Site icon 24NYT

Danskerne tager på natur- og kulturferie herhjemme

I Syd- og Sønderjylland kan man blandt andet oplevet fænomenet ”sort sol”. Foto: PR.

Sommerferien i syden er afløst af ophold i Danmark. Og vi rejser gerne til andre landsdele for nye oplevelser, hvor særligt naturen trækker, lyder det fra sydvestjysk feriecenter.

Danskerne har fået øjnene op for naturen, og vi rejser gerne til den anden ende af landet for at opleve nye områder, der adskiller sig fra vores hverdag. For mange er bade- eller byferien sydpå nemlig byttet ud med en tur rundt i landet, hvor hoteller, sommerhuse, campingpladser og ferieboliger allerede nu bookes i stor stil. Det fortæller feriecenteret Ribe Byferie Resort:

– Vi oplever en kæmpe interesse for, hvad Syd- og Sønderjylland og særligt naturen har at byde på. Samtidig reserverer børnefamilier, som eller normalt ville tage sydpå, plads som aldrig før. Og samtidig er strand- og bademuligheder jo alligevel aldrig mere end blot en køretur væk, fortæller Heidi Maimburg, direktør hos Ribe Byferie Resort. Hun tilføjer:

– Normalt er 80 procent af bookingerne fra udlandet og 20 procent fra Danmark. I år er det omvendt. Vi modtager bookinger fra hele landet, mens især sjællænderne er vilde med Ribe og omegn, og det tyder på, at mange gerne vil rejse lidt længere for at opleve noget nyt og anderledes i år.

Danskerne søger mod naturen

På grund af coronarestriktionernes stop for de fleste indendørs aktiviteter søger danskerne ud i naturen i stor stil. Det bekræfter Danmarks Naturfredningsforening, som løbende tæller antal besøgende i statsskovene.

– Der er kort sagt mennesker alle vegne fra morgen til aften, som motionerer eller blot nyder naturens afstressende virkning på sindet. Det glæder os, at så mange her genfundet glæden ved naturen, og at vi kan mærke, at danskerne også har en ny lyst til at opsøge naturoplevelser, de ikke nødvendigvis kan få der, hvor de bor, siger naturvejleder og organisationskonsulent hos Danmarks Naturfredningsforening, Thomas Neumann.

Ifølge en undersøgelse Friluftsrådet har fået foretaget af Kantar Gallup om danskernes naturvaner i foråret 2020, har 34 procent af de adspurgte opholdt sig mere i naturen, mens hver fjerde har besøgt et naturområde, de ikke har besøgt før coronakrisen. For eksempel er der i naturområderne omkring større byer registreret mellem 70 og 160 procent flere besøgende fra 15. marts til 1. maj 2020 i forhold til samme periode i 2019.

–Tendensen fortsatte året ud, og alt tyder på, at den fortsætter igen i 2021, bekræfter Thomas Neumann.

Vær nysgerrig og genopdag kulturarven

Selvom sandsynligheden for at kunne rejse til byer som Rom, Paris, Athen og London er væsentlig mindre i år, kan danskerne sagtens opleve historiens vingesus ved at genopdage den danske kulturarv, fortæller Heidi Maimburg, der selv er meget begejstret for at gå på opdagelse i de gamle gader i Danmarks ældste by.

– Vi har en tendens til at glemme, at de danske byer er et sandt skatkammer af kulturarv. Og når vi nu ikke må besøge museer og slotte, er det en oplagt mulighed for at gå på opdagelse i byernes gader og stræder, siger hun og uddyber:

– I nogen byer kan ”skattene” godt være lidt gemt af vejen, så det er bare med at være nysgerrig og se forbi facaderne og butiksruderne. Kig op over gadeplanet, hvor de gamle bygningsfacader tit kan være bevaret, udforsk baggårdene og find de gamle handelsgårde og følg de snoede brostensbelagte gader til byernes ældste kvarterer. Det lønner sig.

Ribe Byferie Resort oplyser, at sommersæsonen tegner rigtig godt og bookingerne strømmer ind, især ugerne 29-31.

Exit mobile version