De borgerlige er blevet socialdemokrater

En for en er de konservative og liberale bastioner blevet forladt. Og når mærkesagerne forsvinder, gør det borgerlige Danmark det også, skriver Asger Aamund i Berlingske.

Hvis Anders Fogh Rasmussen i 2001 var gået til valg på en afmontering af Forsvaret, fri import af klienter fra de varme lande og etableringen af et socialdemokratisk formyndersamfund, var han næppe blevet statsminister på borgerlige stemmer.

Det har imidlertid altid været en kendsgerning, at et forsvarsforlig med De Radikale er et giftangreb på Danmarks forsvarsevne.

Det er heller ikke borgerlig politik at tillade uhæmmet import af klienter fra de varme lande, hvad der har resulteret i en årlig bruttoudgift for det arbejdende Danmark på knap 90 mia. kr. (Finansministeriets Udgivelse af 25. juni 2020, side 27 tabel a). Finansministeriet har imidlertid friseret denne uhyrlige sum ved at fratrække migranternes erlagte skatter og afgifter, således at den officielle nettoopgørelse præsenteres som beskedne 33 mia. kr.

Dette var ganske vist ikke hensigten, men det skete jo alligevel, fordi de borgerlige partier ikke havde modet og viljen til at sige fra over for det magtfulde migrantindustrielle kompleks, der består af Folketingets røde partier, en hær af sagsbearbejdere i stat og kommune og af stærke interesseorganisationer.

De borgerlige politikeres flugt fra vækstpolitikken kulminerede under sidste valgkamp, hvor statsminister Lars Løkke i sit frieri til Socialdemokratiet frejdigt erklærede, at hele det fremtidige råderum i dansk økonomi skulle anvendes til udbygning af velfærdssamfundet. Den endelige betingelsesløse borgerlige kapitulation. De borgerlige partiers flugt fra egne mærkesager har resulteret i et folketing, der har konsolideret sig i Den samvirkende konsensusbevægelse indrammet i de sarteste rosa farver, sådan som det sømmer sig for den danske sociale formynderstat.