Selv om 7 ud af 10 danskere bakker op om regeringens klimamål om at reducere CO2-udledningen med 70 pct., er et flertal i en rundspørge skeptisk overfor, om det er realistisk at nå målet. Det skriver Berlingske.
55 pct. mener, at det er en urealistisk målsætning at reducere udledningen af klimagasser med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990 , mens 33 pct. mener, at det er en realistisk målsætning.
Flere eksperter siger, at det vil være vanskeligt at nå den målsætning. Bl.a. professor i klima og økonomi Kirsten Halsnæs fra Danmarks Tekniske Universitet. ”Jeg er ret enig med danskerne. Det er godt at være ambitiøs med 70 pct.-målsætningen, men det kan være vanskeligt at nå målet inden for så kort tid. Særligt vil det være svært for landbruget og transporten, hvor reduktionsteknologierne endnu ikke er så modne og afprøvede i den virkelige verden”, siger hun.
24NYT: Politikerne står over for at skulle konkretisere danskernes vilje til at presse Danmark igennem en hidtil uset transformation på bare ti år. Det skal ske ved hjælp af teknologier, som endnu ikke findes, og med grundlæggende forandringer af både produktion, forbrug, finansiering af velfærdssamfundet og styring af den økonomiske politik. Samtidig har Mette F. lovet, at det kan gøres uden at uligheden vil stige.
Landets nye klimaminister, Dan Jørgensen (S), har åbent erkendt, at han ikke ved, hvordan man kan indfri de ambitiøse klimamål i regeringens forståelsespapir fra juni.
Det var nemt at vedtage, at den samlede CO2-udledning skal reduceres med 70 pct. Politikerne mangler dog fortsat at forklare, hvad det kommer til at betyde for danskerne helt konkret, og hvor dybt det vil forandre det danske samfund og hverdagen for os alle. Der er med andre ord ingen substans på regeringens klimapolitik.
Det er heller ikke gjort særligt tydeligt for danskerne, hvor meget en grøn omstilling vil vende den tunge ende nedad socialt. Når først skatter og afgifter skrues voldsomt i vejret for at sikre en bestemt adfærdsregulering, vil det vise sig, hvor asocial den grønne omstilling kan blive. Det er nemlig svært at se, hvordan man kommer udenom at forhøje afgifter, indføre diverse forbud og gennemføre tiltag med større eller mindre tvang. Politikerne ved det naturligvis godt, men de spiller med fordækte kort.