Mens alles øjne er rettet mod de seneste spændinger i Gazastriben, hvor palæstinensiske terrorgrupper har affyret raketter mod Israel som gengældelse for israelernes drab på Islamisk Jihad-lederen Bahaa Abu al-Ata, er antallet af palæstinensere, der er blevet dræbt i Syrien, siden borgerkrigen dér begyndte i 2011, steget til 4.006.
Af Bassam Tawil – Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.Palæstinensernes forhold i Syrien interesserer ikke de palæstinensiske ledere på Vestbredden og i Gaza, som stadig er besatte af deres forsøg på at udslette Israel. Det internationale samfund, herunder FN og diverse menneskerettighedsorganisationer, er tydeligvis heller ikke interesseret i palæstinensernes forhold i Syrien – eller i noget andet arabisk land.
De 4.006 dræbte palæstinensere i Syrien blev ikke dræbt af Israel; det er tydeligvis grund nok for det internationale samfund og FN til at se den anden vej.
Europæerne tror åbenbart, at de har alverdens tid til at bekymre sig om, hvorvidt nogle fødemidler stammer fra israelske forstæder, men absolut ingen tid til at udtrykke deres bekymring over de mere end 500 brutale dødsfald blandt palæstinensere i Syrien om året gennem de seneste syv år.
I stedet for at bemærke det voksende antal døde blandt palæstinensere i Syrien bestemte EU-domstolen i denne uge, at medlemsstaterne skal forpligte deres detailhandlende til at identificere produkter fremstillet i israelske bosættelser ved hjælp af særlige mærkater.
Den europæiske domstolsafgørelse hjælper ikke palæstinenserne i Syrien på nogen som helst måde. Disse palæstinensere interesserer sig ikke en tøddel for, om europæerne mærker bosættelsesprodukter eller ej. Det, de er optaget af, er at holde sig i live – et mål, som de ville påskønne, at Europas befolkninger fremmede ved at hjælpe dem med at beholde deres arbejde i stedet for at fokusere på nogle diskussioner om indpakning.
Hvad gør den europæiske domstolsbestemmelse for at kaste lys over situationen for tre palæstinensere, som blev tortureret til døde i oktober, mens de var anbragt i et syrisk regeringsfængsel? Disse tre, der er blevet identificeret som Said Mustafa Amarin, Ziad Lutfi Amarin og Fadi Fuad Al-Sotari, blev arresteret af de syriske myndigheder for flere år siden. Deres død bringer antallet af palæstinensere, der er døde som følge af tortur i syriske fængsler de seneste otte år, op på 611, ifølge en nylig rapport.
Ifølge Action Group For Palestinians of Syria (AGPS) blev yderligere otte palæstinensere dræbt i Syrien under forskellige udbrud af vold i oktober.
Disse ofre havde sandsynligvis intet kendskab til den europæiske domstols skridt til mærkning af bosættelsesprodukter – men de kunne måske stadig have været i live, hvis europæerne havde vendt noget af deres opmærksomhed i retning af de grusomheder, som det syriske regime begår mod palæstinensere, i stedet for at forsøge at blokere varer, blot fordi de er fremstillet af jøder, der lever fredeligt i deres egne samfund på Vestbredden. Men europæerne har bevist, at de eneste palæstinensere, de kerer sig om, er dem, der bor på Vestbredden og i Gazastriben, og hvis “lidelser” på en eller anden måde kan tilskrives Israel.
Den Europæiske domstol havde gjort palæstinenserne en større tjeneste, hvis den havde bestemt, at de syriske myndigheder skulle oplyse, hvor de 329 palæstinensere, som er meldt savnet i Syrien de senere år, opholder sig. Domstolen havde også gjort palæstinenserne en større tjeneste ved at påbyde, at de syriske myndigheder skulle løslade de 1.768 palæstinensere, som er sygnet hen i årevis i syriske fængsler.
Palæstinenserne i de syriske fængsler er sandsynligvis ikke synderlig optaget af, om en flaske vin produceret af jøder bliver mærket af europæerne eller ej. Men europæerne, som aldrig ophører med at moralisere over resten af verden, ser anderledes på det: de synes at mene, at produkter fra bosættelser er mere farlige end de undertrykkende og brutale metoder, som de syriske myndigheder tager i anvendelse over for palæstinensere.
De palæstinensiske ledere virker også bedøvende ligeglade med deres folks lidelser i Syrien. Mens dødstallet steg til over 4.000, skændtes lederne i Det Palæstinensiske Selvstyre og i Hamas stadig om, hvorvidt de skulle afholde det nyvalg til præsidentembedet og parlamentet, som burde have været afholdt for længst. De to har sloges indbyrdes i mere end 10 år, og det eneste, de synes at kunne blive enige om, er at undertrykke deres lokale, arabiske modstandere.
Detaljer som 4.000 palæstinensere, der er døde for syrisk slagterhånd, er, ser det ud til, for betydningsløse til at tiltrække sig de palæstinensiske lederes opmærksomhed. Hamas synes, sammen med sine allierede i Islamisk Jihad, fast besluttet på at fortsætte kampen imod Israel, uanset hvilken pris palæstinenserne i Gazastriben komme til at betale. Imens har Det Palæstinensiske Selvstyre og dets præsident, Mahmoud Abbas, alt for travlt med at jagte deres kritikere på Facebook til at ofre palæstinenserne i Syrien nogen som helst opmærksomhed.
Om godt to måneder fylder Abbas 85 år. Selvstyrets præsident synes fast besluttet på at holde sig ved magten lige til sit sidste åndedrag. I forrige uge udtalte hans embedsfolk i Fatah offentligt, at Abbas vil være deres eneste kandidat ved et hvilket som helst præsidentvalg, hvornår og hvis et sådant nogensinde finder sted. Sådan en erklæring kan ikke forekomme uden Abbas’ godkendelse. Abbas har med andre ord alt for travlt med at holde sig ved magten til at lægge mærke til, at hans befolkning, især dem der bor i Syrien og i Gazastriben, er travlt optaget af at tilbringe dagene med at stirre ind i løbet fra et maskingevær, der er rettet imod dem af deres arabiske fæller.
Den klart antisemitiske europæiske optagethed af at bekæmpe bosættelsesprodukter – de mærker trods alt ikke produkter fra Kina, selvom dette har besat Tibet – i stedet for at redde palæstinensiske liv må virke opløftende på Abbas og Hamas. For hvordan kan det være, at det ikke forekommer Selvstyrets præsident og Hamas det ringeste pinligt, når arabere myrder palæstinensere? Så meget desto bedre er det, set med deres øjne, at det internationale samfund bruger sin tid på at gylpe had op imod Israel og jøder; i det mindste gavner dette trods alt palæstinensernes egentlige projekt med at delegitimere og udslette regionens eneste frie og demokratiske stat.
Bassam Tawil er muslimsk araber bosiddende i Mellemøsten.