de danske ældre, som man finder siddende i deres egen afføring på plejehjem, og som i weekenden vaskes med en kold vådserviet, fordi kommunerne mangler penge til varmt vand og sæbe. Det er dem, der betaler prisen.

Lund og Pakzad påstår, at flere udgifter, som Finansministeriet indregner i udgifterne til migration, ikke kan henføres til flygtninge og migranter. Det er der dog ingen, der ved, fordi der i dette land ikke findes uafhængige økonomer, der har lyst og mod til at udfordre finansministeriet ved at dissekere ministeriets tal. De skiftende regeringer og deres agitprop, medierne, jonglerer med forskellige tal, beregningsgrundlag, beregningsperioder mv. Det forplumrer billedet og dermed skjuler de reelle økonomiske konsekvenser af den muslimske indvandring for danskerne. Så længe der ikke er 100 pct’s transparens på dette område, må det antages, at mange indvandrings-relaterede udgifter, udover de officielle 33 mia. kr. netto pro anno, er skjult i regnskaberne for de enkelte ressortområder.

Lund og Pakzad peger på, at Finansministeriets beregninger ikke tager højde for, at beskæftigelsen blandt muslimske indvandrere og efterkommere er stigende. Påstanden er i direkte modstrid med virkeligheden, som er, at den beskedne stigning i antallet af muslimer i ordinært arbejde de senere år ikke hang sammen med den påståede vellykkede integration, men skyldtes ganske enkelt den økonomiske højkonjunktur. Men nu er integrationsmiraklet slut. Coronakrisen og de hårde økonomiske realiteter er ved at sparke migranternes erhvervsfrekvens årtier tilbage. Mange med muslimsk baggrund, der måtte have fundet beskæftigelse i løbet af de senere års højkonjunktur, bliver fyret i disse uger og måneder. Indvandrere er nemlig de sidste, der bliver hyret, og de første, der bliver fyret. Det bekræfter bl.a. en helt ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Mange muslimske unge er under uddannelse og må forventes at bidrage på plussiden i fremtiden, skriver Lund og Pakzad. Indvandrervenlige ”eksperter” og medier bringer f.eks. analyser, der viser, at videbegærlige muslimske piger overhaler både muslimske mænd og danske unge. Men langt de fleste muslimske piger uddanner sig udelukkende fordi der er status i det. Når de er færdige med uddannelsen, bliver de gift og placeret i et hjem, hvorefter man ikke ser dem på arbejdsmarkedet igen (jf. Berlingske, 9. marts 2019). Uddannelse betyder nemlig rigtig meget blandt muslimerne. I folkemunde hedder forældregenerationens foretrukne uddannelser for ”ALI”: advokat, læge eller ingeniør. De muslimske pigers uddannelsesmæssige førertrøje skyldes med andre ord uddannelsessnobberi og ikke mønsterbrud. Derfor ser vi kun få veluddannede indvandrerpiger på arbejdsmarkedet.

Hvis den positive udvikling fortsætter, som den gør i dag, skriver Lund og Pakzad, er det en nærliggende forventning, at udgiften til muslimske indvandrere og efterkommere vil blive mindre over de næste årtier. Hvis og hvis. Indtil videre er det Finansministeriets fremskrivning fra 2018, der gælder. Den officielle pris for muslimsk indvandring ligger fortsat fast på 33 mia. kr. årligt netto på årsbasis 80 år frem. I alt 2.640 mia. kr., som vil gå fra danskernes velfærd.

André Rossmann