Site icon 24NYT

De 10 største shitstorms i 2021

2021 er ikke gået stille for sig, hverken i pressen eller på de sociale medier. Mink-Gate, slettede sms’er, Dubai-rejser og MeToo-afsløringer er blevet heftigt debatteret i kommentarsporene på de store nyhedsmediers Facebook-sider. Men hvilke shitstorms fik flest danskere op af stolen i 2021?

De 10 største shitstorms i 2021 er domineret af personsager i modsætning til forgangne år, der i højere grad havde virksomheder på listen.

Det er de rige, berømte og magtfulde, der står for skud i år: Statsministeren, Naser Khader, Jes Dorph, Christian Bitz samt influencers og sportsstjerner på solferie i Dubai under coronanedlukningen.

Personfikseringen vidner om en hårdere tone på de sociale medier, hvor shitstorms stortrives. Samtidig er medierne blevet langt mere aktive i delingen af shitstorm-opslag, der giver danskerne mulighed for at udtrykke deres harme i kommentarsporene.

Markant stigning

Shitstorm-ekspert og direktør i ATAK Nordic, William Atak, udtaler:

“Listen er tydeligt påvirket af corona og MeToo, som er helt nye virkeligheder, vi skal forholde os til. Sammenlignet med tidligere undersøgelser er der denne gang mere personrettede shitstorms frem for mod virksomheder og institutioner, der ellers i højere grad har domineret tidligere års top 10.”

William Atak forklarer, at mediernes aktivitet på de sociale medier er steget markant i løbet af de seneste år.

“Der er sket en 5 dobling i antal reaktioner på shitstormopslag på nyhedsmediernes Facebook-sider siden 2018. Det vidner om, at både nyhedsmedier og deres læsere er blevet meget mere aktive på de sociale medier. Der er flere reaktioner, kommentarer og delinger, så de negative pressedækninger kommer meget bredere ud, da de belønnes af de sociale mediers algoritmer,” siger William Atak.

Top 10 shitstorms i 2021

Herunder præsenteres de 10 største shitstorms i 2021.

  1. Mink-Gate – Regeringen i shitstorm over manglende lovhjemmel
  2. Slette-Mette – Statsministerens slettede sms’er i forbindelse med Mink-Gate
  3. Jes Dorph-Petersen – Anklaget for seksuelle krænkelser og fyret fra TV2
  4. Naser Khader – Anklaget for trusler og seksuelle krænkelser
  5. Dubai-kendisser – Kendte danskere rejser under coronanedlukningen
  6. Nemlig.com – Horrible arbejdsforhold for ansatte
  7. Forbud mod mavebluser på Firehøjeskolen i Vejle
  8. John Dillermand – Børne TV provokerer
  9. Christian Bitz – Retssag om keramik-plagiat
  10. Ghita Nørby – Interview med Simi Jan i Go’ Aften Live

1.6 millioner datapunkter

Kommunikationsbureauet ATAK Nordic har på baggrund af 1.6 millioner indsamlede datapunkter analyseret, hvilke 10 shitstorms der i 2021 genererede mest omtale og interaktioner på tværs af 10 landsdækkende og toneangivende nyhedsmedier og deres Facebook-sider.

Der er i analysen lagt vægt på de respektive nyhedsmediers deling af shitstorms-artikler på Facebook. Analysen giver i sin helhed et nuanceret billede af en samfundsdebat, der i stigende grad udfolder sig på de sociale medier.

Exit mobile version