De brede skuldre lider i den gode sags tjeneste

I maj 2022 blev der i Folketinget indgået en aftale om tvangsfordeling af gymnasieelever som led i et gigantisk integrationsprojekt, som skal løse årtiers fejlslagne integration af muslimerne i Danmark, og hvor det er etnisk danske elever, der skal integreres.

Aftalen om tvangsfordeling er endnu et eksempel på en uigennemtænkt hastereform, som skal vise politikernes handlekraft, men som ikke bliver fulgt ordentligt til dørs. Som det ofte sker i Danmark, kniber det med implementeringen.

Det viser sig nemlig, at den fordelingsmodel og de elevtal, som gymnasierne skulle bruge til at fordele eleverne efter deres forældres indkomst, er stærkt forsinkede.

Den 1. september skulle Undervisningsministeriet have præsenteret en model for, hvor mange elever de enkelte gymnasier må optage til næste skoleår. Men nu, én måned senere, har rektorerne kun fået et foreløbigt elevtal, som kan justeres frem til 15. maj 2023.

Uvisheden om fordelingsmodellen skaber ikke overraskende et kaos på landets gymnasier, som ikke kan lægge budgetter for næste skoleår. Rektorerne siger, at de frygter underskud på budgetterne, tomme stole og omkostningsfulde fyringer, fordi det endelige elevtal først kommer 15. maj.

Det sjove (eller tragiske – alt efter ens temperament) er, at der ikke findes noget empirisk belæg for positive effekter af en tvangsfordeling af gymnasieelever.

Tværtimod viser en forskningsrapport, som i 2020 blev offentliggjort af TrygFondens Børneforskningscenter, at postulatet om, at den såkaldte klassekammeratseffekt vil øge de muslimske elevers faglige niveau og bidrage positivt til integrationen, beror på mavefornemmelser snarere end evidens.

Rapporten dokumenterer, at de muslimske elever, som fordeles til velfungerende danske skoler, klarer sig dårligere både socialt og fagligt i forhold til de muslimske elever, der forbliver på den lokale skole.

I 2018 offentliggjorde tænketanken Kraka og konsulenthuset Deloitte en rapport, som indeholder en bemærkelsesværdig analyse af de langsigtede konsekvenser forbundet med andelen af muslimske elever i skoleklasserne. Konklusionen er nedslående: Jo flere muslimske elever i en klasse, jo lavere livsindkomst kan klassens etnisk danske elever forvente i fremtiden.

Den tvungne omfordeling af de socialt belastede muslimske underklassebørn, som intelligens- og kompetencemæssigt ligger langt bagud i forhold til etniske danskere, vil derfor trække fagligheden i gymnasierne (og senere på universiteterne) ned og føre til et markant fattigere liv for etnisk danske børn. Alt imens har muslimske elever udsigt til en lavere faglighed, der giver dem endnu dårligere muligheder i livet.

Aftalen om tvangsfordeling straffer etnisk danske elever både fagligt og socialt for, at deres forældre i 30-40 år har fundet det fornuftigt at stemme på partier, som går ind for at importere muslimske analfabeter fra Mellemøsten og Afrika.

Danske forældre må dog forstå, at de lever i et herligt socialistisk velfærdssamfund, hvor de bredeste skuldre bærer mest, og at tvangsintegration af deres børn er et nødvendigt offer, som de er nødt til at bringe i den gode sags tjeneste.

André Rossmann